Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Øresundsvej 21 - lokalplanforslag
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
København, d.12.6.2024
Att Amager Øst Lokaludvalg
Ang. Øresundsvej 21 Lokalplan
Herolds Varehus
Vi er naboer til Herolds Varehus og har selv altid syntes, at den gamle bygning har masser af charme. Derfor er vi enige i at bygningen, og specielt Herolds Varehus som butik og som et vindue til en anden tid, har stor kulturhistorisk betydning, og skal bevares, men ikke til hvad som helst formål og ikke i den tilstand den er i nu.
Efter Herolds Varehus lukkede er bygningen desværre gået fra en fin gammel bygning, med masser af sjæl og charmerende udstillingsvinduer, til en halv-ødelagt, semi-ruin, skamferet af graffiti, og hvor folk overnatter, som ikke må overnatte.
Vi ved godt at ejerne har haft planer for ny boligbyggeri på grunden, evt. udvidelse af Rema1000, og det er klart, at de ikke har gjort noget for at vedligeholde det, og måske heller ikke ønsker at den bliver bevaret. Derfor er vi nødt til at spørge om de lader dette forfald fortsætte i håbet at den er i så dårlig tilstand, at ingen vil bevare den?
Det vil være trist, hvis der bygges noget nyt, som ikke har sjæl og bevarer den gamle historie af denne bydel, og det vil også være farligt, hvis forfaldet får lov til at stå til. Derfor synes vi, at bygningen skal bevares, vedligeholdes, og bruges til et museum/kulturcenter. Ejerne af Herolds Varehus sagde selv, at butikken blev set som et museum, og ikke et butik, og at de havde mange besøgende, men ikke mange kunder. Hvis bygningen bliver brugt til andre formål, så synes vi ikke at det ville passe i forhold til bygningens historie, der jo netop er kendt i kraft af sin tid som Herolds Varehus.
Vi har foruden følgende kommentarer:
- Hvis baghuset, der ikke er bevaringsværdig og som ikke bliver nævnt i forslaget til den nye lokalplan, bliver revet ned så vil vi bede om, at en evt ny lokalplan tager højde for, at vores gård deler bagside med den eksisterende bygning, og at en evt ny og højere bygning vil spærre vores gårdhave og legeplads inde pga manglende lysindfald. Dette er ikke nævnt i forslaget og er efter vores mening en klar mangel, eftersom der i den eksisterende lokalplan, som denne del-plan afløser i det afgrænsede område. Eksempelvis er der i den gamle lokalplan stillet krav til udformning af tage og gavle, samt andre ydre fremtrædener, som ikke på nogen måde er nævnt i det i høringen stillede forslag. Vi håber naturligvis, at der med fredningen af forhuset også bliver fulgt op på krav til ejer om vedligeholdelse af baghuset, og eventuelle nye bygninger, således at vi som naboer i vores gård kan fortsætte med at nyde ophold der.
- Mht erhverv, mener vi ikke der er brug for flere supermarkeder/et større Rema1000. Vi bliver generet af Rema1000 hver eneste dag fra morgen til sen aften (støj, tung trafik og forurening, specielt partikelforurening med sod alle steder på altanerne), og der er desuden en Netto, Lidl, og Amagercenteret tæt på adressen.
- Der er heller ikke brug for endnu en bodega/restaurant/cafe. Der er allerede en bodega på Øresundsvej 29A (Cafe Sundet), med tilhørende gener (fulde mennesker der passerer Spaniensgade, hærværk og skænderier etc.) og flere takeaway steder på Øresundsvejen, så det er efter vores mening ikke nødvendigt, med en ny beværtning eller restaurant.
Selvfølgelig koster det at bevare noget, som er så gammelt, men det koster også meget at miste sin kulturhistoriske arv. Der er ikke så mange steder her i området, som har charme og sjæl, så det ville være trist ikke at bevare dette stykke fortid.
Med venlig hilsen
Milena Todorova Nikolova og Tobias Dokkedal Elmøe