Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Administrationsgrundlag for Udeservering
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
Stort tak til de modige og fremsynede politikerne, der har stemt for Nyt administrationsgrundlag samt til Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod for at have taget initiativ til et Nyt administrationsgrundlag for udeservering. Med politikernes klare markering af deres standpunkter, bliver det tydeligt, hvilke politikere og partier der vil gøre noget positivt for at bevare København, som den dejlige by, den er (og hvilke politikere der ikke vil!). Beboerne kan ikke hamle op med stærke brancheorganisationer, og derfor er de afgørende, at politikerne træder i karakter. Så stort tak for det!
Vi beboere i Indre by har i årevis påpeget de massive problemer med støj og møg fra nattelivet, men ingen politikere har gjort noget effektivt for at dæmme op for problemerne. Hermed en opfordring til Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nygaard om at tage tilsvarende initiativ for at løse problemerne med nattelivet, som Line Barfod gjorde for at løse de massive problemer med udeservering.
Politikerne og turistorganisationerne ønsker, at Københavns Indre By skal være beboet, og derfor må politikerne skabe forhold, så beboelse fortsat er muligt.
Jeg har boet i Kompagnistræde i Middelalderbyen i mere end 35 år og set den negative udvikling, som udeservering har medført. Udeservering i dagtimerne er oftest hyggeligt, og jeg benytter den selv, men netop efter kl 22 - hvor kunderne bliver tiltagende berusede - stiger støjniveauet til langt, langt over de tilladte støjgrænser, så det er uudholdeligt at opholde sig - og umuligt at sove - i vores lejligheder. At udeserveringer skal lukke kl 22 i hverdage er en afbalanceret beslutning, der tilgodeser alles interesser.
Grundet forvaltningens og politikernes manglende forholden sig til problemerne indtil nu, hersker reelt ragnarok i vores kvarter - fx i Strædet og på Vandkunsten. Udeserveringerne har bredt sig i et omfang, så de har ekstreme gener for os beboere. Udover larmen fra kunderne lider vi også under gener fra muskelbiler (der viser sig frem for kunderne), larm og trængsel fra varelevering og skraldeafhentning i formiddagstimer, trafikkaos og farlige situationer for gående og cyklister, osv. Udeserveringerne skaber derfor ikke kun problemer lige, hvor de ligger, men også i omkringliggende gader og kvarterer. Det samlede antal udeserveringer i vores kvarter er blevet alt, alt for stort.
Jeg frygter, at pladsen fra nedlagte p-pladser - som følge af iværksættelsen af Byrums- og trafikplanen - vil blive benyttet til udeservering (påtrods af Line Barfods forsikringer om det modsatte) og er enig med IBLU i, at afsnittet på side 9 i Byrums- og Trafikplanen skal strammes op med følgende formuleringer:
”For administrationen af tilladelser til udeservering i Middelalderbyen betyder det:
• at i gader hvor fortove og vejarealer bliver udvidet med henblik på at skabe bedre forhold for fodgængere, vil der som udgangspunkt ikke blive tilladt større arealer til udeservering end hidtil.
• at på pladser, der er udpeget til ikke-kommercielt ophold og stille rekreation, vil udeservering og vareudstilling som udgangspunkt ikke kunne tillades.
• at indhegning generelt – også med plantekasser ol. i højere grad bør skal undgås alt inventar skal fjernes.
• at udeservering til kantsten bør skal undgås.
• at inventar ikke bør må danne en barriere mod omgivelserne for fodgængere.
• at udeservering skal placeres med min. 2 meters afstand til offentlige bænke, så de kan bruges til ophold.”
Jeg støtter desuden høringssvar nr. 1055 af Strøgets og Strædernes Beboerforening, samt høringssvarene:
1292 af Søren Rud
1341 af Beboerforeningen for Indre Nørrebro
1504 af Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, Sundhedsgruppen
1013 af Mathilde Clark
1525 af L.B. Andersen
951 af Nørre Kvarters Beboerforening
1577 af Morten Vesely
1454 af Grønnegade Kvarters Beboerforening
1544 af Indre By Lokaludvalg