Oprettet: 7. juli 2022
Svarnummer:
55

Indsendt af

Jacob Lønfeldt

Postnr.

1165

By

København K

Høringssvar

Det lyder fantastisk at få bedre forhold for fodgængere og cyklister i Middelalderbyen, og at få reduceret udefrakommende biltrafik. Jeg synes hele middelalderbyen burde gøres bilfri hurtigst muligt, således at kun strengt nødvendig varelevering og beboerkørsel er tilladt. Det ser man med succes mange andre steder i Europa, hvor fx Rom og Pisa har centrale middelalderbydele helt lukket for uvedkommende trafik.

I planen er jeg særligt glad for at se Nørregade få bredere fortorv og bedre forhold for cyklister. Det er i dag en livsfarlig vej at færdes på, hvilket er særligt problematisk for de mange skolebørn, som hver dag sætter livet på spil, når de bl.a. går til og fra Skt. Petri Skoles lokaler i Nørregade og Larslejstræde. Jeg synes dog, at det er uklart i planen hvad Nørregades nye status som "cykelgade" betyder i praksis. Det lyder som om der stadig vil være biltrafik? Jeg håber denne biltrafik vil blive reduceret til det absolut nødvendigste, dvs. varelevering og strengt nødvendig beboerkørsel, og at det ikke fortsat vil være muligt for udefrakommende bilister at race op og ned af gaden for sjov, hvilket man ofte ser i nattetimerne torsdag-lørdag. 

Samlet set en god plan for Middelalderbyen, der med fordel kan gøres endnu strammere for udefrakommende trafik!