Oprettet: 30. juni 2022
Svarnummer:
34

Indsendt af

Lars Oskan-Henriksen

Postnr.

1106

By

København K

Høringssvar

Byrumsforsøget med træer, bænke, multitrafikgader og nedlæggelse af parkeringspladser var en fantastisk periode at være borger i i indre by. Det gav helt nye muligheder for at bruge byen og viste, ligesom det er tilfældet i stræderne, at forskellig trafik kan sameksistere, når der tages hensyn til de svageste (fodgængere) først og der skabes et hierarki blandt trafikanter, således at fokus er på de bløde og ikke som i det mest af den øvrige by, de hårde (bilerne).

Hvis (og det håber jeg meget) forsøget gøres permanent, fordrer det lukning af et stort antal P-pladser, fordi det samtidig vil mindske incitamentet til at køre ind i en del af byen, hvor det er vanskeligt at parkere. Det er godt, for det betyder også, at vi, som beboere, må vænne os til enten at undvære bil (det gør jeg selv uden nævneværdige problemer) eller at parkere et andet sted og så tage kollektiv transport eller cykel hen til bilen, hvor den er parkeret, hvis man skal på længere ture, som fordrer bilen. Jeg tror på, at når der skabes en anden infrastruktur med et andet fokus end på biler, vil det også medføre en adfærdsændring blandt borgerne.

Jeg fandt de udpegede gader i Byrumsforsøget velvalgte. dog har jeg et ønske om at der også ses på Antonigade. Der er rigelige parkeringsmuligheder med et parkeringsanlæg med adgang fra Kristen Bernikowsgade og udkørsel i Antonigade, samt et anlæg i Silkegade. Til gengæld er Antonigade et cykelvirvar, hvor det næsten er umuligt at kæmpe sig frem ad fortovet i dagtimerne pga. parkerede cykler i de for få stativer. Jeg foreslår at man nedlægger de sidste to parkeringspladser i Antonigade og laver dem om til cykelparkeringspladser. De to pladser gør ingen forskel for bilister, men det øgede antal cykelpladser vil både forbedre gangtrafikken i gaden og adgangen til butikker og boliger i gaden, som i dag er indespærrede bag en palisade af parkerede cykler. 

Ved omlægning af Lille Kongensgade bør træerne stå på Magasinsiden af gaden, så man dels skjuler den ret grimme og ligegyldige facade på denne side og samtidig lader indsynet være frit til de smukke 1700-tals facader på modsatte side af gaden. 

Man bør desuden overveje at lade "strædernes" forløb forlænge henover Amagertorv og ad Store Kirkestræde, Nikolaj Plads og over i Lille Kongensgade, så man får skabt et samlet forløb helt til Kongens Nytorv. Tilsvarende kunne man forlænge multitrafikgaden henover krydset Gåsegade/Hestemøllestræde og lade strædet fortsætte ad Farvergade helt til Regnbuepladsen og Vester Voldgade. På den måde ville man få et fuldt parallelt strøg hele vejen fra Vester Voldgade til Kongens Nytorv. 

I forbindelse med den fremlagte plan, hylder jeg muligheden for mere fortovsservering og dermed mere udeliv i gaderne. 

 

Lars Oskan-Henriksen