Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Handlingsplan for vejstøj 2024-2029
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Høringssvar vedr. Handlingsplan for vejstøj
Vanløse Lokaludvalg takker for muligheden for at komme med bemærkninger til høringen vedr. Handlingsplan for vejstøj 2024-2029.
Støjhandlingsplanen, der udarbejdes på baggrund af et EU-krav, er et vigtigt bidrag til belysning af en de af største miljø-, sundheds- og velfærdsmæssige problemer i enhver storby, også København.
Vanløse Lokaludvalg noterer sig, at kortlægningen viser, at næsten halvdelen af alle boliger i København har en støjbelastning på facaden over den vejledende støjgrænse på 58 dB. Det er ganske enkelt en stor udfordring for borgerne i København.
Udfordringen bliver ikke mindre af, at dette hverken er nyt eller overraskende. Tidligere støjhandlingsplaner har ligeledes påpeget problemets omfang, men da både forvaltning og politikere har valgt at insistere på, at planen blot udarbejdes på baggrund af et EU-krav og ikke giver handlepligt, er konkrete initiativer overladt til de årlige budgetforhandlinger.
Dette er et af de centrale, principielle problemer ved Støjhandlingsplanen: At den er en plan uden et handlingsspor – og dermed reelt ikke en plan.
Vanløse Lokaludvalg foreslår derfor, at planen faktisk bliver til en plan, dvs. tilføjes et handlingsspor, som kan drøftes politisk – også uden for budgetforhandlingerne.
Et af de steder, hvor der i særlig høj grad er brug for handling, er i Vanløse. Det fremgår af rapporten, at Vanløse er den bydel i København, der har den suverænt største andel af støjbelastede boliger set i forhold til det samlede antal boliger. Hele 20 % af alle boliger i Vanløse er stærkt støjbelastede.
En af årsagerne hertil er, at Vanløse gennemskæres af en række gennemkørende veje, hvor der i årevis ingenting er gjort for at dæmpe støjniveauet. Som det fremgår på side 15 af Støjhandlingsplanen drejer det sig om veje som Jyllingevej, Sallingvej, Rebildvej, Ålekistevej, Slotsherrensvej, Grøndals Parkvej, Godthåbsvej, m.fl.
Lokaludvalget vil derfor opfordre til, at der laves en reel handlingsplan for, hvordan støjniveauet på indfaldsvejene nedsættes, herunder – som det første - hvornår der asfalteres med støjreducerende asfalt.
Hvis Handlingsplanen for vejstøj 2024-2029 ved udgangen af 2029 skal have en reel effekt, er det derfor afgørende, at den giver anledning til handling.
Venlig hilsen
Jan Lindboe
Forperson for Vanløse Lokaludvalg