Høringssvar vedrørende Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen

De grønne elementer skal understøtte byens kulturarv

Det er med stor tilfredshed, at vi ser, at Københavns Kommune tager alvorligt fat på indretningen af byrummene. Det er også godt, at kommunen ønsker at lytte til borgerne og brugerne. Vi bemærker, at hensynene til dem, som bor og arbejder i byen skal vægtes op, og at borgerrepræsentationen endelig har erkendt, at tålegrænsen for middelalderbyen som partyzone og parkeringsareal er overskredet. Trykket skal bringes ned.

Kommentarerne nedenfor omfatter alene kommunens forslag til arbejdet med de grønne elementer.

Middelalderbyen har historiske betingede gadeforløb, hvor husenes facader udgør det absolut bærende visuelle og æstetiske element. Træer har en overordentlig beskeden rolle i middelalderbyen og dermed i den kulturarv, som kommunen forvalter. Traditionelt har man haft store træer og haver i baggårdene, og der er heldigvis stadig mange grønne elementer i byens gårdrum. En bevaring af de grønne miljøer i gårdene er helt essentiel for byens kvaliteter for dem, som bor og arbejder der. Kommunen bør træde i karakter på dette område og gå i dialog med ejerne.

Det giver mening, at kommunen foreslår en træbeplantning eller genbeplantning på udvalgte torve og pladser. Herved kan man visuelt støtte op om pladsen som et bærende element i byens struktur. Det forudsætter, at træernes placering bliver meget nøje planlagt, således at de enten følger pladsens anlæg og arkitektur, eller at de placeres med en klar ide om at indramme bygningers indgangspartier eller andre arkitektoniske træk. En ”tilfældig” placering uden en klar forudgående kulturhistorisk analyse af stedet må vi på det kraftigste fraråde. Det er nødvendigt, at kommunen ikke bare forholder sig til byens ”gulve”, men også inddrager facaderne i planlægningen, således at den grønne planlægning sker i tre dimensioner. I illustrationsmaterialet mangler vi at se indikationer på en sådan indsigt og omhyggelighed.

Der er gadeforløb, hvor man helt bør afstå fra at plante træer. Det er intet gyldigt argument, at træerne er ”små”. Begrebet ”grønne forbindelser” er hentet fra byplanlægningens overskudslager, og det skal ikke med vold og magt trækkes ind i en middelalderby, hvor der er andre ting på spil end i parcelhusområder. Heldigvis ser vi i oplægget en vis varsomhed med at foreslå træer i gadeforløbene.

Ideen med at tillade en mere eller mindre selvforvaltet gadefacadebegrønning må vi tage helt afstand fra og på det kraftigste fraråde. Stokroser, efeu, figentræer m.v. i plantehuller har intet at gøre på og ved gadefacader i et kulturhistorisk vigtigt miljø som København. Det vil utydeliggøre og udviske kulturarvens kendetegn. Den slags borgerforvaltede begrønninger er egnet til arkitektur og praksis for eksempel i tæt-lav bebyggelser i omegnen, men det er ikke grønt element, som skal ind i middelalderbyen. Det er ikke et gyldigt argument, at beboerne synes, at det er ”hyggeligt” eller ”pænt”.

Der er også et funktionelt problem med gadefacaders begrønning. Københavns Kommune foreslår dem anlagt i områder, som har et aktivt værtshusliv. Mon ikke plantehullerne bliver til kommunale urinaler? Fuldmandsadfærd er slem nok i forvejen, inviter ikke til at gøre problemet værre.

Facadebegrønning på gårdfacaderne er derimod en god mulighed for at opnå en mere intim byrumskarakter, der inviterer til ophold. I gårdrummene giver det mere mening at tillade en vis selvforvaltet praksis.

Kommunen har en vigtig rolle for at stadfæste regler om det grønne element i lokalplaner. Københavns Kommune mangler tidssvarende lokalplaner for middelalderbyen. Når man lægger bestemmelser om bevaring og beplantningsmuligheder ind i lokalplaners får nuværende og kommende ejere et beslutningsgrundlag og en retssikkerhed. Det er også kommunens opgave at sikre, at ikke-planlagt beplantning fjernes eller tilpasses. Endelig skal kommunen vedligeholde byens gade- og pladstræer, så de helhedsmæssigt fremstår smukt og i harmoni med facadeforløb, pladsarkitektur og diverse gadeinventar.

Kommunen har taget et vigtigt skridt, men udmøntningen bør tage kulturhistorien endnu mere ind. Begrønning skal understøtte og ikke modsige kulturhistorien. Kommunen opfordres til at involvere ikke bare borgerne, men også den ypperste ekspertise på dette område.