Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Nuuks Plads Metrostationsplads tillæg 1 - lokalplan 489-1
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Det bliver desværre et nej herfra
Som også konstateret ved tidligere høring omkring højhus på Nuuks Plads, så er Nørrebro det mest befolkningstætte område i hele Danmark. Derfor er det ikke en god idé at bygge yderligere boliger i området.
Særligt med den globale pandemi som bagtæppe, med deraf følgende behov for afstand mellem mennesker, giver det ingen mening at opføre yderligere boliger i Danmarks mest befolkningstætte område.
Nørrebro har i perioder været meget højt i smittestatistikken og det er nærliggende at se en sammenhæng med befolkningstætheden, de smalle gader og manglen på udendørs arealer til rekreative formål.
Vi har i stedet brug for, at Nuuks Plads og de bevaringsværdige bygninger, der ligger på den, bliver anvendt til kulturelle og sundhedsfremmende formål.
Når det er sagt, vil jeg udtrykke min glæde ved, at høringen omkring højhuset blev taget alvorligt. Det gav mig stor tiltro til demokratiet og gjorde mig stolt af mit bystyre, at de lyttede og handlede!
Jeg anerkender også at det nye projekt har taget mange af indvendingerne til sig og for eksempel inddraget Koppels bygning i planen og arbejder med en højde på bygninger, der tager udgangspunkt i de omkringliggende huse. I det hele taget, er jeg glad for, at der i det foreliggende forslag er en klar reference til det oprindelige og det omkringliggende.
Pladsen er ikke særlig stor, så jeg har svært ved at tro, at der vil kunne etableres et attraktivt udeområde på det lille areal, der vil være imellem de fire bygninger. Området vil i væsentligt omfang ligge i skygge af bygningerne omkring.
Beslutningen om ikke at kræve parkeringspladser i tilknytning til byggeriet, synes jeg er en respektløs flabethed, der udfordrer min tidligere beskrevne glæde ved byrådet. Vi, der bor i nærheden, er allerede udfordret af, at vi befinder os i yderkanten af p-zoner og vi er omkranset af veje, der ikke muliggør parkering (Jagtvej og Ågade). Det medfører megen søgetrafik, der både er forurenende og til fare for bløde trafikanter samt tomgangsventen på p-pladser.
Jeg er lige blevet opmærksom på, at mit høringssvar ikke er blevet uploaded. For en sikkerheds skyld, vedhæfter jeg det derfor også som fil. Det giver mig dog anlednng til at tilføje, at jeg har forstået, at der foregår en sideløbende debat om, om der skal etableres fodboldbane på det sidste resterende græsareal af en vis størrelse i Nørrebroparken. Jeg mener, at det understøtter min pointe i, at det ikke er boliger, men rekreative udbud, vi savner på Nørrebro.
Venlig hilsen