Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 15. maj 2024
Svarnummer:
45

Indsendt af

Andreas Skak Ermler

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Høringssvar vedr. at rykke Rode 256 fra Brønshøj skole til Kirkebjerg skole

Vi har med stor nervøsitet læst forslag om at flytte Rode 256 fra Brønshøj Skole til Kirkebjerg Skole, som vi finder meget uhensigtsmæssigt. Det er der særligt tre grunde til:

1) Ændringen vil medføre at de berørte børn skal krydse en stærkt trafikeret vej. Forvaltningen beskriver tilmed selv forslaget som mindre hensigtsmæssigt i forhold til sit eget kriterie om trafiksikkerhed!

2) Ændringen vil fjerne børnene fra deres lokaler venner og gøre dem udsatte ift. at danne tætte relationer i skolen, da de vil bo langt væk fra de fleste af deres klassekammerater.

3) Hvis der generelt tegner sig et billede af faldende børnetal i Brønshøj, er tiltaget så overhovedet nødvendigt? Det lever i hvert fald ikke op til forvaltningens eget kriterie om kontinuitet.

Dette er uddybet nedenfor:

Vi er en ung børnefamilie, som er flyttet til Brønshøj sidste efterår. Vores ældste datter skal netop starte i skole i 25/26. I vores valg af hus har det betydet meget for os, at vi kom til at bo tæt på den lokale skole – i vores tilfælde Brønshøj skole, så vores børn tidligt selv ville kunne cykle til og fra skole. Det er dermed meget utrygt, at I har et forslag på bordet som vil betyde, at hun hver dag skal krydse en stærkt trafikeret vej. Det vil også forlænge perioden med flere år, hvor hun vil være afhængig af voksenopsyn under transport. Det var på ingen måde det ønske vi havde for hende, da vi købte vores hus for under et år siden. Vi havde ganske enkelt ikke købt huset.

Derudover har det været afgørende for os, at vores børn skulle vokse op i et lokalmiljø og få en tæt relation til deres skolekammerater, da tætte relationer er afgørende for børns trivsel og indlæring. Disse relationer er allerede under opbygning, da vores datter går i en børnehave, hvor hovedparten af børnene hører til Brønshøj skole. Vores tanke med dette har været at sikre hende kontinuitet og tryghed i overgangen fra førskolebarn til skolebarn. Samtidig er vi meget nervøse for, om hun vil få svært ved at skabe tætte relationer i en klasse, hvor hun måske er den eneste elev, som bor på Brønshøjsiden af Slotsherrensvej - langt væk fra hendes klassekammerater.

Sidst men ikke mindst - så virker det ærlig talt tragikomisk, at Københavns Kommune med den ene hånd foreslår at flytte rundt på børnene pga. for mange børn i skolen imens i med den anden hånd foreslår at lukke vores datters børnehave, pga. faldende børnetal i Brønshøj (et fald som forvaltningen forventer vil fortsætte i en årrække). Det efterlader en med den tanke, at forvaltningen ikke tager opgaven seriøst og at politikerne bliver sat til at træffe nogle meget store beslutninger på et ufuldstændigt grundlag. Hvordan er de prognoser som danner grundlag for de to tiltag tænkt sammen? Vil vores datters lillebror blive flyttet tilbage til Brønshøj skole, når han skal starte i 29/30 pga. mangel på børn i Brønshøj?

Mvh. Julie og Andreas Skak Ermler