Høringssvar vedrørende Mølle Allé - lokalplan 616

Oprettet: 7. oktober 2020
Svarnummer:
22

Indsendt af

Kasper Leick og Signe Leick Jensen

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Som udgangspunkt er der fornuftige tiltag i den foreliggende lokalplan, hvis det bliver det kvalitetsbyggeri med lærlingeboliger, familieboliger og grønne områder som bygherren 3F har ambitioner om.

Dog er der områder hvor planen har for voldsom indvirkning på de nuværende beboere samt ikke lever op til de beskrevne ambitioner. Vi mener også at planen mangler visualiseringer, som viser disse konsekvenser, og vi har derfor lavet et bud på disse som er vedhæftet som bilag 1+2.  Vi ønsker at visualiseringerne skal indgå i det endelige materiale. Vi har også et ændringsforslag, der er vedlagt som bilag 3. Vedlagt er også billeder af Valby Langgade 51 anno 1910 og 2020 som bilag 4

Centralt i planen er ambitionen om at skabe en overgang fra karrébyggeriet til den gamle Valby Landsby. Som der står:

”Bebyggelsens påvirkning af bymiljøet: Den nye bebyggelse tilpasser sig den omkringliggende bebyggelse og danner overgang fra landsbyen til karrébyen.”

Problemet er at planen bliver væsentligt omgået når det kommer til østlige del af byggeriet. Man har opportunt valgt at Valby Landsby starter ved Valby Langgade 53, og dermed overset det 120 år gamle hus, Valby Langgade 51.

Hvis der er noget der repræsenterer det gamle Valby og udviklingen i kvarteret er det dette hus. Huset er opført i 1898 som bondehus. Den gang Valby var en bondelandsby. Der findes malerier af det i Valby Lokal Arkiv. I 1928 bliver det bygget om, der bliver opført et mansardtag og huset bliver nu til småindustri, med en lejlighed i øverste etage, i overensstemmelse med Valbys udvikling.  Huset er holdt originalt, med de originale vinduer og porte, skiffertag og gult indfarvet mørtel. Det er et af de ældste og mest originalt holdte hus i hele det område planen omhandler.

Alligevel er planen at bygge et 16 meter højt, 4 etagers byggeri, 2.5 meter(!) fra Valby Langgade 51, som kun er 6 meter højt. Et spring på 10(!) meter. Det er et spring som er nævnt med en enkel sætning i planen, og som der kun er en ufuldkommen visualisering af. Der er lavet en enkel visualisering imod Valby Langgade 51, men her har man undladt at sætte vinduer og døre i visualiseringen, så man ingen fornemmelse får af de faktiske forhold. Vi har selv fået fremstillet nogle visualiseringer som kan give et indtryk 

Som man kan se på det vedhæftede visualisering (bilag 1) giver det en helt grotesk overgang til “det gamle Valby”. Man kan se det enorme spring imellem det nye og det gamle.

 

OVERGANG MELLEM BYGNING D OG HUSET. (BILAG 1)

 

I lokalplansforslaget står der:

”Projektet vil bidrage til at afslutte karrébebyggelsen på Mølle Allé og Valby Langgade og formidle overgangen til det gamle Valby Landsbys lave huse.”

Ikke nok med at det æstetisk bliver klodset, hele den nordlige del af området bliver mørkelagt i store dele af dagen.

Der er udarbejdet skyggediagrammer i forbindelse med planen, og som der meget rigtigt fastslås:

”Skyggepåvirkningen vil primært påvirke ejendommene umiddelbart nord for den nye bebyggelse i gården.”

Det er voldsomme påvirkninger der er tale om. Som man ser på nedestående visualisering, bliver gården til Valby Langgade 51 inddæmmet af det 16 meter høje hus der bygges lige op af skellet. Ikke alene bliver gården, til en slags fængselsgård, med høje mure på begge sider, den bliver også mørkelagt, og igen det ser æstetisk absurd ud.

Der er med det påtænkte byggeri tale om at når man ser ud af vinduet på første sal, kigger man lige ind i huset. 2,5 meter væk.  Se vedhæftede visualisering (bilag 2) 

 

BYGNING D SET FRA GÅRDHAVE. (BILAG 2)

 

Mørket bliver også en stor udfordring for de omkringliggende gårde, blandt andet, Valby Langgade 49. Deres udearealer og legepladser bliver ubrugelige om eftermiddag/ aftenen, som er der hvor de fleste beboere bruger områderne. Det vigtige må være, ikke alene, at få udarbejdet skyggediagrammerne, men også at tage hensyn til resultaterne.

I forhold til skellet til Valby Langgade 51, må vi udbede os at bygherren og kommunen gør rede for den lovhjemmel der tillader at bygge så højt, så tæt på skellet.

 

Mulig afhjælpning:

Bygningen (omtalt Bygning D) i gården har stor skyggeindvirkning på mange ejendomme. Men hvis den bygges alligevel må vi insistere på at den i det mindste honorere både lokalplanens grundtanker og afhjælper nogle af de værste gener, som den påfører de nuværende beboere i den nordlige del.

Man bør som et minimum nedtrappe bygning D. Så den starter som en 1 etages bygning op imod Valby Langgade 51 og derefter trapper sig op til først 2 etager og derefter 3/4 etager. Se bilag 3

 

ÆNDRING TIL BYGNING D (BILAG 3)

 

Det vil delvist løse to problemer. Overgangen til Valby Landsby bliver, i overensstemmelse med lokalplanen, nu faktisk en overgang imellem karréerne og den gule by. Den helt absurde overgang imellem nyt og gammelt undgås. Der vil blive mere lys, og ikke mindst mindre “inddæmning” af de mest skygge påvirkede områder i den nordlige del af byggeriet. Omkostningerne i etage m2, må være overskuelige i forhold til byggeriet omfang.

Det skal dog understreges at løsningen kun er farbar, hvis højderne reelt holdes til 1 og 2 etager, og ikke benyttes til tag terrasser med hegn etc. som alligevel skaber skygge og inddæmning.

Beslutningstagerne må gøre sig klart at det ikke kan nytte med gode tanker, hvis de ikke gennemføres i praksis. Her må man se på at de skrevne ambitioner i planen ikke er i overensstemmelse med det byggeri der skitseres, og der må sørges for de nødvendige justeringer, så byggeriet kan udvikles i pagt med det gamle København.

 

BILLEDER AF Valby Langgade 51 anno 1910 / Valby Langgade 51 anno 2020

(BILAG 4)