Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Trafiksikkerhedstiltag langs Frederikssundsvej
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Efter at have deltaget ved informationsmøde på Brønshøj Bibliotek d. 14.05.2024 samt gennemgået Forslag 5 i høringsmaterialet sidder man tilbage med det indtryk, at forslaget om lukning for tilkørsel af biler ad Brønshøj Kirkevej fra Brønshøj Torv primært skyldes den (dårlige) adfærd, som passagererne til og fra busøen har. En busø som er malplaceret, dårligt indrettet og hvor adgangen til og fra ikke er brugervenlig.
Der har ikke været nogle registrerede ulykker med biler involveret i denne del af Brønshøj Torv, om end jeg som beboer i området dagligt ser fodgængere, der ikke overholder færdselsloven. Jf. den trafiktælling, som teknik- og miljøforvaltningen udførte juni 2024, kører der dagligt 700-1000 bilister ad Brønshøj Kirkevej i den retning, som nu ønskes spærret. Disse biler skal nu på anden vis finde vej ned til Hareskovvejen. Dette vil utvivlsomt ske via det nærtliggende villaområde ved Holcks Plads, Præstegårds Allé, Havrevej mv.
For at få adgang til Hareskovvejen vil bilister, frem for at køre lige over i krydset på Brønshøj Torv, i stedet skulle foretage et venstresving ned ad Frederikssundsvej for dernæst at foretage et højresving til Holcks Plads og herefter gennem krydset ved Præstegårds Allé.
Holcks Plads er så smal en vej at kun én bil kan passere ad gangen, hvilket allerede i dag skaber problemer for trafikken. Når bilisterne herefter når til Præstegårds Allé vil de enten skulle foretage et nyt højresving op ad Præstegårds Allé for alligevel at komme til Brønshøj Kirkevej. Alternativt skal bilister køre ligeud og videre ned af Holcks Plads for enten fortsætte via højresving til Havrevej eller venstresving til Hvedevej. Uagtet hvilken vej der vælges, skal der som minimum foretages yderligere et højresving for at komme til Brønshøj Kirkevej, hvis man skal videre til vejnettet mod nord. Det vil sige at i stedet for at køre lige over Brønshøj Torv, skal bilister nu i stedet foretage minimum 2-3 højresving samt køre via smalle villaveje, hvor der ikke er plads til at 2 biler kan passere hinanden.
Mange skolebørn går eller cykler via Holcks Plads til og fra Brønshøj Skole. Derudover ligger der flere daginstitutioner i området. Både om morgenen og om eftermiddagen er der derfor mange skolebørn og voksne fra villaområdet som skal forbi Holcks Plads til fods og på cykel.
Jf. trafiktællingen kører der ca. 280 biler på strækningen ved Holcks Plads, hvilket allerede virker til at være for mange biler, til at det ofte ikke er trygt for børn at gå og cykle. Så at lede yderligere 700-1000 bilister ned gennem området virker helt tankeløst. Som far til 2 skolebørn, hvor vi netop tilskynder at cykle til og fra skole, vil jeg ikke længere være tryg herved.
Indtil forvaltningen får lavet en samlet og gennemtænkt plan for trafikken, der skal fra boligområderne ud til motorvejsnettet, så er den nuværende løsning med et lysreguleret kryds ved Brønshøj Torv og den lige strækning ad Brønshøj Kirkevej trods alt den sikreste rute med de bedste oversigtsforhold.
Den del af Forslag 5, der omhandler lukning af Brønshøj Kirkevej, virker helt umotiveret i forhold til det reelle problem med den dårligt udformede busø ved Brønshøj Torv. Konsekvenserne ved at gennemføre denne del af forslaget vil være en forringet trafiksikkerhed i de omkringliggende villaområder.
Forvaltningen opfordres i stedet til at gentænke placeringen og tilpasningen af busøen og cykelstien på Brønshøj Torv, da det er fodgængere til og fra busøen, som skaber de utrygge situationer i trafikken. I den forbindelse bemærkes, at såvel fodgængere som cyklister har en tendens til at vælge den kortest mulige vej igennem trafikken, hvilket forvaltningen bør indtænke i den fremtidige planlægning.