Oprettet: 8. september 2022
Svarnummer:
100

Indsendt af

J. Andersen

Virksomhed / organisation

Beboer i Middelalderbyen

Postnr.

1104

By

København K

Høringssvar

Jeg har nu boet i Middelalderbyen i mere end 40 år og er vidne til den udvikling (eller afvikling), som sker i mit nærområde. Og, det er ikke til den bedre side.

Mit hjem ligger nu i en nattelivszone, skabt af Københavns Kommune, uden at I har påtaget sig det ansvar, som følger med. Beboerne er overladt til selv at finde ud af, om det er nærbetjent, Giv et praj, Byliv, politi, Teknik & Miljø eller borgmester, der skal kontaktes, når der er "gang i gaden". Ingen tager ansvar.

Og det vil med denne byrums- og trafikplan stensikkert gøre værre, for det tyder på, at det er de kommercielle virksomheder, der får endnu mere plads til at udøve endnu mere støj, til stor skade for beboernes livskvalitet. Og beboerne bliver taberne. Igen.

Nej, jeg ønsker ikke udeservering i min lille, smalle gade (Ny Adelgade), hvor især Palæ Bar er den store synder. I høringssvar nr. 45, beskrives gaden af et enkelt ægtepar en del anderledes end både jeg og mange andre beboere i gaden oplever. Ja, den syder! Af støj! Så deres beskrivelse, især af "ansvarlige" erhvervsdrivende er fuldstændig skudt forbi. Der kan jeg fuldt ud tilslutte mig høringssvar nr. 57, der spot on beskriver min hverdag. Her er heller ikke flere børnefamilier end normalt. Der er få ældre. Der er kommet flere unge til, som skal siges, også er gevaldig generet af støjen. Ialt bor vi godt 80 mennesker i gaden. En af de få gader med tættest beboelse i Middelalderbyen. 

Jeg har fx ikke kunne åbne mine vinduer hele sommeren, med mindre, jeg vil acceptere at støj på 60-70 dB fylder hele mit hjem. Min gade er ikke stemningsfuld (jo, ganske sikkert for de øldrikkende kunder, der "hygger" sig til kl. 3 om natten!), den er uhumsk og min gadedør er ofte overpisset. Den er så sandelig heller ikke trafikeret. Jo, der kommer da en skraldebil og beboere, der ønsker at parkere - ofte uden resultat, idet kommunen har sløjfet 7 p-pladser til gadens udvidet udeservering til 5 restaurationer!

Hvad er det kommunen vil med planen? Presse beboerne ud, så vi hverken kan parkere (er selv erhvervsdrivende og afhængig af min bil) eller kunne være i vores egen bolig UDEN eklatant støj?

Der SKAL tages hensyn til beboere, der i forvej bor i nattelivszoner. Vi har ikke behov for mere støj - tværtimod. Og da slet ikke det støj, som udeservering skaber.

I planlægger at sløjfe alle p-pladser i min gade. Hvad får jeg i stedet? Støjende udeservering? I ved godt, at støj er farlig for helbredet. Og I ved også godt, at det ikke kun er trafikstøj men al kontinuerlig støj.

Planen beskriver ingen løsningsforslag for støjgener. Planen skriver både: "der udpeges arealer, som skal friholdes for kommercielt indhold", at, "der skal  være bedre balance i bylivet" (byrum, der præges af kommercielt indhold, skal balancere med andre byrum, hvor der er mere stille), at "fortove der udvises skal i vid udstrækning holdes fri for kommercielt indhold".

Så, hvad er jeres plan? Det beskrives jo i øst og vest og I skriver sørme også, at der skal være et "bedre hverdagsliv". Det tyder så ikke på, det er beboernes?

Planlæg IKKE byrum i gader, hvor værtshuse, barer og restauranter med udeservering har åbent til langt over midnat og langt ud på natten. Planlæg byrum i gader, hvor butikker og cafeer lukker tidligt, hvor der ikke er natteliv i nærheden eller muskelbilsparader. Heri tænker jeg mange vil give mig ret. Især de, der også generes af den type støj, som jeg har beskrevet.

I planlægger at fjerne hundredevis af p-pladser, men har ingen ide om, hvilken indvirkning det vil have for trafikken i nærliggende gader til Middelalderbyen?  I planlægger flere erhvervsparkeringspladser, men ingen pladser til beboernes biler? 

I har ganske sikkert brugt lang tid på planen, men den er fyldt med huller. Og ordet hensynet til beboere er sørgeligt nok fraværende.

Så alt i alt - nej tak til byrum og udeservering i Ny Adelgade. Jeg foretrækker at have de i forvejen få gennemkørende biler samt øremærket parkering til beboerne.

Håber I også lytter til de i forvejen støjplagede beboerne i Middelalderbyen og ikke kun borgere, der slet ikke bor i byen og da slet ikke på HORESTA, REKOM og DRC.