Oprettet: 15. oktober 2020
Svarnummer:
22

Indsendt af

Nanna Michélsen

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Natura 2000 I forbindelse med det planlagte byggeri på Stejlepladsen har Københavns Kommune ikke foretaget en habitatkonsekvensvurdering, jf. habitatbekendtgørelsen, under hensyntagen til bevaringsmålsætninger for det nærliggende Natura 2000-område, N143 (H127 og F111) og fuglene på udpegningsgrundlaget. Foreningen Fiskerhavnens Venner har i vores indsigelse mod Kommuneplan 2019 gjort opmærksom på, at Københavns Kommune i forbindelse med byggeplanerne på Stejlepladsen og Selinevej bør få udarbejdet en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 3. Kommunen har ikke fulgt denne opfordring, og Fiskerhavnens Venner har sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Fredningsalliancen den 25/3 2020 indgivet klage over vedtagelse af Kommuneplan 2019 til Planklagenævnet, hvor den i øjeblikket behandles. Fiskerhavnens Venner mener, at der heller ikke i lokalplanforslag Stejlepladsen, med tilhørende miljørapporter, er belæg for, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsen. Lokalplaner må ikke stride mod Natura 2000-lov og -handleplan, fordi der er krav om konsekvensvurdering af planer og projekter, der kan påvirke internationale naturbeskyttelsesområder. Der er bestemmelse om at bygge- og anlægsplaner mv. ikke kan vedtages, hvis det kan skade natur, miljø og beskyttede habitatområder, uanset om de påtænkte planer eller projekter er inden for eller uden for de udpegede områder (jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter). På den baggrund imødeser Fiskerhavnens Venner, at der udarbejdes en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsen. Hverken Væsentlighedsvurderingen (Rambøl april 19), Miljøkonsekvensrapport (Cowi maj 20) eller Miljørapport (Cowi juni 20) kan erstatte en habitatkonsekvensvurdering, fordi de ikke på tilstrækkelig og fyldestgørende vis udelukker, at det planlagte byggeri på Stejlepladsen kan påvirke det nærliggende Natura 2000-område, N143 (H127 og F111), navnlig at fuglene på udpegningsgrundlaget påvirkes væsentligt. Det ligger fast, at forslag til lokalplanen muliggør, at der udlægges ca. 64.500 m2 etageareal primært til boligbyggeri på Stejlepladsen. Der er derfor ingen tvivl om, at lokalplanens rammer muliggør drastiske ændringer af områdets (natur)tilstand, anvendelse og tidligere status som fredet området. En effektuering af lokalplanen vil fjerne den nuværende ro i såvel de udlagte områder som i de nærliggende rekreative områder på land og i vand med fuldstændig ødelæggende konsekvenser for den nuværende natur og biodiversitet i det udlagte område – og dermed have konsekvenser for det nærliggende Natura 2000-områdes udpegningsarter. Lokalplanen muliggør, at området benyttes af mange mennesker på alle tænkelige måder, når der udlægges ca. 64.500 m2 etageareal primært til boligbyggeri på Stejlepladsen, foruden 20.000 m2 på Selinevej. Den blotte sandsynlighed eller risiko for en væsentlig påvirkning er tilstrækkelig til at udløse krav om en habitatkonsekvensvurdering (jf. forsigtighedsprincippet). Mangler den nødvendige konsekvensvurdering, kan det medføre, at lokalplanen er ugyldig. Dertil kommer, at beslutningerne i kommunalplanprocessen er truffet af Københavns Kommune selv, for at Københavns Kommune, som interessent i Udviklingsselskabet By & Havn I/S, CVR 30823702, opnår mulighed for at byudvikle området. Københavns Kommune har som ejer af 95% af By & Havn (staten ejer de sidste 5%) således en væsentlig økonomisk interesse i vedtagelsen af lokalplanen, og derfor ville aktør i alle andre sammenhænge være inhabil. Kommunens egeninteresse må i det mindste skærpe de krav, der stilles til beslutningsgrundlaget og de afgørelser, kommunen træffer, i lyset af almindelige principper om habilitet. Jf. NKO 418 2007 kan en lokalplan blive erklæret ugyldig og ophævet, her fordi kommunen har tilgodeset og varetaget hensynet til kommunens økonomiske interesser, som sælger af ejendommen.