Høringssvar vedrørende Saxtorphsvej II - lokalplan 605

Oprettet: 14. marts 2021
Svarnummer:
52

Indsendt af

Anna Madsen

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Høringssvar Saxtorphsvej II - lokalplanforslag

På vegne af grundejerforening Lyset, indgiver foreningens Trafikudvalg hermed høringssvar i forhold til Lokalplanen for den nye institution på Saxtorphsvej. 

Valby er en bydel i vækst med alt hvad det bringer med af muligheder og udfordringer for bydelens beboere. Fortætningen af boligmassen i nærområderne omkring Lyset har været markant stigende igennem de seneste par år. Der er blandet andet tale om etableringen af store beboelsesområder i Maskinparken, Grønttorvet og Spinderiet. Områder der alle i vidt omfang er karakteriseret ved at beboere og besøgende skal betale for parkering i privatdrevne parkeringsanlæg. 

I 2017 valgte man politisk at etablere gul p-zone i Valby syd i områder der grænser umiddelbart op til Lyset. Konsekvensen af p-zonen har sammen med den bymæssige fortætning af lokalområdet medført et uforholdsmæssigt stort parkeringstryk på de gratis parkeringspladser i Lyset fra beboere i de nyetablerede nærområder der ikke ønsker at betale for parkering i privatdrevne nærliggende parkeringsanlæg (med rigelig ledig kapacitet), ligesom Lyset nu også oplever massive parkeringsproblemer med pendlere, håndværkere fra omegnskommuner, biludlejningsfirmaer og personer der simpelthen parkerer skrotbiler i området, hvor de i flere tilfælde henstår i adskillige måneder inden de bliver fjernet af myndighederne.  

Det uforholdsmæssige store parkeringstryk indebærer blandt andet massive sikkerhedsmæssige problemer for børn der skal passere vejen i området ligesom cyklister også jævnligt udsættes for påkørsler i området. Endelig bidrager det massive parkeringstryk til et uhensigtsmæssigt arbejdsmiljø for blandt andet renovationsarbejdere samt håndværkere og sundhedspersonale der har opgaver i områder. Supplerende kan det nævnes, at parkeringstrykket udgør en miljømæssig belastning i området, og at udrykningskøretøjer og ambulancers kørselsmuligheder i området også er udfordret af det store parkeringstryk. 

Det er helt evident at etableringen af en ny institution på Saxtorphsvej og placeringen af en udflytterbus vil tilføre området yderligere trafikale udfordringer med en åbenlys stigende risiko for yderligere sikkerheds- og miljømæssige belastninger af lokalområdet. Trafikudvalget i Lyset har ved flere lejligheder været i dialog med Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns kommune omkring de sikkerheds- og trafikmæssige problemstillinger som det øgede parkeringspres allerede har skabt for beboerne i området. 

Det har i den forbindelse været positivt at konstatere, at forvaltningen er enig i beboerforenings vurdering af, at parkeringstrykket i området er alt for stort, og at der er behov for etableringen af parkeringsrestriktioner i området. Forvaltningen bemærker i den forbindelse, at de forventer at etableringen af en yderligere institution på Saxtorphsvej vil medføre et yderligere trafikalt pres på Lyset, og at dette er yderligere et argument for etablering af parkeringsrestriktioner i området (se det vedlagte bilag fra Teknik- og Miljøforvaltning).  

Som anført ovenfor er øget trafik i området en af de helt afgørende udfordringer vi som villakvarter står over for. En ny stor institution vil uden tvivl medføre yderlige trafik med sig, da man i Københavns Kommunen aktuelt kan få tilbuds institutionsplads op til 5 km fra bopælsadressen. Det er derfor ikke overvejende sandsynligt at hovedparten af trafikken vil være bløde trafikanter. 

I lokalområdet har vi i umiddelbar nærhed aktuelt 3 integrerede institutioner, en SFO, en skole og en ren vuggestue. Vi er derfor umiddelbart uforstående over for at endnu en institution skal placeres her. Der må være andre områder i Valby, der ville nyde større glæde af en institution i nærområdet. 

Grundejerforening Lyset er med afsæt i ovenstående imod en ny institution på Saxtorphsvej. Derudover er vi også meget bekymrede over udsigten til at man vil flytte udflytterbørnehavebussen fra Saxtorphsvej til Fengersvej, da vi allerede har én udflytter bus placeret her. 

Fengersvej er kraftigt trafikeret i myldretiden, og bliver ofte brugt som smutvej for trafikanter fra Vigerslev alle til Valby station. Der er derfor en vej med megen trafik, og da Fengersvej allerede huser en integreret institution, en vuggestue, en SFO, en skole og en udflytter bus, så frygter vi at endnu en bus vil sætte den i forvejen udsatte trafiksikkerhed endnu mere over styr. Supplerende kan det bemærkes, at placeringen af udflytterbussen med stor sandsynlighed vil bidrage til et øget parkeringspres i Lyset fra forældre der ønsker at parkere i forbindelse med aflevering og afhentning af børn ved udflytterbussen. 

Med små børn, der ikke har den samme forståelse og respekt for trafikken, blandet med forældre der skal bringe eller hente, er i hast og ofte holder ulovligt eller til gene for andre på grund af de manglende parkeringsmuligheder, plus den ekstra trafik til og fra Valby station, er opskriften på en ulykke nærliggende – en ulykke som vi for alt i verden må sørge for, ikke sker. 

Vi vil derfor henstille til at beslutningen om placering af en ny institution på Saxtorphsvej ændres til en anden lokation tættere på de nye områder i Valby, hvor der ikke findes institutioner i forvejen. Subsidiært vil vi også gerne henstille til at Teknik- og Miljøudvalget gennem etablering af en gul parkeringszone i bl.a. Lyset adresserer de omfattende parkeringsudfordringer som lokalområdet allerede kæmper med – en udfordring der ikke bliver mindre såfremt beslutningen om etableringen af en ny institution på Saxtorphsvej og flytningen af udflytterbussen fastholdes jf. forvaltningens bemærkninger anført ovenfor.

Teknik- og Miljøudvalget og forvaltningen er i sagens natur meget velkomne til at kontakte Lysets trafikudvalg for yderlige oplysninger. Vi ser frem til en fortsat dialog. 

Venlig hilsen 

Repræsentanter for Lysets trafikudvalg

Anna Madsen / 42142998 / annaogenrique@gmail.com

Lars Preisler / 60717294 / lars.praisler@3f.dk