Oprettet: 18. oktober 2020
Svarnummer:
94

Indsendt af

Camilla Jensen

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Jeg har i foråret 2020 udført en undersøgelse af borgernes brug af Stejlepladsen, samt undersøgt hvilke menneskelige værdier stedet har. Jeg er nået til den konklusion at Stejlepladsen, grundet den natur området har, er et unik offentligt rum, hvor mennesker kan søge hen for at håndtere stress og få ro i hovedet. Når man bor i en storby med konstante indtryk er det vigtigt at have et sted at kunne trække sig tilbage. Ofte er hjemmet ikke en mulighed for dette, da man her også har mange stress-faktorer såsom rengøring, madlavning, indkøb og andre praktiske ting der altid skal laves. Derfor har mange brug for at have et sted i det offentlige rum hvor de kan trække sig tilbage, uden at blive fyldt med skiftende sanseindtryk og hverdagspåmindelser. Stejlepladsen er et sted hvor dette kan lade sig gøre, fordi der her er højt græs og tæt bevoksning, som man kan gemme sig i. Her bliver det muligt at finde et lille privat rum i det offentlige rum. Man kan ikke på samme måde trække sig tilbage i en park som Valbyparken eller Kongens have. Disse parker er domineret af trimmet græs og enkeltstående træer eller buske. Valbyparken er et socialt rum hvor man kan sidde i store forsamlinger og spille bold. Man kan ikke sidde i Valbyparken og finde en indre ro, når der sidder folk overfor én og griller eller spiller bold. Og min pointe er at stort set alle parker i København er som Valbyparken og Kongens Have. Pånær Stejlepladsen. Stejlepladsen er en af de få "parker" som København har tilbage, hvor man kan være alene og være uforstyrret. Det er derfor ikke nok at man i forslaget til lokalplanen lægger vægt på at beplantningen skal ligne naturen som den er derude pt, for det handler om de aktiviteter Stejlepladsen bruges til. Ikke om hvordan det ser ud. Og ifølge min undersøgelse bruges stedet altså som et sted man kan gå hen for at være alene, finde ro, og være uforstyrret. Det er vigtigt at bevare de offentlige rum, hvor dette er muligt. Derfor synes jeg slet ikke man skal bygge på Stejlepladsen. I stedet bør man udlægge flere parker til vild bevoksning med højt græs, sådan at der bliver flere steder for folk at søge hen. 

Undersøgelsen er lavet i samarbejde med Foreningen for Sydhavnens Folkemøde, og den dertilhørende rapport er vedlagt høringssvaret.