Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 26. september 2022
Svarnummer:
250

Indsendt af

Finn

Postnr.

1159

By

København K

Høringssvar

Som beboer i Middelalderbyen gennem 40 år (på godt og ondt) gør jeg opmærksom på den statistiske skævvridning i borgerpanelundersøgelsen (sidstnævnte kan bl.a. ses i høringssvar 232). Kun 30% af beboerne i Middelalderbyen har bil men bilejerne har virkelig lagt sig i selen og udgør 66% af respondenterne. Husk os andre (”det tavse flertal”), som er svært tilfredse med byrums- og trafikplanens nedlæggelse af parkeringspladser til fordel for kreative ikke-kommercielle uderum og bedre cykelparkering. Der er fordele og ulemper ved at bo her. Arealet i den populære Middelalderby er begrænset og skal ikke optages af stillestående biler (undtagen de nødvendige handicappladser, selvfølgelig).

Ligeledes er der ufatteligt mange høringssvar fra folk, der ikke bor 24x7 i Middelalderbyen men kun er her pga. erhverv eller helt uden ærinder. Ved borgermødet d. 1. oktober 2019 var der lagt op til at kun biler med licens skulle kunne køre ind i Middelalderbyen - det vil sige biler med ærinder (vare- og taxakørsel og beboerkørsel til af- og pålæsning). Det er en skuffelse at licensmodellen blev droppet men den var nok for svær at administrere pga. de mange skiftende vareleverandører.

Med metroringlinjen er vi nu begunstiget af 4 metrostationer, 1 i hvert verdenshjørne på kanten af Middelalderbyen, så folk udefra må lære at bruge dem i stedet for at køre rundt og udlede udstødningsgasser i vores bydel og lede efter en parkeringsplads. Det er utroligt at muskelbiler uden andet ærinde end at køre rundt i nattelivet og sågar ATV’er som underholdningsindslag i firmaudflugter stadig er tilladte i Middelalderbyen.

Til sidst har jeg nogle kommentarer ang. Skindergade, som jeg bor i. Den er en af de få dobbeltrettede gader i Middelalderbyen (formentlig et levn fra dengang hovedpostkontoret lå i Købmagergade). Den er en gade med konstante trafikpropper i dag- og (især) nattetimerne – en konsekvens af den katastrofale vending af ensretningen af Vestergade for nogle år siden, der sammen med Studiestræde og Nørregade konstant fodrer området med biler uden andre frakørselsmuligheder.

Skindergade er samtidig en gade med et godt forretnings- og caféliv og er oplagt som cykel- og gågade (gerne med en dobbeltrettet cykelsti i midten) pga. dens nærhed til Strøget, som (rigtigt set) må aflastes. En del af gaden er allerede gågade. Så drop forslaget med udvidelsen af fortovene, som vil sætte de mange trafikpropper i dag- og især nattetimerne fuldstændig fastlåste. Lav den til cykel- og gågade med tilladelse til varekørsel i bestemte tidsrum og beboerkørsel. 

Vi beboere elsker stadig Middelalderbyen – ellers var vi jo nok flyttet herfra, og tilbage ville stå en upersonlig død bymidte.