Høringssvar vedrørende Mølle Allé - lokalplan 616

Oprettet: 28. september 2020
Svarnummer:
16

Indsendt af

Jens Skov

Virksomhed / organisation

Valby Langgade 49 A+B

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Kære Københavns Kommune

På vegne af ejerforeningen Valby Langgade 49 A+B, fremsender jeg hermed en indsigelse mod byggeriet på Mølle Allé, forud for borgermødet d. 19/10-2020. Vi har i foreningen kigget de foreliggende dokumenter igennem, hvilket blandt beboerne har skabt en stor frygt for et fremtidigt byggeri der på sigt kommer til at påvirke os i høj grad i foreningen.

Alt i alt anbefaler vi at:

- Bygningstilladelsen ikke gives idet planen foreskriver et byggeri som vil skabe store gener for beboerne omkring det planlagte byggeri, herunder vores forening.

Årsagen til at vi ønsker at gøre indsigelse er som følger:

Skygge

- Højden på byggeriet som er planlagt i gården vil udgøre en betragtelig gene for vores matrikel. I dag har gården i sin helhed et åbent og lyst udtryk. Med byggeriet i op mod 4 etager vil gården blive meget lukket. Det tiltænkte byggeri i gården ligger endvidere op mod 2 meter højere i grundplan end vores gård, hvilken igen giver os stor bekymring, da der planlægges på et højt etagebyggeri. Det vil samtidigt skabe et meget lukket gårdmiljø, hvor bygningen i midten vil tårne sig op og skabe et meget lukket gårdmiljø for både vores matrikel og andre foreningers. Vores have hvor det er planter og blå himmel, vil i stedet blive præget af et stort etagebyggeri, klods op ad vores have.

Støjgener

- Med et stort byggeri vil der blive skabt store støjgener i gårdmiljøet. Grundet gårdens udformning fra Valby Langgade, Toftegårds Alle og Mølle Allé, så runger det allerede en del. Med udsigten til et langvarigt byggeri med dertilhørende støjgener over lang tid, vil det være til stor irritation for beoerne under byggeperioden. Der vil med udsigten til ungdomsboliger og generelt flere beboere midt i gården også være udsigt til flere støjende naboer efter byggeriet er færdigt.

- Mange ejere har investeret i altaner mod gårdmiljøet, med ønsket om et uderum som supplement til lejligheden. Altanerne bliver af mange brugt som stue, arbejdsplads, hygge og et sted hvor børn sover i barnevogn. Alt dette bliver yderst begrænset under byggeriet pga. støj, men også fremadrettet med planen om ungdomsboliger med støjende unge mennesker. Fra altanerne har beboerne udsigt til de små haver og det åbne gårdmiljø. Med udsigten til en kollods midt i gården, ødelægges udsigten betragteligt.

Flere indkøbsmuligheder

- Det lugter af at hele projekteringen er foregået langt væk fra Valby, udelukkende med penge for øje. Der er inden for  300 m., Fakta, 2 x Netto, Irma, Lidl, Rema 1000 og Kvickly inkl. et helt shoppingcenter. Hvad er det helt præcist der mangler?

- Større butiksarealer betyder også flere leveringer af varer. I forvejen er Valby Langgade hårdt belastet og det vil derfor give en yderligere belastning af trafikken.

Andre årsager

- Om sommeren kan der blive ekstremt varmt i gården, da gårdene er bygget på en måde, så der er meget læ for vinden. Det giver nogle udfordringer på dage med over 25 grader og vi frygter med en stor bygning midt i det hele, at det vil komme mindre vind rundt i gården.

- I vil fjerne bevaringsværdige træer og erstatte det med byggeri. Jeg vil kalde det grådighed.

- Arkitekturen med mange gamle klassiske bygninger i Valby bliver ødelagt med et nyt stort byggeri.

- I Lokalplasforslaget på s. 8 ”Byrum + Træer og beplantning”, står der en masse ”Hurra-ord” om gårdrummet og de såkaldte grønne omgivelser. Det er jo ikke meget mere end en udvidet passage.

- Vi ønsker ikke et højt byggeri så tæt på vores have som der er planlagt. Vores have er vores frirum for beboerne i foreningen. Vi ønsker ikke et stort byggeri så tæt på, da det vil gå ud over det privatliv som mange ønsker at have når de benytter sig af haven. Vores have består af frugttræer, legeplads, køkkenhave og en lille græsplæne, hvor der endnu er masser af lys og luft. Det skal ikke ødelægges, bare fordi kommunen ser indtjeningsmuligheder i form af flere ejendomsskatter.

 

Forslag

- Drop byggeriet i gården og lav i stedet et større grønt område med gode vilkår for biodiversitet, leg og hygge. Vi ved godt man ikke tjener mange penge i kommunekassen på grønne områder ift. Byggeri, men I politikere taler så meget om grøn omstilling, klima, miljø, truede dyrearter osv. Men der er aldrig rigtig handling bag ordene. Det er muligt at der mangler eks. Lejligheder og ungdomsboliger i hele hovedstadsområdet, men efterhånden bliver samtlige områder udnyttet, udelukkende med økonomisk gevinst for øje. Det må også være i den grønne omstillings interesse at oprette vilde grønne områder med liv til de få dyr der efterhånden er presset ud af beton, mursten og ejendomsskatter. Og ja, jeg har læst om jeres ”Strategi for et grønt København(2015-2025)” og ”Bynatur i København (2015-2025).

- Såfremt der skal bygges i gården, ønskes der i det mindste en dialog med kommunen og bygherren ift. Højde, placering, størrelse osv. På bygningerne, da det nuværende er alt for højt til at vi kan acceptere det.

- Drop udvidelsen af indkøbsmulighederne, da der i Valby i forvejen er masser af indkøbsmuligheder.