Oprettet: 9. januar 2022
Svarnummer:
7

Indsendt af

Jakob Svane

Virksomhed / organisation

Danske Shipping- og Havnevirksomheder

Postnr.

1553

By

København V

Høringssvar

Høringssvar vedr. forslag til lokalplan og miljørapport for ”Ved Amagerbanen Nord”

 

Generelt

Danske Shipping- og Havnevirksomheder (DSHV) er en brancheforening i Dansk Industri. DSHV repræsenterer en lang række virksomheder beliggende på erhvervshavne i Danmark, således også på Prøvestenen i Københavns Havn.

Prøvestenen er et af Danmarks største og vigtigste havneområder, og som er helt afgørende for forsyningen af hovedstadsområdet, og som ligger temmelig tæt på området for lokalplanen ved Amagerbanen Nord. Trafikken til og fra Prøvestenen er naturligvis nødvendig for at denne forsyning kan opretholdes, ligesom en stor del af virksomhederne på Prøvestenen er risikovirksomheder, hvorfor der bør tages det nødvendige hensyn til risikoen.

Derfor vil DSHV gerne udtrykke sin bekymring for de miljømæssige og sikkerhedsmæssige konsekvenser ved forslaget – ikke mindst forslagets mulighed for at etablere boliger i første række mod nord og øst langs Prags Boulevard og Amager Strandvej, hvor påvirkningen på facader, udendørsarealer mv. dokumenterbart er størst.

Vores vurdering af lokalforslaget er, at det desværre på visse punkter er både misvisende, uhensigtsmæssigt og ulovligt.

 

Misvisende forhold

Lokalplanforslaget anfører s. 20 at ”I forhold til den samlede planlægning af området muliggøres der en mindre andel stærkt støjbelastede boliger over 68 dB, og den afskærmende bebyggelse er derudover indrettet overvejende til erhvervsformål.”

Vi anfægter disse to påstande, og vi mener, at dette er et problem i den foreslåede lokalplan.

 

Den første påstand – at det kun er en mindre andel af boligerne, der er stærkt miljøbelastede, er en sandhed med modifikationer. Det er mere end halvdelen af alle boligerne på arealet, der er støjbelastede, dvs. af støj på mere end 58 dB. Ganske vist er det en mindre andel af boligerne, der er stærkt støjbelastede, forstået som en støj, der overstiger 68 dB. Men der er et ganske betragteligt antal boliger, der ligger i intervallet 63 dB-68 dB, og som altså er temmelig støjbelastede, fordi den vejledende grænseværdi på 58 dB for boliger overskrides med 5-10 dB. Vi henviser til kortmaterialet på s. 20-21 i miljørapporten.

Man kan undre sig over, hvorledes disse boliger kan opfylde endog lempede krav til en maksimal støjbelastning på 46 dB med åbne vinduer og 33 dB med lukkede vinduer.

Man kan også undre sig over, at kommunen overhovedet tillader boliger, der overskrider 68 dB, når det i Miljøstyrelsen vejledning om støj fra veje, s. 15 står: ”Der bør aldrig planlægges for boliger eller støjfølsom anvendelse i øvrigt, hvor støjniveauet er højere end 68 dB.”

 

Den anden påstand – at den afskærmende bebyggelse overvejende er indrettet til erhvervsformål, er forkert.

Vi henviser til kortene på s. 54 og 55 i lokalplanforslaget, hvoraf det fremgår tydeligt, at boliger udgør den væsentligste del af de afskærmende bygninger ud mod Amager Strandvej og Prags Boulevard.

Dette er problematisk – både på grund af støjbelastningen, som anført ovenfor, og på grund af de nærtliggende risikovirksomheder på Prøvestenen, jf. næste afsnit.

 

Uhensigtsmæssige forhold

I forhold til risiko er det stærkt bekymrende, at anbefalingen fra risikovurderingen, om at facaderne mod risikovirksomhederne på Prøvestenen udstyres med sikkerhedsglas (miljørapportens s. 51) ikke er efterkommet i lokalplanforslaget. Derved udsætter kommunen beboere i de foreslåede boliger for en stærkt uhensigtsmæssig risiko, eftersom en eksplosion ”kan medføre skader på bygningsdele”.

Vi gjorde allerede i vort tidligere høringssvar opmærksom på dette, men må desværre konstatere, at det ikke er taget med i det ny forslag.

Vi har også tidligere advaret mod støjbelastningen på arealet. Heller ikke dette forhold er der ændret ved.

Som lokalplanforslaget er udformet er det derfor fortsat uhensigtsmæssigt, og vi vil advare mod at gennemføre det i sin nuværende form.

Det bør være et ufravigeligt krav, at facader – uanset om der er tale om serviceerhverv eller boliger – som vender mod nord og øst, alle udstyres med sikkerhedsglas.

Og det bør nøje overvejes, hvordan forslaget kan ændres, så der ikke planlægges for støjbelastede boliger. Ikke mindst da forslaget i sin nuværende form, ikke kan overholde planloven, jf. næste afsnit.

 

Ulovlige forhold

Som lokalplanforslaget foreligger, overholder det ikke planlovens §15a.

Arealet i lokalplanforslaget er dokumenterbart støjbelastet. Det kan således kun udlægges til boliger, hvis lokalplanen stiller krav om afværgeforanstaltninger mv. som anført i planlovens §15a.

Der er ikke tale om et areal med eksisterende boligområde eller blandede byfunktioner, men om et industriområde, der omdannes til et område med boliger og serviceerhverv.

Derfor kan der ikke stilles krav om isolering mod støj af selve boligbebyggelsen, jf. planlovens §15, stk. 2, nr. 26, men alene krav til afværgeforanstaltninger, jf. §15, stk. 2, nr. 13.

Lokalplanforslaget stiller ikke sådanne tilstrækkelige krav til afværgeforanstaltninger, som er nødvendige for at dokumentere, at forslaget kan overholde planlovens §15a.

Vi henviser i øvrigt til afgørelse fra Planklagenævnet af 15. marts 2021 om Vallensbæk Byhave (sagsnr. 19/08877 og 19/09391).

Alene af denne grund bør forslaget revideres eller bortfalde.

En mulig løsning kunne være at lade samtlige afskærmende bygninger langs Prags Boulevard og Amager Strandvej være forbeholdt serviceerhverv. Vi kan dog ikke vurdere, hvorvidt dette vil være tilstrækkeligt til at overholde støjkravene for kontorbygninger, men vil lade dette være op til kommunens forvaltning.

Vi står naturligvis til rådighed, hvis der måtte være spørgsmål til høringssvaret.

 

Med venlig hilsen

Jakob Svane

Sekretariatschef

Danske Shipping- og Havnevirksomheder