Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Hamletsgade - revideret lokalplanforslag
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Jeg er imod, at der bliver bygget en vinkel på bygning F (den tidligere bygning G), samt en helt ny etage på bygning G (bygningen i midten). Som beboer på hjørnet Baldersgade 51 / Nannasgade 24 har jeg følgende bemærkninger:
-
Jeg mener at både den samlede randbebyggelse, men specifikt vinklen (F), forværrer forholdene væsentligt ift. til både dagslys, sollys og himmellys i både gården og for alle lejlighederne i hele hjørne-bebyggelsen.
-
Der bygges dertil en helt ny etage på bygningen overfor (bygningen G) som i sammenhæng med vinklen yderligere vil forringe dagslysforhold og opholdsarealer for især hjørnebygningen. De 2 nye volumener vil i sammenhæng lukke gården for hjørne-bebyggelsen fuldstændigt inde. De vil skabe et mørkt og indelukket rum og for fremtiden resulterer i, at man ikke vil opholde sig i gården. Dertil er de nye bygninger placeret mod vest ift. til Baldersgade og vil tage al mulighed for aftensol i gården.
-
Forvaltningen skriver i høringssvar at “at ny randbebyggelse langs øvrige del af Nannasgade og Hamletsgade vil give skyggegener i samme omfang”. Jeg mener ikke, man kan foretage den vurdering ud fra skyggediagrammer alene - og det virker som et spinkelt grundlag kun at se på direkte sollys.
Randbebyggelse vil uden tvivl tage direkte sollys, mens vinklen på bygningen i tillæg vil tage himmellys fra alle lejlighederne og fra gården. Naboer må tåle en vis forringelse ift. til ny bebyggelse i tæt bebyggede områder, men at lysforholdene allerede forringes af anden NY bebyggelse er ikke et validt argument for, at forringe dem yderligere for den eksisterende bebyggelse og fjerne al mulighed for dagslys og luft i gården.
-
Forvaltningen har valgt at tilgodese beboere i Baldersgade 61-65 og fjernet den tidligere bygning I - “grundet skygge og indbliksgener” - som det blev fremlagt på beboermødet d. 15.11.23 og erstattet af småhuse i 1 etage. Derfor finder jeg det mærkeligt, at samme forhold ikke gør sig gældende i den anden ende af Baldersgade (Baldersgade 51-53/Nannasgade 24), der samtidig er en hjørneejendom og hvor eksisterende lysforhold på gårdsiden er ringere end Baldersgade 61-65, der trods alt ville kunne få lys fra begge sider af den nye bygning I.
-
Forvaltningens argument om at vinklen på bygning F “opretholder linjer mellem bygning G (nu F) og bygning I” er ikke længere gældende, da bygning “I” er fjernet i det reviderede forslag”.
-
Forvaltningens argument om at vinklen “strammer indkørslen op” bør ikke vægte højere end tilfredsstillende lysforhold og de betydelige gener det skaber for hjørnebygningen og dens beboere ved at lukke bygningen og friarealer helt inde ved en unødvendig vinkel.
-
Når man nu i en lang periode har arbejdet med byfornyelse på Nørrebro, hvor man netop har fjernet bebyggelse fra baggårdene og skabt store indre fælles gårdrum, stiller jeg spørgsmålstegn ved, at der nu igen skal bygges inde i gården, uden hensyn til de eksisterende beboers friareal eller skelen til at man forringer den eksisterende bebyggelses gårdarealer.
-
Lokalplanforslag 1 (offentliggjort 29. juni 2022) har et samlet etageareal på ca. 15.200 M2. Det reviderede forslag har et etageareal på ca. 17.100M2. De ca. 1900 M2 ekstra bør bruges på, at fjerne de mest generende volumener, herunder vinklen på bygning F.
-
Der bør som minimum, i lokalplanens bestemmelser, tages stilling til facademateriale på den nye etage på bygning G, samt eventuelle indbliksgener til bebyggelsen i Baldersgade.
-
Der er ingen grønne og rekreative arealer på området, da alt består af brandvej, fortov, vendepladser og befæstet areal. Eller private gårdrum uden offentlig adgang.
-
Der bevares meget få træer.