Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Administrationsgrundlag for Udeservering

Oprettet: 22. august 2023
Svarnummer:
1502

Indsendt af

Karina Muriel Mimoun

Postnr.

1561

By

København V

Høringssvar

Jeg er klart for, at der lukkes ned for udeservering kl. 22 i hverdagen og midnat i weekenden. I beboede områder. Med fare for at blive digitalt henrettet, så mener jeg også, at man som i Berlin, burde lukke kl. 22 i beboede områder. Også i weekenden. Men det er en anden snak.

 

For støj dræber. Og byen har godt af, hvis vi især i Indre by, fortsat kan tiltrække børnefamilier og folk der har et arbejdsliv de skal op til. Og det kan jo være svært, at have børn i de små gader, hvis der er larm til midnat hver dag. 

 

Vi har også brug for diversiteten, for at bydelen fortsat er interessant for turister. Noget jeg ved, rådhuset har keret om i mange år. Altså turisterne.

 

Alle andre steder, hvor der ikke bor mennesker, der kan de jo have åbent hele natten, hvis de ønsker det. Rådhuset kan måske med fordel arbejde på, at få mere gang i steder som Axeltorv og starten af Vesterbrogade, hvor der ikke bor mennesker og gaderne er bredere, så det bliver området, hvor alle kan sidde ude til midnat eller senere.

 

Jeg har boet i Indre by i mange år. Det er blevet ekstremt larmende de seneste ti år. Tak Bondam for Gang i København strategien og Frank Jensen for hovedløst at køre videre i samme bane.

 

 Nattefesten er gået amok. Og derfor utroligt svært at opretholde en hverdag og familieliv derinde. Jeg har taget konsekvensen og flyttet til et roligere område på Vesterbro. Men tænk at jeg var nødsaget til det, for at kunne have et liv - også et arbejdsliv.

 

 Derfor er det vigtigt, at vi skruer lidt på det hele. Vi ved nattelivet er voldsomt især i indre by. Og det ændrer sig nok ikke fordi udeservering bliver reguleret, men der hvor vi kan skrue lidt ned for støjen, bør vi gøre det. Lidt har også ret.

 

Jeg har en udlejningsejendom på Købmagergade, og gudskelov har vi ikke barer eller restauranter helt tæt på, men jeg ville også være ked af, hvis vores lejere, skulle leve med støjen fra udeservering til midnat. Der er rigeligt med støj fra nattefesten på gadeplan i weekenden.

 

Ingen der flytter til indre by forventer stilhed. Det er rent spin, dem der påstår, at vi ønsker det. På ingen måde. 

 

Men det kan jo for pokker ikke være rigtigt, at man ikke kan have en familie med børn i indre by, fordi både omegnsturister og de andre, skal kunne sidde og drikke en øl udenfor til midnat.

 

Støj dræber. I en støjrapport fra EU, står der, at alt over 40db efter kl. 22 er sundhedsskadeligt. Altså det tidspunkt, hvor man forventer, at folk begynder at tænke på, at gå i seng. (Børn gør det tidligere).

 

Prøv engang at sæt en lydmåler, over en bar der holder længe åbent. Jo senere, jo mere højrøstede bliver det ofte. Sådan er det jo, når man bliver småstiv. Det gælder ved gud os alle. 

 

Jeg vil afslutte med at tilbyde et kram, til alle dem, der skriver et høringssvar for den nye regulering, nu det har vist sig, at Sørens værtshus tilbyder deres gæster et gratis shots, hvis de går ind og skriver et negativt svar om skærpelsen.

 

Min kommentar om det kram, er naturligvis en joke.  Jeg gør mig ikke i bestikkelse.

 

Det er Sørens Værstshus’ udmelding så ikke. Og alene det, at de tilbyder det, både på værtshuset, men også på Facebook, burde sætte spørgsmålstegn ved, om denne høring, overhovedet kan bruges til andet end at spilde tiden. 

 

Kære jer der læser med. Barerne bliver ikke fattigere af, at deres kunder skal gå indenfor efter kl. 22.