Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Hamletsgade - revideret lokalplanforslag
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
Høringssvar fra AB Baldersgade 61-63 til revideret lokalplansforslag for Hamletsgade
Som borgere bosiddende på Baldersgade finder vi det overordentligt positivt og helt rimeligt, at Københavns Kommune har lyttet til de massive protester ved seneste høring og droppet planerne om at tillade en bebyggelse i flere etager inde på grunden. Det vil vi meget gerne kvittere for. Vi føler os inddraget og hørt.
Derfor håber vi også, at kommunen vil lytte, når vi nu kommer med input til mindre justeringer i den reviderede lokalplan. Små justeringer, som kan få afgørende betydning for livskvaliteten for områdets beboere.
I det reviderede lokalplansforslag lader det til, at der ikke er stillet krav til udformningen af facaderne på de planlagte bygninger, som vender ind mod gården. Ifølge lokalplansforslaget drejer det sig om følgende bygninger: A, B, C, E, F og ikke mindst G og H, der ser ud til at få lange og dominerende facader ind mod gården i nordøst - sydvestlig retning. Det synes vi er ærgerligt.
Uden krav til de nye erhvervsbygningers facader - fx at de skal matche de eksisterende, bevaringsværdige og fredede bygningers - frygter vi, at resultatet bliver åbne facader med store vinduespartier, som det ses på utallige kontor-/erhvervsbygninger i byen.
Vi frygter, at det vil medføre store lysgener for beboerne i Baldersgade, der alle har vinduer og ikke mindst soveværelser over for de planlagte bygninger. Lyset fra kraftig arbejdsbelysning kan trænge ud i gården og forstyrre det naturlige mørke og naboernes søvnkvalitet. Nogle beboere på Baldersgade oplever desværre allerede lysgener fra de store vinduer i den eksisterende erhvervsbygning inde i gården Tagensvej 85, når brugerne her arbejder sent, eller har glemt at slukke lyset.
Ved opførelse af nye erhvervsbygninger i et beboelseskvarter, som området jo overvejende er, mener vi, at det er mere end rimeligt, at det aften- og nattemørke, som karakteriserer netop et beboelsesområde, sikres. De eksisterende beboeres nattesøvn og livskvalitet generelt må skulle prioriteres højere end erhvervsinteresser.
Så vidt vi har forstået, kan der i lokalplanen ikke stilles krav til eksempelvis obligatorisk brug af mørklægningsgardiner, brug af belysning med tænd-/sluksensorer osv. Derfor mener vi, at det er afgørende, at lokalplanen fastsætter regler for eksempelvis vinduesstørrelser, facadeudformning og udendørsbelysning, så lysgener så vidt mulig undgås.
På vegne af bestyrelsen for AB Baldersgade 61-63 - der repræsenterer 15 husstande