Oprettet: 25. september 2022
Svarnummer:
190

Indsendt af

L. Brink

Virksomhed / organisation

Beboer i Middelalderbyen

Postnr.

1104

By

København K.

Høringssvar

Der er mange gode ting at sige om forslagene til Byrums- og trafikplanen, og så er der ting, som vidner om manglende forståelse for beboernes hverdagsliv.

Øremærket beboerparkering

Som beboer i Middelalderbyen bør vi naturligvis have øremærket beboerparkering. Derved undgås unødig kørsel og samtidig belaster vi ikke eller optager p-pladser i de gader, som ligger uden for Middelalderbyen. Det er unødvendigt at skubbe forurening og trafik over til ”naboerne”.

Øremærket beboerparkering kan ske på en forsøgsordning på fx 1-2 år, således kommunen formår at udarbejde en miljørapport med målinger før og evt. efter nedlæggelsen af de mange hundrede p-pladser. Der bør ej heller nedlægges p-pladser før, der er fundet en løsning for beboerne. P-kældre, der ligger langt fra beboelsen er ugennemtænkt og tager ikke hensyn til dårligt gående, børnefamilier eller de, der arbejder på skæve tidspunkter.

Støjende udeservering

Det, som desuden er foruroligende fraværende i planen, er løsningsforslag for den nuværende og støjende udeservering.

Udeservering fra alkoholbaserede restaurationer bør aldrig tillades i Middelalderbyens smalle gader. Og især ikke, hvis de har natåbent. Det forpester livet for alle gaders beboere med eklatant støj. Det har mange beboere mærket med både manglende nattesøvn samt stress-relaterede symptomer under både denne sommer samt det meste af 2020. Nuværende udvidede udeserveringer skal hverken gøres permanente eller fortsætte på forsøgsbasis.

Københavns Kommune formår beklageligvis ikke at føre tilsyn med Middelalderbyens mange udeserveringer. Der er talrige eksempler på ulovlige udeserveringer, ukorrekte udeserveringer og udeserveringer, hvor arealet benyttes ulovligt efter kl. 22.00. Konsekvenserne for dem, der bryder loven? Absolut ingen.

Derfor denne kraftige modstand. Vi ved om nogen, hvor forfærdelig en støj vi lever med. Den ønsker vi ikke fortsætter. For nogen.

Udeservering i Ny Adelgade - en fest vi ikke ønsker at deltage i

Jeg bor i Ny Adelgade. En smal, kort gade med festgaden Gothersgade som nabo. Jeg har hele sommeren (samt det meste af 2020) været tvunget til at høre på eklatant støj fra udvidet udeservering (med målinger på over 70 dB!). En støj så markant, at det har haft negativ indflydelse på min hverdag. Især Palæ Bar er skyld i, at jeg ikke har kunne åbne mit soveværelsevindue hele sommeren (både pga støj, men også røg fra de mange kunder på gaden). Fortovet blokeres af kunder, det samme gælder gadearealet og ingen ansatte beder folk dæmpe sig. Det er hver aften – og fra tirsdag til lørdag til kl. 03.00!

Den lille gade er fyldt med restaurationer, bar og værtshuse, hvor især ovennævnte hverken tager hensyn til beboerne eller til de love og retningslinjer, som kommunen har udstukket – selv efter talrige tilsyn, påtaler og politianmeldelser. Man kan kort sagt sige, at gaden ikke er egnet til beboelse – især, når man aften efter aften – nat efter nat – skal høre på højtråbende og fulde kunder, der indtager gaden. Vi drives mere og mere ind til en nattelivsfest, hvor vi ikke ønsker at deltage, men hvor vi er tvunget til det.

I høringssvar nr. 45 er der rosende ord om Ny Adelgade og de såkaldte ansvarlige og samarbejdsvillige forretningsdrivende. Jeg og øvrige beboere, kan slet ikke genkende beskrivelsen. Vi har ingen gennemkørende trafik, her er ganske få børn, vi kommer ikke hinanden mere ved end normalt (dog ledes vores samtaler nu oftest ind til vores manglende nattesøvn og den infame støj), det grønne er forkølede blomsterkummer, det ”fantastiske miljø” drives af de betalende kunder, og det ”lugter” af en stor pengemaskine.

Det er yderst vigtigt, at kommunen vægter beboernes livskvalitet frem for profitskabende udeservering. I særdeleshed i de områder, som i forvejen er hårdt belastet af støj fra nattelivet.

Jeg ønsker derfor at Ny Adelgades udeservering stoppes permanent og gaden beholder alle p-pladser, og at de øremærkes til beboerparkering. Heraf min. 2 med ladestandere. Ønsker desuden 1 erhvervsparkering og 1 handicapparkering, således vi eliminerer enhver form for kommerciel indtagelse af byrummet.

Begrønning er velkomment, dog gør jeg opmærksom på, at det er som en magnet for enhver tissetrængende ungersvend. Det ved jeg alt om, når jeg træder ud ad min hoveddør til en pøl af tis.

Bænke og des lignende anbefales heller ikke. Det inviterer til enhver form for festlige ophold om natten.

Grønnegade kvarteret

Grønnegade kvarteret er fyldt med restauranter, cafeer, barer, natklubber og værtshuse. Hvilke tiltag forventer kommunen at foretage for at støjdæmpe nattelivstrafikken i området og fra festgaden Gothersgade til Middelalderbyens øvrige nattelivszoner?

I planen står der, at der skal etableres en del cykelstativer i området. Hvorfor netop her? Vi har, indenfor 100 m. afstand, mere end 25 cykelstativer. Og ved en hurtig gennemgang ses flere ledige pladser, som ikke benyttes. Til gengæld ses cykler parkeret ud for butikker, op af facader, på fortove og sågar på gadeplan.

Det nytter ikke at etablere flere stativer, når brugerne ikke benytter de, der allerede er. Cyklerne skæmmer, de fylder, de flyder og der er mange herreløse cykler. En simpel bøde eller en genial nudging samt en jævnlig oprydning vil gøre underværker.

Der bør naturligvis også etableres ladestandere i kvarteret. På nuværende tidspunkt er de ganske få i Borgergade oftest optaget. Derfor – flere ladestandere i kvarteret.

Det er ønskværdigt, om kommunen strammer op på de nuværende retningslinjer, som findes omkring facader og skiltning i Middelalderbyen. Det er lidt lovløse tilstande og alle erhvervsdrivende ved, at det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse hos kommunen. Der er ingen hos kommunen, som overhovedet tjekker, om fx skiltning er i overensstemmelse med nuværende regler. Derfor popper en ny restaurant op med en 5 m. langt, pink neonskilt eller en bar skruer bambus på facaden.

Der bør værnes meget mere om det særlige i Middelalderkvarteret.

Træer, varmelamper og ”kørende diskoteker”

Der ønskes en grønnere Middelalderby, men kommunen ved endnu ikke, om det er muligt at plante ét træ eller 30. Når det er udredt, bør der tages kontakt til Frederiksberg Kommune, som har et fortræffeligt skybrudsprojekt, hvor træet spiller en stor rolle ligesom Københavns Kommune selv har et klimatilpasningsprojekt i Hammerensgade.

Kommunen opfordrer desuden til facadebeplantning. Middelalderbyens bygninger har smukke og ofte bevaringsværdige facader. Æstetikken og bevarelsen af det frie udsyn til bygningerne bør ikke skjules af klatreplanter. Murværk og sokler kan ydermere tage skade.

Københavns Kommune ønsker at være grøn og miljøvenlig. Derfor bør kommunen indføre, som fx i Paris, et forbud mod udendørs terrasse-/varmelamper. Der ”fyres for gråspurve” og det er et abnormt energispild.

Etablering af ”støjmålere- og nummerpladegenkendelse” er ønskværdigt. Det bruges i mange andre storbyer og har udelukkende fokus på alt kørende med fx høj musik. Det være: ”muskelbiler”, partybusser, beer bikes, cykel taxaer m.m. Der måles i dB og tages foto. Bøder gives og ved gentagelser evt. forbud eller fratagelse af køretøjet. Det vil nedsætte de fleste støjende og gentagne elementer i især nattelivszonerne.

Jeg håber kommunen er lydhør overfor beboernes ønsker. Størstedelen af høringssvarene tyder netop på, at kommunen ikke forstår skatteborgernes hverdagsliv, hvoraf størstedelen både ønsker mindre støj fra i sær natteliv og udeservering samt øremærket beboerparkering.
Andre høringssvar kommer fra større erhvervsdrivende og interessenter med gode intentioner og angst for nedlæggelse af parkeringspladser, kommunalt ansatte roser deres egne ideer, beboerforeninger beder om beboerparkering, en løsning på nattelivets udfordringer samt bevarelse af Dantes Plads. Andre igen bor udenfor Middelalderbyen.

Alt i alt – denne Byrums- og trafikplan har virkelig fået mange til tasterne. Og med rette.