Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Administrationsgrundlag for Udeservering

Oprettet: 2. august 2023
Svarnummer:
1292

Indsendt af

Søren Rud

Postnr.

1453

By

København

Høringssvar

Jeg støtter fuldt ud det nye administrationsgrundlag for udeservering. Det er helt rimeligt, at man skal kunne sove i sin lejlighed før kl. 24.00, ikke mindst i hverdagene, hvor mange beboere skal op på arbejde eller til studier og børnene skal i skole. Og bor man tæt på en eller flere barer eller restauranter med udeservering kan støjen fra gæster meget ofte gøre det svært at falde i søvn. Ikke kun i sommermånederne, men året rundt.

 
Mange har i debatten om udeservering - fra avisernes chefredaktører og lederskribenter til repræsentanter for industrien selv - påpeget, at det er nattelivet den er gal med, at nattelivet er blevet for voldsomt med for megen støj, bræk, vold mm til følge, og at DET burde man gøre noget ved, i stedet for at stoppe for udeservering et par timer i hverdagene. Politikerne på Rådhuset er godt klar over, at den er helt gal med nattelivet, og det har skiftende Borgerrepræsentationer været siden 2012. Alligevel er der ikke sket nogen forbedringer for beboerne i alle disse år.
 
Det er derfor meget prisværdigt, at der nu endelig er politikere på Rådhuset, der har taget et initiativ, som reelt vil forbedre livskvaliteten for mange beboere. Når der ikke bliver gjort noget ved nattelivet, så er dette bestemt det næstbedste.
 
Når man læser de mange hundrede høringssvar, der allerede ligger på portalen, skulle man tro, at kun de færreste har læst hvad dette administrationsgrundlag handler om. Meget tyder på, at der har været kørt en skræmmekampagne (hvorfra?) som har givet stikordene til de mange skribenter, hvoraf ca. en tredjedel slet ikke bor i København: Der er påfaldende mange, der synes det er "synd for turisterne, det er synd for hyggen, det er synd for kulturlivet og for den københavnske ånd, og det er ikke mindst synd for barerne", der mister lidt omsætning, ved ikke at kunne servere tørstige gæster udendørs, men må bede dem drikke videre inde på barerne. Kender man kun debatten fra høringen, skulle man tro, at al servering af alkohol i hele København fremover vil stoppe kl. 22.00 og at byen vil ligge øde hen derefter, bortset fra, at horder af unge - med deres ghettoblastere og øl købt i 7/11 - vil sætte sig på alle vores trappesten, fortove og pladser. Dette sker sjovt nok ikke i dag, når udserveringerne lukker kl. 24.00. Heller ikke søndag og mandag, hvor mange barer og restauranter er lukkede.
 
Der vil stadig, selv efter forslagets vedtagelse være mere end 50 barer og restauranter i Indre By og på Vesterbro, der har udeservering endda helt frem til kl. 02.00.
 
Jeg støtter også at der pålægges gebyr på brugen af det offentlige rum til udeservering. Hvis gebyr kan styrke tilsynet med om vilkårene for udeservering overholdes, giver det endnu bedre mening. Jeg mener generelt, at det er meget vigtigt, at de regler der er for udeservering overholdes, da overtrædelser ofte er med til at forstærke de gener, der er for naboer. 3 års tilladelser lyder også fornuftigt - igen, hvis det gør det lettere at straffe de steder, der ikke kan finde ud af at overholde reglerne.