Oprettet: 19. august 2022
Svarnummer:
8

Indsendt af

Lise Jessen

Virksomhed / organisation

Sweco - Trust

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Vedr. Forslag til tillæg 9 til Lokalplan 310 Teglværkshavnen

På vegne af bygherre Erik Willer, Byggeri København fremsendes hermed kommentarer og ønsker til ændringer i lokalplansforslaget vedr. trapper og vinduer, samt beplantning på tag.

Baggrunden for ønsket om ændringer af formuleringer er primært den økonomiske udvikling på byggemarkedet, med stigende priser som har bevirket at budgettet er overskredet. Her har de stigende priser på stål og beton haft en betydelig effekt på økonomien fordi projektet er meget konstruktionstungt.

Da projektet løser et stor behov for både idrætshal og daginstitution har Byk set på hvor der kan spares uden at det går ud over projektets kernefunktioner, så det bliver muligt at udføre projektet.

De store trapper mod nord og syd udgår. Skurfunktioner bevares og integreres fortsat men på anden måde. Byk ønsker fortsat at udføre en amfi-lignende funktion med ophold mod syd, men højden tilpasses funktionen og der etableres ikke trappe til tag. Dermed imødegår ByK også bekymring for sikkerhed ifm. trapperne.

Byk ønsker at vindueshøjden i stueplan reduceres til 2,5 m. Dermed undgår man også at brugere af idrætssalen ifm. boldlege undgår at blive blændet mens åbningsbredden ikke ændres i forhold til kantzonens mulighed for indkig.

Ændring af træer på tag skyldes at det stillede krav om størrelse på træer medfører meget store laster, som det er problematisk at håndtere i tagkonstruktionen uden meget betragtelige fordyrelser.

 

ÆNDRINGER TIL TEGNINGER:

Illustrationer af ændringer eftersendes. Tegningsmateriale i øvrigt, der skal rettes, omfatter som vi ser det:

  • Tegning 5a, hvor trappemarkeringer udgår
  • Tegning 6, hvor min, antal træer på tag udgår

 

ÆNDRINGER TIL TEKST:

Trapper:

Side 9, afsnit ‘Byrum’:

‘Der skal være trappe fra terræn til byrum B og fra byrum B til byrum C.’ 

ønskes udtaget eller ændret til 

‘Der kan være trappe fra terræn til byrum B og fra byrum B til byrum C.’

 

Side 25, § 8, stk. 4:

‘Trapper til tagterrasser/byrum

I zone a, vist på tegning 5a, skal der skal være en trappe, som forbinder byrum A og B. I zone b, vist på tegning 5a, skal der være en trappe, som forbinder byrum B og C. Trapperne skal være mindst 4 m brede inkl. ramper og opholdstrin.’ 

ønskes udtaget.

 

Vinduer:

Side 9, afsnit ‘Bebyggelsens placering og udformning’:

‘Mod promenaden skal vinduer være mindst 3,8 m høje.’ 

ønskes ændret til 

‘Mod promenaden skal vinduer være mindst 2,5 m høje.’

 

Side 24, § 7, Stk. 2:

'b) For facader mod Topstykket, Dieselvej og promenaden/kanalen vist på tegning 4 skal mindst 50 % af stueetagens (1. etages) facadelængde være gennemsigtigt, klart glas.'

Formuleringen kan forstås sådan at kravet gælder for hele facaden på de tre sider, hvilket ikke kan overholdes af funktionelle årsager. Måske kan der henvises til at det er gældende for udstrækning af markering på tegning 4. 

 

Side 24, § 7, Stk. 2:

‘c) De gennemsigtige partier i stueetagen skal være mindst 3,2 m høje mod Topstykket, Dieselvej og Cylindervej og mindst 3,8 m høje mod promenaden/kanalen.’ 

ønskes ændret til 

‘c) De gennemsigtige partier i stueetagen skal være mindst 2,5 m høje mod Topstykket, Dieselvej og Cylindervej og mindst 2,5 m høje mod promenaden/kanalen.’

 

Beplantning/træer:

Side 9, afsnit ‘Byrum’:

‘Byrum B og C er institutionens tagterrasser, hvor der er bede med beplantning og træer.’ 

ønskes ændret til 

‘Byrum B og C er institutionens tagterrasser, hvor der er bede med beplantning og evt. træer.’

 

Side 26, § 8, stk. 6:

‘Område c: Nye træer skal have en stammeomkreds, når de plantes, på mindst 12-14 cm. Nye træer skal på det konkrete sted kunne opnå en højde mindst 4 m.’ 

ønskes udtaget.

 

Herudover vil vi gerne forespørge om muligheden for at højdekravet til bygningen, jf. s. 8, Bebyggelsens omfang og placering samt tegning 3, kan ændres til 21 m overalt. Dette skyldes at de relativt specifikke begrænsninger kan blive en udfordring såfremt projektet af økonomiske årsager må genbearbejdes.