Oprettet: 21. maj 2021
Svarnummer:
43

Indsendt af

Jean Thierry

Postnr.

2400

By

Kbh NV

Høringssvar

Dette lokalplanforslag bør droppes i sin nuværende form, og ændres i overensstemmelse med tidligere forslag fra de lokale beboere og gerne med en proces, hvor det reelt fra det blanke papir, er beboerne, der kommer til at bestemme dens indhold.

 

Tingbjerg står i lighed med andre af de største almene boligområder i den sjældent heldige situation, at næsten alle beboere i lokalplanområdet er omfattet af boligafdelingernes beboerdemokrati, som derfor også lokaldemokratisk burde bestemme indholdet af lokalplanen.

 

I dag er næsten alle enige om, at Tingbjerg er en grøn, åben og attraktiv boligby.

 

Vel at mærke med 2350 almene familieboliger og flere hundrede andre non-profit boliger.

Og kun 34 private udlejningsboliger, som jo ikke kan være det, der har gjort hele området helt fantastisk. Lejerne i de få boliger skal så til gengæld betale dobbelt husleje.

 

Jeg kan skrive under på, at Tingbjerg er et fantastisk sted at komme og være.

Det er netop også skønt at være der, fordi der er så meget lys og luft, hvilket denne lokalplan vil mindske.

 

Den ”hårde” liste og den lovgivning, der er baggrund for udviklingsplanen, er snyd.

Hvis man fortsat fulgte de oprindelige kriterier fra Lars Løkkes liste i 2010, så var Tingbjerg ikke på en eneste af regeringens lister i dag og havde ikke behøvet at gennemføre en udviklingsplan for at komme ned på 40 % almene boliger.

 

Den fantastisk positive udvikling i Tingbjerg består ligesom i de andre store almene boligområder blandt andet af meget lavere kriminalitet, mange flere unge i uddannelse og en højere beskæftigelse. Denne positive udvikling er skabt af beboerne i de almene boliger, af det boligsociale arbejde og af vores velfærdssamfund.

 

Ikke af tæt spekulationsbyggeri af mere eller mindre heldig kvalitet opad det eksisterende almene kvalitetsbyggeri.

 

Forslagene om at bygge endnu flere nye huse inde i de grønne udearealer end forudsat i udviklingsplanen er en endnu større forringelse end forudsat i udviklingsplanen.

 

Tilsvarende er forslaget om røde mursten i stedet for gule ganske meget ude af takt med harmonien i den eksisterende arkitektur.

 

Tingbjerg er et område med engagerede beboere, som har meget bedre ideer end denne lokalplan. Det vil være langt bedre og mere skånsomt at bruge den udviklingsplan som blev foreslået af den lokale bestyrelse for fsb Tingbjerg I + II, som ville leve op til lovens krav ved at bygge almene ungdomsboliger og almene ældreboliger i stedet for de private spekulationsbyggerier.

Da disse almene boliger er små, ville de fylde meget mindre end det byggeri, der skal skaffes plads til med den nuværende og kommende lokalplaner.

Det ville ikke være umuligt i forhold til lovgivningen.

I gennemførelsen af den valgte udviklingsplan er der faktisk kommet til indgå nybyggeri af en mindre del almene ungdomsboliger og der bygges også nye almene plejeboliger.

 

I den nye udviklingsplan for Solbakken står (ommærkning til) almene ungdomsboliger for langt størstedelen af opfyldelsen af lovgivningens krav.

 

At der i denne Tingbjerg-lokalplan er tale om et stort lokalplanområde, men at denne lokalplan kun omfatter noget af området, kunne i nogens øjne ligne en form for salamitaktik, hvor beboere og andre aldrig må kunne få lov til at tage stilling til helheden, fordi størstedelen af området hele tiden enten skal besluttes på et andet tidspunkt eller allerede er besluttet for længe siden.

 

Det giver alt andet lige ikke de bedste muligheder for demokratisk deltagelse og holdbare og langsigtede beslutninger.

 

Jeg er ikke sikker på, at jeg endnu tror på, at man virkelig vil køre bilveje ind gennem de grønne områder lige op ad de almene beboeres hjem.

På et tidspunkt, hvor de andre bydele prøver at slippe af med bilerne og lave trafik-øer, virker det som om at man vil påtvinge Tingbjerg en 1950-er trafikpolitik med biler overalt, som Tingbjerg ellers aldrig har været ramt af, og som København nu officielt har forkastet.

 

Trods advarslerne ser det også ud til at der skal bygges betænkeligt tæt på en kommende letbane (om det så lige er en del af denne lokalplan er svært at gennemskue).

Det er også som om, at de træer som er i vejen for byggeplanerne bliver omdefineret til ikke at være bevaringsværdige.

Kommunen burde åbne op for, og eventuelt kræve, at boligafdelingerne skulle behandle denne lokalplan på deres afdelingsmøder, så alle beboere kunne bestemme, hvad der skulle ske i deres område. Det har jo ikke været muligt indtil nu på grund af corona.