Høringssvar vedrørende Saxtorphsvej II - lokalplan 605

Oprettet: 12. marts 2021
Svarnummer:
38

Indsendt af

Dorte Ostenfeld

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Høringssvar vedr. Saxtorphsvej II – lokalplanforslag.

Yderligere institutionsbyggeri er en uoprettelig fejl.

 Jeg er beboer i området og oplever ikke at lokalplanforslaget medtænker beboerne.

Områdets karakter.

Der står i forslaget (s.4), at området er ”gennemskåret af store veje”.  Det er formentlig en fejl. Området er kendetegnet ved relativt små villaer med små haver (ca. 400m2) og snævre, krogede veje. De fleste huse er fra ca. 1920, og kvarteret har bevaringsværdig karakter. Området er afgrænset af store veje og jernbane, men kvarteret har karakter af en ”oase”.

 

Trafikale forhold.

Der er kun lokal trafik i området, fordi der ikke er store veje.I forbindelse med byggeri af Arken (80 børn og min. 18 ansatte) og senere Nabohuset (160 børn og min. 34 ansatte) blev trafikale problemer åbenlyse.De tre grundejerforeninger forsøgte i flere år at få dialog med Københavns Kommune om analyse og afhjælpning af disse. Det resulterede (omsider) i en grundig trafiktælling (Via Trafik), som er fremlagt i rapport fra 21.01.2020.Rapporten bekræfter, at ”der er i dag en række trafikale forhold på Saxtorphsvej, der medvirker til at skabe fremkommelighedsproblemer i spidstimerne på hverdage”.Det kalder jeg ”utålelige forhold”.Disse vedrører omfang af biltrafik (fodgængere og cyklister er OK), herunder parkeringer.

Det drejer sig om 270 børn, der transporteres to gange om dagen igennem et ældre villakvarter, ogmin. 52 medarbejdere der går på arbejde.Det er opgjort, at gående, cyklende og bilende er nogenlunde ligeligt fordelt.Hertil kommer vareleverancer.Der blev gjort særskilt rede for trafikale problemer med og for udflytterbussen til 30 børn, som man påtænker at flytte fra 1.maj 2021.Men det fremgår også af rapporten, at dette ikke vil afhjælpe problemerne.Der blev intet gjort for at afhjælpe problemerne, f.eks. i form af fartdæmpende foranstaltninger.

Det er ubegribeligt for mig, at denne rapport ikke indgår i lokalplanforslaget.Det er en kendsgerning, at der er trafikale problemer NU, og man påtænker næsten en fordobling, hvilket indebærer en daglig transport to gange om dagen af 446 børn og en gang om dagen af ca. 97 personaler.

Det omtales i lokalplanen, at man påtænker at lukke ved Vigerslev Allé, hvor de fleste biler kører til og fra i dag.Hvor i alverden tænker man så at bilerne skal køre?

Der omtales også mulige parkeringsproblemer i lokalplanen og muligheden for at finde 15 parkeringspladser i området.I forvejen er parkerede biler i området et irritationsmoment. Hvad tænker man?

 

Rekreativt område.

Denne problemstilling synes jeg mange andre behandler grundigt. Der er brug for åndehuller i byen, og fældning af 30 træer er chokerende.Hvad skulle det hjælpe at udpege allerede eksisterende træer som bevaringsværdige?

 

Kønbenhavns kommunes målsætninger

-en levende by

-by med kant

-ansvarlig by.

De to eksisterende institutioner dækker efter manges beregning det behov, der er i området, og giver basis for en levende bydel.Med en udvidelse begrænser det livsudfoldelse for rigtig mange mennesker, og ændrer kvarterets kvaliteter.

Jeg håber, at Københavns Kommune vil tage ansvar og alvorligt overveje byggeriet.

 

Dorte Ostenfeld, Castbergsvej 32, 2500 Valby.