Høringssvar vedrørende Mølle Allé - lokalplan 616

Oprettet: 29. september 2020
Svarnummer:
19

Indsendt af

Karen Due Theilade

Virksomhed / organisation

Beboer i AB Toftlund

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Kære rette vedkommende

Det tiltænkte byggeri vil desværre betyde en urimelig forhøjet forurening for beboerne i området i ejendommene ud til Valby Langgade og Toftegårds Alle. Vi har i forvejen et stærkt forurenet kryds med to krydsende hovedveje/ringveje. Men vi har normalt et frirum ud til gården, hvorfra det er muligt at lufte ud. Det trues nu.

Da jeg var barn i Odense blev jeg meget berørt over at se et billede af selvsamme kryds i vores skolebog med overskriften: Danmarks mest forurenede lyskryds. Der var et billede af min mors daværende tandklinik i den ejendom, hvor jeg er flyttet til senere. Det er for støjende og forurenende at lufte ud til den side. Men ikke desto mindre vil man altså både skabe støj og yderligere forurening med parkeringskælder og mange biler osv. på den side, hvor der er fred. Jeg vil på det kraftigste bede kommunen om at genoverveje den beslutning. I risikerer en påvirkning af helbredet for beboerne i området både pga. den øget støj og den øget forurening. Det er påvist, at folk i de store byer dør tidligere end på landet dels på grund og forurening og dels på grund af den stress, som støjen afstedkommer. Ødelæg ikke det for os beboere. 

Vi har i øvrigt i forvejen det i Valby, som I tiltænker jer at tilføje. Det er kun med risiko for at ødelægge resterne af det tilbageværende landsbymiljø i centrum af Valby. Så lad mig tilføje: Stop nu ødelæggelsen af København, men byg nyt nye steder - eller byg, hvor der har været nogle uheldigt grimme betonbebyggelser siden 60'erne, som skriger på at blive forbedret.

Herudover vil jeg blot tilslutte mig det, som bestyrelsen i min andelsforening AB Toftlund allerede har indsendt til jer. Det er kopieret ind i høringssvaret nedenfor her.

Venlig hilsen

Karen Due Theilade

 

Beboerne i ejendommene ud til Valby Langgade og Toftegårds Alle har gårde med haver i Mølle Alle karreen som et fristed i en støjende hverdag. Under Miljøforhold i Lokalplanen s. 12  påpeges at trafikstøjen fra Toftegårds Alle overstiger vejledende grænseværdier. På samme side fastslåes at grænseværdierne for støjniveauer i et fremtidigt byggeri skal overholdes. Dvs at man erkender at der vil være en megen støj fra brugere og beboere i det påtænkte byggeri i karreen.

De nuværende beboere bruger haverne til rekreation i forholdsvis ro, sol og fællesskab. Vi må det kraftigste tage afstand fra planen om at bygge i 4-etagers højde midt i karreen og i 2-3 meters afstand til haverne i gårdene for beboerne i Valby Langgade og Toftegårds Alle. Fra at have en Forside ud til trafikerede gader og en beskyttet Bagside i form af et solfyldt og relativt stille gårdrum, får beboerne nu to Forsider med støj døgnet rundt: Fra den voldsomme trafik i gaderne; i gården fra støjen fra en institution i dagtimerne og fra ungdomsboliger i 3 etager ovenpå i aften- og nattetimerne - især når der festes  med alkohol og høj musik. Hvilket jo naturligvis vil ske.

Udover støjpåvirkningerne vil den 4-etagers høje bygning D placeret midt i karreen skygge for solen i samtlige omtalte gård- og haverum i de mest benyttede og attraktive timer. Ved forårs- og efterårsjævndøgn fra kl 16 netop som folk kommer hjem fra arbejde og kan nyde forårets komme eller sensommerens sol, vil alle gårdrum ligge i total skygge fra bygning D. Ved midsommer vil gårdrummene henligge i skygge kl 19. Så ingen lyse sommeraftener længere for beboerne i Valby Langgade og Toftegårds Alle. Det er simpelthen ikke rimeligt! Alt dette kan ses af Skyggediagrammerne på siderne 17-20 i Forslag til Lokalplan for Mølle Alle.

I lokalplan-forslaget eksisterer der endvidere meget få tegninger af bygningen der tænkes opført midt i karreen. På s. 11 ses dele af facaden. Et institutionelt spekulationsdesign uden megen arkitektonisk værdi. I forgrunden ses et par unge mennesker bærende på en stor højttaler! Hvor skal de mon hen at feste?

Der er ingen tegninger i lokalplanen af Bygning D's bagfacade klods op ad gårdhaverne til Valby Langgade og Toftegårds Alle. Ved forespørgsel hos Entasis - arkitektfirmaet bag byggeriet - om det var muligt at blive præsenteret for visualiseringer af Bygning D fra øst, altså fra ejendommene ud til Toftegårds Alle, var svaret at arkitekten ikke havde disse visualiseringer.

Det er helt utroligt at man kan påtænke at bygge så højt og så stort i et gårdrum uden at have visualiseringer der viser konsekvenserne af byggeriet. Hvorfor er tegninger til bagfacaden ikke repræsenteret i materialet? Man kan prøve at gætte sig til udformningen i et snit af byggeriet på side 9: Snittene er nemlig forkerte fordi de er byttet om! Man kan kun tænke at disse valg er bevidste for iklke at afsløre hvor elendigt, støjende og spekulativt byggeriet er i form og omfang.

Vi må også højlydt protestere mod bygningen af en større dagligvarebutik med dertilhørende parkeringskælder på hjørnet af Lillegade og Valby Langgade. Valby har rigeligt med store supermarkeder. Lige overfor ligger  Irma, om hjørnet på Fasanvej ligger Rema1000 og Lidl. Lidt op ad Toftegårds Alle er der en stor Netto og få hundrede meter væk finder man Spinderiet Shopping Center med  flere parkeringskældre, Kvickly, Fakta og en masse butikker. Møllegade og Lillegade er ikke dimensioneret til stor personbilstrafik til en p-kælder under et supermarked. Forslaget er provinsielt i sin tankegang: merkantilt ideforladt og uden forankring i virkeligheden i Valby. Det er spekulationsbyggeri af værste skuffe.

Der skal derfor ikke bygges inde i karreen! Børneinstitutioner, ungdomsboliger og lejligheder kan bygges ud til Lillegade, Netto kan få en minimal udvidelse. Lokalplan-forslaget skal ændres så det passer til Valby og tilgodeser valbyborgerne og ikke 3F's pengekasse!