Høringssvar vedrørende Saxtorphsvej II - lokalplan 605

Oprettet: 8. marts 2021
Svarnummer:
29

Indsendt af

Tine Fredsted

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

På borgermødet var der ikke en eneste politiker til stede, ikke en eneste beslutningstager. Der var ingen at drøfte byggeplanerne med.

De tilstedeværende embedsmænd gjorde deres bedste, men de kunne jo ikke svare os på, hvorfor der skal bygges en kæmpestor institution i Valby Nord, når der de næste tre år kun er brug for 34 flere instititionspladser. Formentlig endnu færre, det ved vi først, når vi får 2021-prognosen, men link 1 tyder på det. 

De kunne heller ikke forklare os, hvorfor alle politikere i København har travlt med at love, at de fremover vil beskytte grønne åndehuller i byen, men samtidig vil bygge på den ene grønne plet, vi har i kvarteret. 

De havde ikke nogen forklaring på, hvorfor en idrætsplads, der bruges af institutionerne, skolerne og børn og voksne i kvarteret, skal fjernes, netop nu, hvor Ninna Hedeager Olsen har sagt: “Der er pres på vores rekreative områder i København, og derfor skal vi i fremtiden sørge for at prioritere grønne områder højt. Samtidig skal vi se på, hvordan vi bedst muligt udnytter kommunale arealer til at understøtte københavnernes lyst til at bevæge sig.” - link 2. 

Måske var der behov for institutionen for to-tre år siden, da skibet blev sat i søen. Men behovet er der ikke længere, og det er ikke for sent at redde en grøn plet, en idrætsplads, på en smal villavej, der allerede huser to store institutioner. 

Der er andre byggemuligheder i Valby Nord - der er endda Solterrasserne, der bare skal ombygges. Men behovet er ikke i Valby Nord, det er i Valby Syd. Hvis børn fra Valby Syd skal til en institution i Valby Nord, så skal deres forældre så langt for at aflevere dem, at de tager bilen i stedet for cyklen. 

Gør det rigtige; stop byggeriet på vores grønne plet og byg institutionerne der, hvor børnene bor.


Link 1 https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kobenhavn-vokser-fortsat-men-corona-laegger-en-daemper-pa-befolkningsvaeksten?publisherId=13559194&releaseId=13614522

Link 2 https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kobenhavn-vil-gore-idraet-til-svaret-pa-flere-store-samfundsudfordringer?publisherId=13559194&releaseId=13611722