Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Administrationsgrundlag for Udeservering

Oprettet: 4. juni 2023
Svarnummer:
119

Indsendt af

Thomas Firma/Thomas Harder

Virksomhed / organisation

Thomas Harder

Postnr.

1260

By

København K

Høringssvar

Jeg støtter forslaget. De nuværende regler prioriterer i helt urimelig grad erhvervsinteresser og hensynet til lejlighedsvise gæster på restaurationer og beværtninger højere end hensynet til de mennesker, der bor i det indre København. Det skal være muligt for børnefamilier og for folk, der skal på arbejde eller i skole om morgenen, at få en ordentlig nattesøvn, eller i det hele taget opholde sig i deres hjem sent på aftenen, uden at blive forstyrret af støj fra restauranter og udskænkningssteder. Forslaget modarbejder tendensen til at lade det indre København forvandles til en by uden faste beboere og normalt byliv, en køn kulisse for udendørs forlystelser, men ikke et sted for familier, ældre, folk med arbejde uden for restaurationsbranchen eller bare folk, der gerne vil have fred i deres bolig og sove om natten.

Modstandere af forslaget argumenterer gerne med, at man jo bare kan lade være med at bosætte sig i det indre København, "hvis man ikke vil være en del af det aktive byliv" e.l. formuleringer. Argumentet underforstår, at den nuværende nattestøj er et gammelt fænomen, men det er ikke sandt. Det nuværende niveau er af ret ny dato, og masser af mennesker har boet i indre by i årtier uden at være henvist til at sove i køkkenet for at slippe væk fra støjen. Og selv hvis det var sandt, at støjniveauet altid har været så højt, som det er nu,  indebærer den manglende vilje til at gøre noget ved en stillingtagen til, hvem der skal have lov til at bo i den indre by, og hvem der ikke skal.