Oprettet: 9. juni 2023
Svarnummer:
18

Indsendt af

Skolebestyrelserne i Ørestad skoledistrikt

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Skolebestyrelserne på Skolen på Hannemanns Allé, Ørestad Skole og Kalvebod Fælled Skole støtter op om forslagene om hhv.  “Nyt skoledistrikt for kommende skole i Vejlandskvarter” og “Udvidelse af afstandsgaranti i Ørestad”.
 
Angående afstandsgarantien i Ørestad 
Skolerne i Ørestad har længe været presset på kapacitet i forhold til at sikre skolepladser til distriktets skolebørn, grundet den vedvarende og kraftige tilflytning af børnefamilier til Ørestad. Den nuværende afstandsgaranti lægger særligt pres på Ørestad Skole, da denne alene skal garantere pladser til de mange børn, der allerede nu og løbende, flytter til distriktet i forbindelse med udvidelsen af Bellakvarter. 
 
Samtidig er særligt Ørestad Skole og Kalvebod Fælled Skole presset af søskendegarantien; grundet flere år hvor skolerne har taget imod flere børn end skolerne har haft kapacitet til er kommende årgange ved skolestart fyldt så meget op af søskendepladser, at der ikke er det antal ledige pladser til rådighed til nye elever, som der er behov for i forhold til den nuværende afstandsgaranti.
 
Ved en udvidelse af afstandsgarantien til 2 kilometer vil alle børn have mulighed for indskrivning på mindst 2 distriktsskoler, hvilket sikrer en større fleksibilitet for indskrivningen på skolerne i Ørestad. Vi er klar over, at det for nogle elever i distriktet vil betyde en længere skolevej, men vurderer samtidige at udvidelsen af afstandsgarantien til 2 kilometer, trivselsmæssigt vil give den største gevinst for elever — og ansatte — i skoledistrikt Ørestad.
 
 
Angående den kommende skole i Vejlandskvarter
Angående den manglende kapacitet i Ørestad ønsker vi fra skolebestyrelsernes side ligeledes at understrege fordelene ved en tidlig opstart af skolen, hvor der søges dispensation til at starte op allerede inden de første 3 årgange er etableret. Dette for at minimere de udfordringer nogle elever vil opleve i forbindelse med skolevejens længde samt for at tilgodese de generelle kapacitetsproblemer i distriktet. Vi anbefaler ligeledes en tidlig etablering af selvstændig skolebestyrelse samt selvstændig ledelse på Skolen i Vejlandskvarteret — i modsætning til at dette etableres som satelitter på de nuværende skoler — da tidligere erfaringer fra skoledistriktet tydeliggør flere udfordringer ved at starte ny skole op på eksisterende skoler; kapacitetsmæssigt, økonomisk samt i forhold til skolekultur, trivsel og rekruttering. De nuværende skolebestyrelser i Ørestad vil meget gerne byde ind med erfaringer med at opstarte skole i distriktet samt generelt indgå i dialog omkring den kommende skole som en del af skoledistrikt Ørestad.
 
 
Venlig hilsen 
Skolebestyrelserne på Skolen på Hannemanns Allé, Ørestad Skole og Kalvebod Fælled Skole.