Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Administrationsgrundlag for Udeservering
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
København er en støjende by. Det er et vilkår i landets største by. Hvad end det er tafikstøj, støj fra metro og S-tog, byggestøj, udrykningsstøj, støj fra de mange kulturelle arrangementer, som foregår i byen eller støj fra udeserveringssteder, så hører det med til livet i en by som København. Det er også noget af det, der gør København fantastisk. Det er en levende by. En by, hvor der altid sker noget.
Der hvor jeg bor er der også rigeligt støj. Jeg bor i krydsfeltet mellem en brandstation, en politistation og et hospital, så der kommer udrykningskøretøjer forbi mit hjem dagligt. Vejen er i forvejen trafikeret, og det høres. Har jeg åbne vinduer kan jeg hører den insisterende bib-lyd fra lyskrydset, som guider blinde og svagtseende over vejen. Står vinden rigtigt kan jeg hører når der er fyrværkerishow i Tivoli eller der bliver spillet koncerter på Copenhell. Er vindforholdene ringe, hører jeg flyene, der skal lande i Københavns Lufthavn. Holder naboer fest, hører jeg det. Og når der foregår noget på den lokale bar, så kan jeg også høre det. Det er et vilkår, som jeg lever med og accepterer, for det er sådan det er at bo i byen. Ærligt talt gør det mig også glad, fordi jeg ved det betyder at der er liv, at der foregår noget, at der er gang i den by, jeg bor i.
Jeg kommer fra en søvnig provinsby, og da jeg havde muligheden var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville flytte herind til København, fordi der netop er liv. Ikke kun for unge, men for folk i alle aldre. Der er noget at tage sig til og der er glæde. Desværre har jeg så også fundet ud af, at der er lige så meget vrede, utilfredshed og smålighed hér, som på landet. Der må København altså være bedre. København skal være bedre.
At forbyde udeservering i byen vil være en af de største fejltagelser, der kan begås. Det vil tage liv og sjæl ud af vores by og gøre den mere søvnig. Det vil kvæle et erhvervsliv, som kun netop er kommet sig oven på coronatidens konstante nedlukninger og restriktioner. Det vil gøre København mere til en provinsby end en storby. Det vil være et ubeskriveligt tab.
Jeg anerkender fuldt ud, at der kan være støjgener forbundet med udeservering. Men jeg fastholder at det er et vilkår ved at bo i byen. Jeg vil også advare imod, at generne kan blive værre ved at forbyde udeservering. Lige nu er det kontrolleret og koncentreret omkring udeserveringsstederne. Hvis der lukkes ned for det, så vil folk søge ud mod byens grønne arealer, pladser og bænke, og sandsynligvis medbringe højtalere. Det vil sprede larm og støj til endnu flere områder i vores by, og det vil gøre det mindre kontrolleret. Det problem, man prøver at løse vil forværres, samtidigt med, at man kvæler erhvervslivet.
Jeg kan ikke understrege nok, hvor stor en fejl det vil være at lukke for udeservering i vores by. Det må og skal ikke ske. Jeg håber inderligt, at borgerrepræsentanterne vil komme på bedre tanker.