Oprettet: 29. oktober 2023
Svarnummer:
12

Indsendt af

Kjeld Kristian Lykke

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Til Område for Miljø og Byliv; Københavns Kommune                                                        29. oktober 2023

 

Vedr. Høring af Bygge- og Anlægsforskrift for Københavns Kommune

Tak for fremsendt udkast til Forskrift. Det er korrekt, at den gældende Forskrift er klart baised til fordel for bygherrer/entreprenører. Det fremsendte Forskrift retter lidt op på dette, men der er stadig nogle væsentlige mangler, før der sikres naboer og almindelige borgere rimelige samlivsforhold med den omfattende bygge- og anlægsaktivitet i Københavns Kommune.

Mine erfaringer stammer dels fra Jeudans langtrukne og urimeligt støjende og generende byggeri Øster Allé 5 (tilbygning til det tidligere posthus) på Østerbro. Og dels fra Metroselskabets anlæggelse af Cityringen og fortsatte støjende og vibrerende togdrift.

Nogle bemærkninger og ændringsforslag til det fremsendte udkast til Forskrift:

¤ Jeg forstår ikke hvorfor vibrationer er udgået af udkastet. Vi her på Olufsvej har fået revner i murværket, som vi bestemt mener relaterer sig til vibrationer fra Jeudan-byggeriet og Metrobyggeriet. Så genindsæt venligst vibrationsfrembringende aktiviteter i Forskriften.

¤ Angående arbejdstider vil jeg foreslå, at de for lørdages vedkommende ændres til kl. 11.00 til 17:00. Efter en hård arbejdsuge er det nødvendigt at kunne få lidt mere af morgenen for sig selv.

¤ Ovenstående leder op til, at Forskriften, og dermed arbejdstider og støjende aktivitet, bør omfatte lastbilers af - og pålæsning af materialer m.v. Sådanne bippende lyde fra lastbiler kl. 5-6 om morgenen skærer lige igennem og ødelægger søvnen.

¤ Strafbestemmelserne er på sin vis ok. Men svære at gennemføre. Jeg har klaget over, at der ved Jeudan-byggeriet både har været tilfælde med arbejde uden for de tilladte tidsrum og undladelse af information til naboer og andre. Har Jeudan fået bøder i den sammenhæng? Jeg ved, at kommunen har været ude og sige fy, fy, skamme, skamme. Og så er det blevet ved det. Hvor mange bøder har Teknik- og Miljøforvaltningen udstedt i forhold til § 14 i de senere år? Jeg kunne tænke mig, at der er en døgn-telefon, som man kunne ringe til i forbindelse med overtrædelser i forhold til § 14, og hvor myndighederne på stedet kunne følge op over for bygherre/entreprenør og idømme en bøde. Hvor store er bødestørrelserne? Hvis der skulle være pålagt bøder i forbindelse med Jeudan-byggeriet, så har de i hvert fald ikke været afskrækkende.

¤ Det er arbejds- og levemæssigt urimeligt 8 timer i træk dag efter dag at være udsat for betonskæring som i Jeudan-tilfældet. Det umuliggør selv en rimelig arbejdsindsats (jf. det stigende omfang af hjemmearbejde) og er en helbredsmæssig kraftig belastning. Efter min opfattelse bør der maksimalt være tale om 6 timers stærkt støjende aktivitet om dagen fordelt på 2 perioder af 3 timer hver og med pause mellem disse.

¤ Med hensyn til grænseværdierne for støjbelastning er 70 dB(A) for højt. Ved det nævnte Jeudan-byggeri i Øster Allé blev der målt et støjniveau på 69,3 dB(A), altså kun et mulehår under den fastsatte grænseværdi. Desuagtet  var det til at blive sindssyg af at skulle holde støjen ud. Sæt grænseværdien i hvert fald ned til 60 dB(A). Og nedsæt de øvrige grænseværdier til 40 dB(A), bortset fra den på 25 dB(A), som bør bibeholdes.

¤ § 5 stk. 3 og stk. 4 er formuleringsmæssigt gode nok, men svære at kontrollere. Bygherre/Entreprenør skal åbenbart først på forlangende dokumentere valg af maskiner og arbejdsmetoder. Denne dokumentation bør ske i forbindelse med ansøgningen om tilladelse til bygge- og anlægsaktiviteterne. I Jerdans-sagens tilfælde viste det sig, at der fandtes mindre belastende maskinel, som kunne have været taget i anvendelse ved byggeriets start.

¤ Det er godt, at der bliver strammet op på naboinformationen. Det er vigtigere end måske bygherre/entreprenør tror, at vi naboer løbende, fyldestgørende og direkte informeres om projektets forløb. Tydelige og vedvarende information om hvad der foregår, vil sænke irritationsniveauet hos os naboer og andre. I naboinformationen bør der oplyses om hvilke maskiner og arbejdsmetoder, der påtænkes bragt i anvendelse.  Jeg kunne ønske mig, at naboinformationen skete direkte til hver enkelt berørt nabohusstand og bygherre/entreprenør informerede Jer i Teknik - og Miljøforvaltningen. Naboinformationen skal ske ved alle støjende aktiviteter uanset dispensation eller ej.

¤ Angående § 13: I et demokratisk samfund bør der altid være en ankemulighed.  

 

Jeg håber I kan blive inspireret af ovenstående og imødekomme i det mindste nogle af synspunkterne.

Tak for god behandling af min korrespondance omkring Jeudan-byggeriet i Øster Allé. Det var en stor og langstrakt lidelsesproces som så efterfølgende blev væsentligt forlænget af omfattende  grave- og ledningsarbejde i tilknytning til Jeudan-byggeriet (manglende koordination?).

Venlige hilsener

Kjeld Lykke

Olufsvej 50, 2100 Ø

   

Materiale: