Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 16. oktober 2020
Svarnummer:
34

Indsendt af

arkitekt Hanne Schmidt

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Har kommunen hovedet under armen?

Yderligere byggeri i Sydhavnen vil indebære trafikale forhold på Sydhavnsgade, Sjællandbroen, Vejlands Alle og Amagermotorvejen, som vil få trafikken til at bryde helt sammen, især når den yderligere ramler sammen med de mange nye biler fra Vejlands kvarter.

Til lokalplanens miljøforhold

De miljøundersøgelser der henvises til i lokalplanen for Stejlepladsen forekommer umådelig tynde i betragtning af, at det lige som på Fælleden er tale om gammel losseplads, hvor der ud over byggeaffald også er en masse giftigt affald fra industrierne i Sydhavnen.Hertil kommer de mange år hvor området blev brugt som stejleplads, hvor fiskerne i hvert fald i 50’erne tjærede deres garn her.

Jordbundsforholdene er formodentlig lige så usikre som på Fælleden, hvorfor udgravning til fundamenter ville skabe mange utilsigtede og uønskede forstyrrelse af giftige lag af jord som skal bortkøres og deponeres i dyre domme.

Hertil ignorerer de støjproblemerne som kommer fra Københavns Skyttecenter og Københavns Flugtskytte Klub der overskrider Miljøstyrelsens vejledende støjgrænseværdier, og skriver at det er nødvendigt med etablering af støjskærme. Men der ligger i forvejen et meget højt dige på den anden side af Kalveboderne, der åbenbart ingen effekt har på de for høje støjværdier. Gad vide hvordan de vil løse det problem.

Ødelæggelse af et autentisk folkeligt miljø

I forbindelse med beskrivelse af nybyggeriets by-arkitektonisk og landskabelig værdi påstår de gudhjælpe mig, at det falder godt sammen med den omkringliggende bebyggelse, som i forvejen er en bymæssig sammenhæng i Storkøbenhavn, hvorfor påvirkningen af by-arkitektonisk og landskabelig værdi ikke forekommer at være væsentlig.

Med andre ord der tages overhovedet ikke hensyn til områdets nuværende charmerende, ligefrem hyggelige provinsielle karakter med Fiskerhavnen, stejlepladsen og de mange sejl- og bådklubber her ude langs Kalveboderne.

Det gode liv der er her, hvor mange almindelige mennesker og småkårsfolk trives umuliggøres med et stor dyrt boligbyggeri med en masse beboere, der intet har med områdets liv og funktioner at gøre, og som med sit massive byggeri totalt vil ændre områdets karakter. 

Vi er rigtig mange københavnerne, som netop besøger stedet grundet dets skønne, åbne og rolige miljø. At bygge her, er at fratage os endnu et af byens rekreative områder og dets autentiske miljø. Med ubalancen mellem grundpriserne for de dyre boliger og det eksisterende miljø, risikere havnen at ende som en kopi af Vedbæk eller Rungsteds lystbådehavne for de rige.

Denne lokalplan skal tages af bordet!

Vedhæftede fil er en artikel fra Politikenbymonitot.