Oprettet: 25. september 2022
Svarnummer:
165

Indsendt af

Frederik E. Haukrogh

Postnr.

1104

By

København K

Høringssvar

Først og fremmest vil jeg rose Teknik- og Miljøforvaltningen for en gennemarbejdet plan med mange gode takter, særligt vil jeg gerne fremhæve den ambitiøse nedlæggelse af bilparkeringspladser, som jeg håber det politiske lag vil støtte op om. Det er positivt at se, at den relativt store mængde plads, som optages af parkerede biler, i stedet kan udnyttes til andre formål til glæde for områdets beboere, besøgende og erhvervsliv. Der er selvfølgelig tilfælde, hvor parkeringspladser er nødvendige til serviceparkering, af- og pålæsning og ikke mindst handicapparkering, men dette bør ikke være et argument for at fastholde en stor mængde erhvervs- og beboerparkering inden for Middelalderbyen.

Der, hvor jeg mener forslaget halter, er i forhold til begrænsningen af biltrafik gennem gaderne, som jeg mener bør være langt mere ambitiøs. Som beboer i Middelalderbyen mener jeg biltrafikken får tildelt alt for meget plads i form af tydelige, separate kørebaner, hvorved fodgængere forvises til fortovet. Jeg vil derfor foreslå, at trafikplanen generelt justeres, så der planlægges for flere gågader med (nødvendig) kørsel tilladt, med en samlet belægning fra facade til facade, eller flere cykelgader med smalle kørebaner i cykelstibredde – på den måde vil der blive skabt en større zone, hvor fodgængere kan færdes uden bekymring for biltrafikken.

Et andet kritikpunkt til planen er de relativt få initiativer (udover nedlægning af bilparkering og etablering af cykelparkeringspladser, som jeg igen vil kvittere for) som foreslås i kvarteret omkring Ny Østergade og Grønnegade, hvor jeg færdes meget som beboer. Her er fortovene ofte meget smalle, og mange fodgængere er derfor nødt til at bevæge sig ud på kørebanen, hvor bilen har en naturlig forrang. En gågade eller sekundær gågade ville vende om på hierarkiet mellem trafikarterne, så fodgængere og cyklister (som udgør langt de fleste trafikanter i området) ville kunne færdes med større tryghed. Området er desuden karakteriseret ved en stor mængde restauranter, caféer og butikker, så jeg ser ingen grund til, at gader som Ny Østergade, Grønnegade, Store Regnegade, Ny Adelgade og Hovedvagtsgade ikke kan etableres som sekundære gågader inden for planens kriterier. Jeg vil derfor foreslå, at dette implementeres i planen. I nattetimerne i weekenden er lokalområdet desuden plaget af biler med store musikanlæg og støjende kørsel. Hvis der kunne findes en måde at begrænse dette, eksempelvis med elektroniske pullerter, forbud mod gennemkørsel eller lignende, ville det højne livskvaliteten for mange beboere. Som nabo til Gothersgade skal man natuligvis give plads til et festligt natteliv, men jeg ser ingen grund til, at biler skal inviteres med til denne fest.

Mindre plads til biler betyder mere plads til sunde, klimavenlige transportformer, levende handelsliv, udeservering, grønne byrum, fest og fred. Middelalderbyen er ikke bygget til biltrafik, og bilerne bør derfor kun undtagelsesvis inviteres ind i bydelens gader.