Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 21. oktober 2020
Svarnummer:
319

Indsendt af

Mikkel Funch Brunberg

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Jeg må hermed på det kraftigste gøre indsigelse om lokalplansforslag om Stejlepladsen. Alt byggeri på de tilbageværende grønne områder - i Sydhavn og alle andre steder i et overbebygget København - er en fattiggørelse af København. I denne situation er det ovenikøbet en voldsomt negativ påvirkning på naturområder og påvirkning på det særlige kulturhistoriske miljø omkring Stejlepladsen. Forløbet har været præget af en uigennemsigtig og udemokratisk proces, og planen foranlediger en kritik af Københavns nuværende udviklingsstrategi som lader byen vokse på bekostning af natur og demokratisk inddragelse af borgerne. Det indgår i Københavns Kommunes udviklingsstrategi, at særlige kulturmiljøer skal bevares. Som en del af den sidste fungerende fiskerihavn i København indgår Stejlepladsen, og området omkring det, som en vigtig del af en kulturhistorisk formidling. Fremtiden vil ikke takke os for dette kortsigtede profitmageri. Det fremgår af Planloven jf. § 11 a, stk. 1, nr. 15, at der skal fremgå retningslinjer for bevaring af kulturhistoriske værdier. Begge dele er blevet forbigået i den nuværende plan - herunder altså en bekymring for, at det særlige liv i området ødelægges, bl.a. pga. trafikale problemer i de omkringliggende områder, hvilket ikke er addresseret fyldestgørende i lokalplanforslaget. Der mangler overblik over, om lokalområdet kan bære den øgede mængde trafik og om mulighederne for parkering for beboerne i den nye bydel uden det forringer vilkårene for beboerne i det eksisterende Sydhavn. Planforslaget strider mod Planlovens formålsparagraf; ”at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre og plantelivet”, idet Stejlepladsen er fredet areal og grænser op til Natura2000-områder (N143 (H127 og F111)), der må forventes påvirket. Naturarealerne er derudover en del af kalvebodkilefredningen, og de grønne korridorer, som fastlægges i Fingerplanen. At et område som dette affredes og udlægges til byområde er således i strid med en regional udviklingsplan, der skal sikre helhedsorienteret udvikling af hovedstadsområdet – eksempelvis sammenhængende naturarealer og spredningskorridorer til bevaring af biodiversiteten. Kortsigtet byggeri som dette må ikke ødelægge holistisk planlægning på regionalt plan og indeværende plan er endnu en pind i ligkisten for idéen om København som en grøn og demokratisk by og Danmark som en grøn og demokratisk nation. Selve affredningen forud for bebyggelsen kritiseres på det kraftigste, da denne er foretaget uden om Fredningsnævnet. Således er det organ, der bør sikre at det udelukkende er væsentlige samfundsinteresser der kan stå proportionalt med affredning af natur, blevet omgået. Det er en grotesk udvikling i København, at vi tager af naturarealerne for at betale gælden for hovedstadens udvikling. En beslutning i 1992 om at udvikle byen på baggrund af salg af areal, er utidssvarende og bør ikke ukritisk blive fulgt og det bør blive lagt frem til debat med Københavnerne, på hvilket grundlag byen bør udvikles. Der rettes derfor stor kritik mod en lukket og udemokratisk proces frem mod og under vedtagelsen af byggeriet på Stejlepladsen ved budgetforhandlingerne i 2019. I forlængelse af dette gøres der opmærksom på den store modstand mod byggeriet fra lokalområdet, herunder modstand fra en stor del af de lokalpolitiske foreninger, som ligeledes blev udelukket fra den politiske proces. Der henledes opmærksomhed på de 17.000 indsamlede underskrifter mod byggeriet, samt en undersøgelse ved Kgs. Enghavelokaludvalg der viser at 77 % af borgerne er modstandere af byggeriet. Som en afsluttende kommentar frygtes det, at udviklingen af Stejlepladsen blot er et første spadestik i udviklingen af Sydhavnen – et område som både huser nogle af de sidste vilde naturarealer i København, og som besidder uvurderlig kulturhistorisk værdi. Stop afviklingen af et grønt og demokratisk København.