Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Laksegade Øst - lokalplan 579
Oprettet:
3. juni 2019
Svarnummer:
37
Indsendt af
P. Rammer
Postnr.
1070
By
Kbh. K.
Høringssvar
I forhold til karreen beliggende i Vingårdstræde 9 og 11, Asylgade 4 og Dybensgade 2 og 4 gøres der opmærksom på, at de bevaringsværdige bygninger er meget følsomme overfor rystelser fra omgivelserne formodentlig pga. eksisterende jordbundsforhold (opfyldt kanalbund). Københavns Kommune (KK) bør derfor slet ikke give tilladelse til piloteringsarbejder eller tilsvarende i Asylgade 1 mv., da dette med sikkerhed vil give anledning til store skader på de tætliggende gamle bygninger (revner i murværk mv.).
Herudover vil selv kun kortvarige grundvandssænkninger i forbindelse med byggeriet kunne medføre, at de tidligere vandfyldte jordlag synker, hvorved husene synker med, der igen kan forvolde større sætningsskader. Grundvandssænkning kan ligeledes give anledning til råd i de meget gamle funderingspæle, som dermed mister deres bæreevne.
KK har et stort ansvar i sagen og er forpligtiget til at tage hensyn til ovenstående forhold og dermed ikke udstede de sædvanlige byggegodkendelser for den slags projekter.
Endvidere er beoerne i de gader som projektet involverer i forvejen stærkt generet af den store mængde varelevering til Magasin du Nord (støj og forurening fra lastbiler der holder i tomgang i lang tid ad gangen mv.), hvor der udvises meget lidt og i perioder slet ingen hensyn til os som beboere, hvorfor yderligere øgning af trafikken for varelevering til området bør begrænses mest muligt og i givet fald tænkes ind i helt nye/alternative løsningsmodeller for varelevering.
Grundet det store antal beboelseslejligheder i gaderne bør KK på forhånd også udstede garanti for, at området ikke ender som et nyt festkvarter med udstedelse af bevillinger til bardrift, diskoteker eller tilsvarende.
Projektet synes på det foreliggende grundlag at være meget dårligt gennemtænkt, hvorfor det bør afvises, og bygherre påbydes at komme med en ny tilrettet og langt mere gennemarbejdet/detaljeret plan for området, hvor der tages højde for de mange forskellige problemstillinger, som der i eksisterende høring har været givet udtryk for.