Oprettet: 11. september 2022
Svarnummer:
104

Indsendt af

Lisa Bang Larsen

Postnr.

1153

By

København K

Høringssvar

Jeg går ind for en grøn og venlig bydel, men jeg går ikke ind for en museumsby, der overvejende tilgodeser turister og erhvervsdrivende. Til stadighed bliver vi beboere mødt med en følelse af at blive presset ud af vores bydel, med mindre vi vil være statister i den. Når man bor i middelalderbyen har man også behov for et velfungerende hverdagsliv med alt, hvad det nu indebærer, på samme måde som alle andre mennesker i det her land. 

Brostensbelagte gader: Smart tænkt med den smalle stribe til cyklister. MEN: I praksis virker den dårligt. Den er for smal, og der er for langt mellem stenene, hvilket gør, at man er ved at falde på sin cykel, når hjulene skrider ned i mellemrummene. Så læg dem tættere. Og gør dem også mere børnevenlige, fx bredere, så forældre kan bruge dem sammen med de børn, der skal til at lære at cykle. Ofte (i Niels Hemmingsens Gade) skal man også ud på kørebanen på de toppede brosten, fordi fortovene er så smalle, at godgængere bruger "cykelstien" enten til ophold eller gangsti. 

Varebiler: For svært at komme ud og ind af indre by på cykel  Der er alt for mange store varebiler, der blokerer kørebanen, så man må springe af cyklen og gå på fortovene, hvis ellers der er plads for cykelparkering, bænke, m.m. Ellers kan man pænt stille sig op at vente på, at de parkerede varebiler er færdige med deres arbejde og komme et kvarter for sent på arbejde. Ikke specielt cyklistvenligt, når man gerne vil cykle til og fra arbejde, og hvis man gerne vil have folk til at bruge cyklen mere. Desuden er varebilerne alt for store, tunge og larmende. De gamle huse i middelalderbyen ryster - og det gør vores porcelæn også indimellem, når bilerne kører forbi. Mange af husene har sætningsskader. Kan den tunge trafik mon have bidraget til det?

Beboerbiler og parkering i middelalderbyen: Det skal være muligt for beboere i middelalderbyen at eje en bil og med rimelig mulighed for at parkere. Det er jo ikke beboernes biler, der udgør det største problem. Det er alle de biler, der kommer udefra, herunder før omtalte varebiler, og nogle herinde taler også om muskelbilerne i weekenderne. Skal man til København for at shoppe lørdag formiddag, kan man benytte sig af vores udmærkede metro- og buslinjer i stedet for at komme ind med bil. Man kunne også yde den service at reservere pladser i p-husene i udkanten til besøgende, der synes, de har behov for at tage til byen i bil. De klarer nok at gå et par kilometer et par gange om året, fremfor at det er os, der bor her og skal have et hverdags- og fritidsliv til at fungere. Så lav et indkørselsforbud for udefrakommende biler og giv beboerne en vignet i forruden. På den måde vil det være ret let at se, hvilke biler, der har ret til at køre ind og ud af byen. Det gør man bl.a. i Italien i mange af deres middelalderbyer. Det lader til at fungere fint. Man kunne i forlængelse af det tænke på en gæsteparkeringstilladelse til beboernes pårørende, der kommer langvejs fra.

Det bør være muligt for håndværkere m.m. at kunne parkere, når de skal løse opgaver i byen uden at frygte/modtage en p-bøde.

Ikke mere udeservering. Tværtimod. Og ud med varmelamper. Ikke masser af nye udearealer i gaderne. De vil ikke være til gavn for beboerne, men mere for festende folk udefra. Og den del af bylivet er der vist ikke stemning for blandt beboerne.