Høringssvar vedrørende Mølle Allé - lokalplan 616

Oprettet: 29. september 2020
Svarnummer:
17

Indsendt af

Trine Almegaard

Virksomhed / organisation

A/B Toftegårds Alle 4

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Høringssvar vedr. forslag til lokalplan for Mølle allé mv. Vi har med interesse fulgt 3F’s planer for byggeri på og i nærheden af Mølle Allé, og den heraf afledte debat omkring forslag til ændring af lokalplan. Med dette korte høringssvar ønsker vi at give udtryk for vores bekymringer ift. planerne for dette byggeri. Som ejere af ejendommen Toftegårds allé 4 er vi i særlig grad bekymrede over støjgener fra de ungdomsboliger og den dagsinstitution, der ønskes opført i umiddelbar nærhed af vores gård og ejendom. Som bekendt er Toftegårds allé en af Valbys mest trafikerede veje, og vi er derfor generet af massiv trafikstøj fra gade-siden af vores ejendom. Pga. den massive støj er vi særligt opmærksomme på, at der ikke opføres bebyggelse eller lign. der også vil give generende støj fra gård-siden, da støj fra begge sider vil forringe vores boligforhold væsentligt. Vi ser i udgangspunktet positivt på, at det nuværende parkeringsområde mv. anvendes til opførelse af beboelsesejendom, men at der planlægges opførelse af en daginstitution, som forventeligt vil give støjgener i dagtimerne, og ungdomsboliger, der forventeligt vil give støjgener i aftentimerne, er vi uforstående overfor. Dette særligt i lyset af, at vi allerede har massive støjgener fra Toftegårds allé. Vi er endvidere bekymrede over skyggevirkninger fra det planlagte etagebyggeri i umiddelbar nærhed af vores gård og ejendom. Vores gård anvendes af ejendommens beboere som rekreativt område, og vi vil derfor nødigt afskæres væsentligt fra det sollys, som vi i dag har adgang til. På tilsvarende vis er vi bekymrede for, om vores ejendoms nederste etager vil blive afskåret fra en væsentlig del af det sollys, som der i dag er adgang til. Vi vil i den forbindelse foreslå, at bebyggelse i midten af karreen ikke opføres i mere end to eller højst tre etager. Vi uddyber gerne vores henvendelse, og vi er åbne for yderligere dialog omkring de fremlagte planer. Venlig hilsen Bestyrelsen for A/B Toftegårds allé 4 Trine Almegaard (formand) Lasse Hansen Marie Bernath Kure