Oprettet: 15. august 2019
Svarnummer:
12

Indsendt af

Per Mertz

Postnr.

2100

By

København

Høringssvar

Til Københavns Kommune Teknik- & Miljøforvaltningen Som beboer oplever jeg, at der er ved at ske en voldsom og gennemgribende forandring i mit lokalsamfund omkring Vibenhus Runddel, Aldersrogade, Teglværksgade og Jagtvej. Årsagen er ATP´s planer om at opføre et byggeri på 9 etager med en højde på 34 meter og en bebyggelsesprocent på 375. Det vil få voldsomme konsekvenser for alle os, der bor og lever i kvarteret. LYS Beboerne i kvarteret omkring Vibenshus Runddel lever og færdes dagligt med høj miljøbelastning (trafik, støj, luftforurening), det er derfor af stor betydning at bevare og sikre fortsat gode lysforhold. Med de nye byggeplaner er et vigtigt fokusområde for os som naboer, hvordan et sådant byggeri påvirker dagslyset og beboernes mulighed for optimale lysforhold. Jeg finder at en så massiv og dominerende bygningsmasse vil påvirke dagslyset og beboernes mulighed for optimale lysforhold. Med de fremlagte planer vil der skabes en moderne baggård mellem ATP´s nye ejendomsfløj og bebyggelserne på Jagtvej, Teglværksgade og Aldersrogade. En mørk baggård mast inde mellem høje bygninger og uden den nødvendige adgang til lys og luft. En type baggårde man ellers tidligere har gjort sig store boligpolitiske anstrengelser for at gøre op med gennem en række tiltrængte gårdsaneringer i københavnske brokvarterer. Nye og moderne bygninger ved Vibenshus Runddel skal derfor løfte kvarteret ved bl.a. at åbne området op og styrke forholdene omkring lys og luft - og ikke ved at fastholde fortidens synder med mørke og dunkle baggårde skabt af alt for høj og dominerende bygningsmasse. Jeg finder derfor, at de fremlagte byggeplaner har så væsentlige mangler, at de må gentænkes og beboernes erfaringer og ønsker omkring lysforhold inddrages. Trafik. Vibenshus Runddel er et trafikalt belastet område. I forbindelse med etablering af Nordhavnstunnelen er der forsøgt etableret en alternativ rute ind til centrale dele af København. Et alternativ beboerne i kvarteret omkring Vibenshus Runddel har set frem til, idet tunnelen ses som et forsøg på at begrænse eller måske ligefrem aflaste et kvarter som vores præget af voldsom støj og luftforurening. Knapt har begejstringen lagt sig før nye projektplaner dukker op. Planer om at etablere et bygningskompleks på 9 etager med bl.a. plads til 400 arbejdspladser. Enhver der har været i nærheden af så mange arbejdspladser placeret på samme sted ved hvor meget trafik det skaber. Ikke blot af medarbejderes kørsel til og fra så stor en arbejdsplads, men også af folk med andre ærinder i form af mødeaktiviteter samt chaufførers konstante udbringning af varer i lastbiler og varevogne. Teglværksgade, Aldersrogade og tilstødende veje forvandles fra velregulerede gader med begrænset trafik til gader med voldsom biltrafik og hård belastning. Som beboer i et kvarter omgivet af nogle af Københavns største indfaldsveje og med en dagligdag i en så voldsom miljøbelastning, er det derfor dybt bekymrende at være vidne til et byggeprojekt, der i den grad tilsidesætter eller direkte demonstrerer manglende forståelse for det kvarter ATP ønsker at etablere sig i og blive en del af. Vind. Det er almindelig kendt at høje bygninger skaber ændringer i lokale temperatur- og vindforhold. Resultatet af høj og dominerende bygningsmasse er øget turbulens med kraftig og aggressiv blæst. Ændringer der er til stor gene for os, der bor og færdes i lokalområdet. Som beboer i Aldersrogade og nabo til så massive bygninger finder jeg det fuldstændig uacceptabelt, at forhold med så voldsomme konsekvenser er fraværende og ikke indgår i de tanker og projektplaner, der lægges frem for den tomme byggegrund på Vibenshus Runddel. Klimasikring I en tid med fokus på store klimatiske ændringer og voldsomme skybrud undrer det mig som borger, at der intet nævnes om sikring af kvarteret i forbindelse skybrud og oversvømmelser. Specielt har mange af kvarterets beboere gentagne gange oplevet voldsom indtrængen af regn- og kloakvand i kældre i forbindelse med skybrud. Hvordan nye projektplaner indgår i en mere generel og overordnet skybrudssikring af området bør indgå som en vigtig del af de kommende byggeplaner.