Oprettet: 26. august 2021
Svarnummer:
8

Indsendt af

Thomas Rask Eriksen

Virksomhed / organisation

Energinet Eltransmission A/S

Postnr.

7000

By

Fredericia

Høringssvar

Se venligst vedhæftede høringssvar inkl. kortbilag fra Energinet Eltransmission vedr. forslag til Lokalplan, Kommuneplantillæg og miljørapport - Molestien - Københavns Kommune.

Brødtekst i høringssvaret ses herunder:

Energinet Eltransmission A/S (herefter Eltransmission) har modtaget information om, at forslag til Lokalplan, Kommuneplantillæg og miljørapport - Molestien - Københavns Kommune er i høring.

 

Det fremgår, at lokalplanens og kommuneplantillæggets formål er at udvikle området med ungdomsboliger og familieboliger, kontorerhverv og parkeringshus. Derudover er det i Kommuneplan 2019 fastlagt, at der også skal etableres en daginstitution samt et plejecenter i området.

 

Det fremgår af lokalplanens paragraf 3, at anvendelse af området fastlægges til helårsboliger og serviceerhverv, såsom administration, liberale erhverv, butikker, restauranter, hoteller, erhvervs- og fritidsundervisning, grundskoleundervisning samt håndværk og andre virksomheder, der kan indpasses i området. Endvidere kan der indrettes kollektive anlæg og institutioner samt andre sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle, sundheds- og miljømæssige servicefunktioner, der er forenelige med anvendelsen til boliger og serviceerhverv.

 

Høringsfristen for begge planer er den 27. august 2021.

 

Hvem er Energinet Eltransmission A/S?

Det kan indledningsvis oplyses, at Energinet Eltransmission A/S ejer, driver og bygger eltransmissionsnettet i Danmark for at indpasse mere vedvarende energi og opretholde forsyningssikkerheden og ejer således eltransmissionsnettet på mere end 100 kV.

Energinet Eltransmission A/S er et datterselskab i Energinet, som er en selvstændig offentlig virksomhed oprettet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeren.

Høringssvaret fra Eltransmission omhandler udelukkende eltransmissionsnettet.

 

Eltransmission ejer og driver elanlæg, som forløber lige nord for lokalplanområdet langs vejen Sjællandsbroen. Det drejer sig om 132 kV kablet HK1232 Amager Kbst. - H. C. Ørstedsværket, som ses med sort stiplet linje på nedenstående kortudsnit. Kablet ligger indenfor kommuneplantillæggets område i den sydøstlige del.

Hensynet til elanlæg

Det er en statslig interesse, at kommuneplanlægningen tager hensyn til nationale og regionale anlæg, herunder energiforsyningsanlæg, jf. afsnit 4.2 i ”Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægningen”.

Efter planloven, LBK nr. 1157 af 01/07/2020, § 11 a stk. 5 skal kommuneplanen indeholde retningslinjer for beliggenheden af tekniske anlæg, herunder Eltransmissions elanlæg.

Eltransmission gør i nærværende høringssvar således opmærksom på vores elanlæg, så den senere arealudnyttelse kan indrettes med hensyn til elanlæggenes tilstedeværelse.

 

Bemærkninger fra Eltransmission

Kommuneplantillæg:

Eltransmission har ingen bemærkninger til København Kommunes forslag til kommuneplantillæg, der giver anledning til indsigelse, men vi har nedenstående tekniske bemærkninger, som bør fremgå i retningslinjerne for kommuneplantillægget i form af:

  • Visning af Eltransmission elanlæg i et oversigtskort indsat på side 13 eller 59 eller vedlagt som kortbilag (nederst ses beskrivelse af WMS-løsning til kommunens brug.)
  • På side 13 er bl.a. skrevet:
  • Arealet udlægges med dette kommuneplantillæg til boliger og serviceerhverv (C3*-ramme)… med en maksimal bygningshøjde på 29 m … Rammens særlige bemærkning omhandler, at der i lokalplan kan gives mulighed for en bebyggelse med en højde på op til 40 m mod hjørnet ved Bådehavnsgade/Sjællandsbroen.”

 

Det anbefales at oplyse følgende i kommuneplantillægget på side 13:

  •  

Lige nord for lokalplanområdet langs vejen Sjællandsbroen forløber 132 kV jordkabelanlæg. Indenfor 3,5 m fra jordkabler findes både tinglyste og lovhjemlede restriktioner, der oplyses af ledningsejer. Der skal ved lokalplanlægning i området tages hensyn hertil.”

 

Lokalplan:

Vi har følgende bemærkninger:

  • På side 6 er der skrevet om en mulig stibro ved krydset Bådehavnsgade/Sjællandsbroen. På side 9 er forslag til placering vist, og på side 12 ses en visualisering. Der bør i forbindelse med beskrivelse af stibroen oplyses:
    • ”Lige nord for lokalplanområdet langs vejen Sjællandsbroen forløber 132 kV jordkabelanlæg. Indenfor 3,5 m fra jordkabler findes lovhjemlede restriktioner, der oplyses af ledningsejer. Der skal ved projektering af stibro inkl. fundamenter i området tages hensyn til kabelanlægget.”

 

  • I §6. Bebyggelsens omfang og placering bør bestemmelserne ajourføres med bemærkning om:
    • Lige nord for lokalplanområdet langs vejen Sjællandsbroen forløber 132 kV jordkabelanlæg. Indenfor 3,5 m fra jordkabler findes både tinglyste og lovhjemlede restriktioner, der oplyses af ledningsejer. Der skal ved planlægning/projektering i området tages hensyn hertil.”

 

  • I §8. Ubebyggede arealer, stk. 7 om Beplantning bør ligeledes oplyses:
    • Lige nord for lokalplanområdet langs vejen Sjællandsbroen forløber 132 kV jordkabelanlæg. Indenfor 3,5 m fra jordkabler findes både tinglyste og lovhjemlede restriktioner, der oplyses af ledningsejer. Der skal ved planlægning/projektering i området tages hensyn hertil.”

 

  • 132 kV jordkablet bør som minimum vises på følgende kortbilag:
    • Tegning 5a: Bebyggelsens omfang og placering
    • Tegning 7c: Beplantning

 

Miljørapport:

Eltransmisson ser umiddelbart ikke, at vores eltransmissionsanlæg er beskrevet i miljørapporten. Det ses vigtigst, at anlægget er beskrevet i kommuneplantillæg og lokalplan.

 

Teknisk bemærkning 1 – Servitutter omkring elanlæg:

Eltransmissions elanlæg er på udstykkede ejendomme sikret ved uopsigelige tinglyste rådighedsservitutter. Om der planlægges byggeri, veje, solcelleanlæg, beplantning/skovrejsningsområder, vejanlæg, stier, terrænregulering el.lign. skal det understreges, at der langs vores elanlæg er tinglyst servitut. Det betyder bl.a., at der indenfor en given afstand til jordkabelanlæg ikke uden meddelt dispensation kan etableres anlæg af nogen art. Servitutarealet administreres meget restriktivt, hvormed dispensation ikke automatisk kan forventes meddelt.

 

BEMÆRK, at tilstandsændringer i servitutarealet ikke må ske, uden at Eltransmission forinden har meddelt lodsejer dispensation fra den tinglyste servitut. Ved en konkret dispensationsansøgning bedes Eltransmission kontaktes på mailadresse: 3.parter@energinet.dk.

 

Teknisk bemærkning 2 - Tekniske anlæg i kommunen:

Elanlæg har en lovmæssig beskyttelse i Elsikkerhedslovens ’Bekendtgørelse om sikkerhed for udførelse af elektriske anlæg’ (BEK nr. 1114 af den 18.08.2016), § 20 som regulerer elektriske anlæg og andre objekters nærhed til hinanden: ”Elektriske anlæg og andre objekter må ikke anbringes så nær hinanden, at der derved kan opstå fare.

Stk. 2. Ved anbringelse af andre objekter i nærheden af bestående elektriske anlæg skal eventuelle afstandskrav til det elektriske anlæg overholdes.

Stk. 3. Det elektriske anlæg eller objekt, der anlægges sidst, skal placeres under hensyntagen til det allerede placerede”.

 

Elanlæg og høje objekter må ikke komme hinanden så nær, at der kan opstå fare elle ske skade for personer og elanlæg eller true forsyningssikkerheden, hvorfor Eltransmission anbefaler følgende sikkerhedsafstand mellem elanlæg og elektrisk ledende høje objekter, fx vindmøller, antenner og lysmaster:

 

Høje elektrisk ledende objekter nær Eltransmissions jordkabelanlæg, bør ikke placeres nærmere end 50 m fra respektafstanden (jf. BEK nr. 1112 af den 18/08/2016) til jordkabler uden foranstaltninger for beskyttelse mod spændingsstigning i jorden. Ovennævnte anbefalede sikkerhedsafstand skal bl.a. sikre, at placering af høje elektrisk ledende objekt ikke påfører Eltransmissions jordkabelanlæg skader ved lynnedslag.

 

Teknisk bemærkning 3 – Magnetfelter

Det er konstateret (bl.a. jf. Tegning 2a · Anvendelse i stueetagen (1.etage)), at der med de omhandlende planer ikke skal etableres nye boliger og institutioner, hvor børn opholder sig, tæt på Eltransmissions eksisterende højspændingsanlæg.

 

WMS/WFS-tjeneste:

Til orientering har Eltransmission en WMS/WFS-tjeneste, som giver adgang til det overordnede EL-transmissionsnet (midte af tracéer for både jordkabler og luftledninger). Data er altid ajourførte og tilgængelige via ”geodata-info.dk”. Tjenesten kan med fordel anvendes ifm. udarbejdelse af kortbilag. Bemærk at mere detaljerede data kan rekvireres til brug for detailprojektering. Kontakt 3.parter@energinet.dk.