Høringssvar vedrørende Administrationsgrundlag for Udeservering

Jeg har frem til 2013 boet i Blågårdsgade i tæt på Nørrebrogade i ca. 30 år. Jeg har oplevet områdets forvandling fra et levende arbejderkvarter med mange små værthuse, masser af dagligdags- og specialbutikker, et mylder af mennesker i alle alders- og erhvervsgrupper frem til ca. 2000, hvor et nyt segment af bedre aflagte unge sammen med entreprenante restauratører overtog området. 

Det blev afholdt jævnligt afholdt gadefester med bands, der spille for fuld tryk. Værtshusbevillingen blev udvidet til sent om natten med tilhørende udeservering. Larmen var uudholdelig. Selv med lukkede vinduer, var det vanskeligt at føre en samtale. Nattesøvn, var noget man ofte kun kunne drømme om. Gadens fremmede gæster var ikke for fine til at pisse og ørle på husmure og i porte. Hvad fanden - de ejede jo gaden, mente de, og vi beboere kunne jo bare flytte ud af byen, var mantraet. Københavns kommune var åbenbart helt enig!

Jeg havde skifteholdsarbejde den gang. Det var vigtigt for mig at møde udhvilet på arbejde, men ikke muligt. Jeg lød opfordringen fra festaberne og flyttede. Jeg bor nu i et andet område af byen. Her er roligt. Man kan gå rigtig langt uden at støde ind i vakkelvorne cafeborde eller opleve efterladenskaber udtømt fra gæsternes indvolde. Jeg besøger af og til Blågårdsgade, og jeg er glad for, at jeg flyttede! Hold kæft et trist kvarter, det er blevet gentrificeret til. Så charmeforladt - en kulturel monokultur med alternative grøntfoderstationer. Bageren er væk, slagteren, sytøjsbutikken, fiskehandleren, de arbejdende, de skæve eksistenser er væk.

Min opfordring er derfor: lad være med at gentrificere og turistificere Københavns boligområder. Bevar dem som boligområder, lad hensynet til beboerne veje med en helt anden vægt end hensynet til turister og andre, der parasitterer på en lokalkultur og ender med at ødelægge. Der er beboerne, der skaber livet, charmen og kulturen - ikke gadens fremmede gæster.