Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Høring af Udkast til Ressource- og Affaldsplan 2030
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
Skraldespande og skraldebiler fylder i bybilledet og er en voldsom belastning af byen, byens rum, trængslen og folks færden.
Der kan regnes med, at ca. 80 % af volumenet af husholdningsaffald består af emballageaffald. Det betyder, at emballageaffaldet også står for 80 % af skraldespande og skraldebiler til håndtering af affaldet.
En målsætning på reel genanvendelse på 60 % af husholdningsaffald i Københavns Kommunes Ressource- og affaldsplan svarer slet ikke på problemstillingen med de store mængder af husholdningsaffald og de mange, mange skraldespande og skraldebiler.
Der skal satses på målsætninger med et fokus på forebyggelse og genbrug af husholdningsaffald.
Volumenet af husholdningsaffald er primært bestemt af omfanget af løssalg og genbrug af emballager afleveret tilbage gennem butikkerne således, at leverancekøretøjet kan tage emballage med tilbage til genopfyldning hos den ansvarlige producent. Har kunden først købt emballagen, så er det for sent.
Ressource- og affaldsplanen skal derfor rettes henimod et fokus på forbrugernes og borgernes valg i købsøjeblikket.
Målsætningen er, at løssalg og genbrug af emballager afleveret tilbage gennem butik til ansvarlig producent er steget således; at mængden af husholdningsaffald er faldet med 30 % i 2030.
Den kommunale indsamling af husholdningsaffald skal rettes ind efter udviklingen af genbrug, hvor butikkerne i fremtiden vil tage deres emballager tilbage. Det sker ved at droppe skraldespande ved husstande for plast, metal, glas, papir samt pap og flytte dem til pladser umiddelbart udenfor fødevaredetailbutikker.
Hvis en emballage skal genbruges ved vask og genopfyldning, så er det vigtigt, at emballagen holder formen. Det gælder for alle emballager, men især emballager af glas er det vigtigt allerede i dag. Indsamling af husholdningsaffald må derfor ikke ske i komprimatorbiler, hvor emballagerne bliver kvast.
Målsætningen for 2030 er, at husholdningsaffald på nær bioaffald samles ind uden brug af komprimatorbiler i umiddelbar nærhed af detail, butikker og supermarkeder.
I 2021 blev der indsamlet 11.597 ton glasaffald fra kupper på gaden i København. Langt de fleste kupper er placeret i nærhed af detailbutikkernes indleveringssteder til pantemballager. Det viser, at københavnerne gerne går med emballageaffald hen til butikkerne.
Glasaffaldet blev i 2021 sendt til sortering for genbrug. I alt 31 % svarende til 3.595 ton glasaffald blev genbrugt primært vinflasker.
Ressource- og affaldsplanen nævner ikke genbrug af glasaffald med et eneste ord. Det kan derfor frygtes, at genbrug af glasaffald afskaffes ganske imod målsætningen om genbrug af affald.
Potentialet for forøgelse af genbrug af glasemballager er ret stort – faktisk større end, hvad der målsættes for genbrug på genbrugsstationerne.
Det forudsætter, at kommunen stadig sender glasaffald til sortering for genbrug inden det sendes videre til genanvendelse. Det anbefales, at genbrugsordningen bevares og udbygges.
Målsætningen for genbrug af glasemballager i 2030 sættes til 10.000 ton om året.
Regeringen satte i 2020 en målsætning for reduktion af kapaciteten for affaldsforbrænding. Kapaciteten skal i 2030 reduceres med 30 %. Københavns Kommunes Ressource- og affaldsplan berører slet ikke regeringens målsætning.
Det tager 30 år at tilbagebetale et affaldsforbrændingsanlæg. På baggrund af, hvornår det enkelte anlæg er bygget, er der udarbejdet en liste over, hvornår det enkelte anlæg er tilbagebetalt og dermed klar til at blive lukket uden udgifter.
Fra 2020 til 2030 er 30 % af kapaciteten tilbagebetalt. De affaldsselskaber, der har anlæg, der således lukker, må overføre affald til de andre anlæg, der stadig ikke er tilbagebetalt, såfremt de selskaber med lukkede anlæg stadig har affald, de vil brænde.
ARC skal derfor ikke importere affald fra udlandet, men derimod importerer affald fra de danske anlæg, der er tilbagebetalt og lukket.
Målsætningen for affaldsforbrænding er et øjeblikkeligt stop for forbrænding af affald fra udlandet, og at der skiftes til at brænde affald fra de anlæg, der ifølge regeringens 30 % reduktionsplan skulle være lukket.
Der er vedlagt en komplementær alternativ ressource- og affaldsplan med målsætninger for forebyggelse og genbrug, der uddyber og underbygger de ovennævnte målsætninger.