Oprettet: 26. september 2022
Svarnummer:
237

Indsendt af

Indre By Lokaludvalg

Virksomhed / organisation

Indre By Lokaludvalg

Postnr.

1599

By

Kbh V.

Høringssvar

Vigtige forhold, som planen ikke nævner

Manglende kollektiv transport på gadeplan

Den kollektive transport, der er i Middelalderbyen, ligger under jorden i form af Metroen. Der mangler en kollektiv transport på gadeplan, som forbinder Middelalderbyen med busser til f.eks. et hospital. Skal vi som beboere tage metroen, skal vi skifte bus/metro undervejs til gene for dårligt gående. Disse busser skal holde nær steder som apoteker og madindkøb og have stop nær andre busser til f.eks. hospitaler mm.

Disse busser kan køre i to ruter:

  • Kgs. Nytorv -> Gammel Strand -> Rådhuspladsen -> Nørreport
  • På gaderne midt i Middelalderbyen såsom Store Kannikestræde og Skindergade.

Ved at indføre en mindre, elektrisk bus, der kører rundt i Middelalderbyen, vil man kunne løse dette problem. Denne bus vil også kunne køre hen til turiststeder, så turister nemmere kan komme rundt også selvom de er dårligt gående. 


Respekt for Middelalderbyens historiske miljø versus mobilitet

Mange steder i Middelalderbyen er der brosten og andet der hæmmer f.eks. personer i kørestol.

Omvendt har Middelalderbyen en historie og et bymiljø, som vi skal værne om.

Ofte har personer i kørestol flere problemer med udeservering og andet på de smalle fortove end belægningen.

Der skal være en balance imellem de to hensyn.


Hvordan kan affaldshåndtering finde sted på en bedre måde?

De tidlige morgentimer i Middelalderbyen præges af unødvendigt mange skraldebiler, som afhenter affald hos erhverv og hos private husholdninger. De fleste gader er udnævnt til såkaldte ”røde gader”, hvilket betyder, at skraldebilerne allerede kører fra kl. 06 i stedet for fra kl. 07. Eftersom afhentning af erhvervsaffald er liberaliseret, skal hver virksomhed entrere med sin egen affaldshåndteringsvirksomhed i fri konkurrence med mange andre affaldshåndtører. Derfor kører skraldebiler fra mange virksomheder de samme ruter rundt i gaderne og afhenter enkelte eller få skraldespande hvert sted, med det resultat, at hver gade i Indre By med blandet bolig og erhverv besøges af 3-6 skraldebiler hver dag seks dage om ugen.

Værst står det til med kommunens egen afhentning af affald fra egne bygninger, herunder kulturhuse, institutioner, kontorer mm i toholdsskift, hvilket indebærer skraldebiler i alle nattens timer, selvom der ofte er god plads i Middelalderbyen i dag- og aftentimerne. Det er både nødvendigt at hjemtage affaldshåndteringen fra husholdninger, erhverv og kommunale bygninger og naturligvis at overgå til el-drift, for at minimere belastningen af Middelalderbyen.

 

Hvordan kan varelevering finde sted på en bedre måde

Varelevering finder ligesom affaldshåndtering ofte sted om natten til gene for beboerne, pga. motorstøj og specielt kørsel med trådbure og palleløftere på stålhjul over brolægningen. Begrænsning af varelevering til tidsrummet kl. 04-11 er i sig selv ingen hjælp. Hvorfor vælger man at starte mulige støjende aktiviteter som varelevering allerede kl. 04 om morgenen, når kommunale affaldsbiler ikke må være der for at vise hensyn til beboerne? Man er nødt til at regulere, hvilket udstyr og køretøjer leverandørerne bruger.

Selvom man flere steder har denne periode på varelevering i tidsrummet kl. 04-11, respekteres den ikke, og når en bil leverer varer udenfor dette tidsrum, ser man sjældent politi følge op på sagen.

Der kan i forbindelse med varelevering også ses på størrelsen af lastbilerne: Hvordan man sikrer sig at de ikke kører halvtomme rundt og om mere varelevering kan ske via ladcykler i stedet for biler.

Varelevering kræver plads. Da man fjernede alle P-pladser i Vestergade, førte det til, at biler, der skulle levere varer, kørte rundt for at finde et egnet sted eller holdt ulovligt.

Det skal afklares, hvordan erhverv i dag får leveret varer. Der er planer om at indsnævre Nørregade, som i dag er en af de primære indgange for varekørsel til Middelalderbyen. Dette kan løses ved, at varelevering sker i et givent tidsrum, som også viser hensyn til beboerne i gaden.


Hastighedsbegrænsning på 30 km/t

Hastighedsgrænser på 30 km/t bør indføres hurtigst muligt i Middelalderbyen og 15 km/t på brolagte gader og gågader med kørsel tilladt. Under de nuværende regler og med den aktuelle skiltning på Middelalderbyens gågader er 15 km/t blot en anbefalet maksimal hastighed, således at 40 km/t reelt er tilladt, og et køretøj skal over 50 km/t for overhovedet at stå til en hastighedsbøde. Køretøjet skal over 100 km/t på en gågade for at kunne konfiskeres under de nuværende regler for vandvidskørsel. Begge dele er naturligvis livsfarligt og bør imødekommes med mere ansvarlige hastighedsgrænser, således at fartkontrol bliver relevant og kan udløse passende store bøder.

København er meget glad for brostensbelægning, og det er også smukt, men både støjen og vibrationerne er skadeligt for de gamle fredede bygninger, når køretøjer bevæger sig hurtigt over de toppede sten. Derfor bør der altid indføres kørselsforbud eller hastighedsbegrænsning på 15 km/t, hvor der er brosten på kørebanen.

Slebne brosten til cykler er fantastisk og er med til at definere København som cykelby. Slebne brosten er også et must på kørebanen, hvor man ikke kan begrænse bilernes hastighed til 15 km/t.

 

Opgør med gratis parkering i weekenden, der modvirker mindre trafik i Middelalderbyen

Gratis parkering fra lørdag kl. 17 til mandag kl. 08 overalt i Københavns Kommune er en opfordring til at tage bilen til byen. Det skaber både mere trafik og flere parkerede biler i byen. Byrums- og Trafikplanen bør revidere gratis parkering som trafikreducerende tiltag.

Indtil videre er gratis parkering for elbiler et udmærket tiltag for at få bilkøbere til at vælge grønt - ikke mindst i byen, men man bør på et tidspunkt overveje, om elbiler udefra fortsat skal have gratis parkering i København.

 

Større problemer med parkering om aften og natten

Mere p-kontrol i aften- og nattetimerne skal imødekomme det parkeringskaos, der præger Middelalderbyen efter fyraften. Det ville naturligvis være bedre og billigere at begrænse antallet af køretøjer, der kan køre ind i Middelalderbyen

 

Bedre kontrol med om hastigheder og trafikregler overholdes

Rødkørsel, dvs. kørsel over for rødt, er særligt farligt på stærkt befærdede gader som for eksempel Stormgade ved Vester Voldgade og Frederiksholms Kanal, hvor mange fodgængere og cyklister krydser. Det går hårdest ud over de bløde trafikanter, når køretøjer ikke standser for rødt. Automatiske rødkørselskameraer skal indgå i en forsøgsordning med det formål, at de hurtigst muligt bliver mere udbredte og permanente.

Fartkontrol skal gøres oftere på de steder og tidspunkter, hvor hastigheden skaber utryghed og risiko for ulykker. Automatiske fartkameraer, såkaldte fartfælder, er en oplagt håndhævelse af færdselsreglerne med minimalt ressourcetræk for politiet.

 

Opgør med hvad der kan kaldes en cykel, for at give bedre forhold til cyklister

På trods af investeringer i cykelstier, falder antallet af cyklister i Verdens bedste cykelby. En af årsagerne er det støt stigende antal knallerter bl.a. foranlediget af diverse madudbringningstilbud. KK bør tage aktivt stilling til denne køretøjstype, særligt de benzindrevne, som forurener, støjer og generer byen, ved at forbyde dem på alle cykelruter, som allerede er tilfældet udvalgte steder på Havneruten. Ved indførelse af nulemissionszoner løses problemet med benzinknallerterne automatisk.

 

Håndhævelse af hvordan turistbusser bruger Indre By

Som det er nu, må turistbusserne kun være udvalgte steder i Indre By. Flere turister er begyndt at cykle, men der er turister, som ikke har denne mulighed. Turistbusser overholder sjældent tomgangsregulativet, men holder med motoren kørende i længere tid i centrum af København, og når de kører, er det ofte til / fra / i de mest følsomme byområder. Tur-operatørerne anvender ofte så store busser, at de er nødt til at køre op over fortovet for at kunne komme om hjørnerne eller passere andre køretøjer til stor skade for byen og bløde trafikanters tryghed.

HopOn/HopOff busserne er et særskilt problem, som bør løses ved et forbud eller i det mindste et stop for de store diesel-dobbeltdækkere og deres kørsel på for eksempel Nytorv-Domhusporten-Lavendelstræde, som benyttes af cyklister, der skal på tværs af Middelalderbyen.

Med venlig hilsen

Indre By Lokaludvalg v/ Bent Lohmann