Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Distriktsændringer for skoleåret 2025/2026
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
Brug Folkeskolens høringssvar om distriktsændringer for skoleåret 2025/2026
I Brug Folkeskolen arbejder vi for at byens skoler bliver mere blandede, og at der ikke skal være få skoler der løfter meget store opgaver. Derfor er vi optagede af skolernes socioøkonomiske tal, så de bliver jævnt fordelt blandt byens skoler, hvis det kan lade sig gøre i forhold til skoledistrikter og kapacitet. I denne høring er vi især bekymrede for at de foreslåede distriktsændringer ikke tager nok højde for hhv. Nørre Fælled Skoles og Skolen på Amagerbros socioøkonomi og lave indskrivningstal, når der skal flyttes rundt på roder både på Nørrebro og på Amager.
Nørrebro
Vi mener ikke, at der skal foretages de ændringer, der er foreslået på Nørrebro. Hvis Nørre Fælled Skole får tilført rode 159, vil gøre at skolen får en lavere socioøkonomisk sammensætning end den har i forvejen (den vil ændres fra –0,31 til –0,36). Da Nørre Fælled Skole er den folkeskole, der har den markant laveste socioøkonomi blandt folkeskolerne på Nørrebro, mener vi at rode 159 fortsat skal høre til Rådmandsgade Skole, der har en socioøkonomi lidt over 0 (byens gennemsnit). At flytte karréer fra Rådmandsgade Skole til Guldberg Skole vil gøre Guldberg Skoles socioøkonomi højere, og desuden er der i forvejen sket en del ændringer i det distrikt i forvejen.
Hvis der skal laves distriktsændringer, der er retfærdige for skolernes elevsammensætning, må der laves en større rokade af skoledistrikter i området, der omfatter flere skoler, dog uden at skabe for meget utryghed i områder, hvor det ikke skaber mere lige forudsætninger for skolernes elevsammensætning, og hvor man i forvejen har oplevet mange og nylige distriktsændringer. Det kan skabe usikkerhed i bydelen, og mindske søgningen til folkeskolen.
I øvrigt er Nørre Fælled Skoles socioøkonomiske tal misvisende, da de tal både inkluderer de elever, der kommer fra nærområdet og de elever, der går på skolens idrætslinje. At idrætslinjens socioøkonomiske tal er med i statistikken gør, at skolens tal ser bedre ud, end de reelt er for alle andre klasser. Derfor burde man i disse overvejelser bede om socioøkonomiske data for Nørre Fælled Skole, hvor idrætslinjen er separeret. Eleverne fra idrætslinjen går kun på skolen i udskolingen, og de har deres egne klasser på skolen.
Brønshøj
Vi bakker op om forslaget om at flytte rode 277 fra Brønshøj Skole til Bellahøj Skole, da det bidrager positivt til en mere lige elevsammensætning på skolerne, samt fordi skolevejen er sikker og skolelederne selv har foreslået ændringen tidligere.
Amager
Det er beklageligt at Nordøstamager Skole allerede nu har for lidt kapacitet, men samtidig er det en mulighed for at se på de omkringliggende skoler, der har for meget kapacitet. Skolen på Amagerbro har en lav indskrivningsprocent og lav socioøkonomisk sammensætning, og har desuden plads til flere elever. Større rokader af skoledistrikter kan være svære, men for de enkelte familier er det ikke værre, når der er flere skoler involveret. Derfor gælder det samme på Amager, som vi skriver om Nørrebro, nemlig at der bør laves distriktsændringer, der er retfærdige for skolernes elevsammensætning i bydelen, og at der derfor må laves en større rokade af skoler i området. Det er vigtigt at alle skoler i nærheden tænkes ind. Skolen på Amagerbro burde kunne tilgodeses i dette puslespil, både i forhold til øget rekruttering og til højere socioøkonomi. Vi samarbejder med Skolen på Amagerbro om rekruttering til skolen, og der er en ny, men positiv udvikling i forhold til indskrivning og idrætslinje, samtidig med at skolen har plads til flere elever. Derfor burde Skolen på Amagerbro få gavn af at Nørdøstamager Skole nu ikke har kapacitet nok.
Forslaget om at flytte rode 371 samt to karréer fra Nordøstamager Skole til Lergravsparken Skole er ikke med til at ændre markant ved elevsammensætningen på de to skoler, men det ville være oplagt at samtidig flytte en rode fra Lergravsparkens Skole til Skolen på Amagerbro.
I det hele taget bakker vi i Brug Folkeskolen op om at folkeskoler i samme kommune og i samme bydel bør være solidariske med hinanden, og at forvaltning og politikere bør bakke alle skoler op, så der ikke er nogle få skoler der løfter de mest udsatte børn. Skolerne bør kunne løfte i flok.