Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Administrationsgrundlag for Udeservering
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
Jeg bemærker mange mener at vi, der bor i byen og er generet af støj, bare kan flytte eller købe ørepropper - for restauranter, barer og værtshuse har fortrinsret. En noget arrogant holdning, som jeg absolut ikke er enig i. Hvis byen skal være tiltrækkende, i balance og rumme en diversitet af beboere skal støj og larm ikke fylde hele byrummet.
Hvis det handler om hvem, der kom først, så skal 6 ud af 9 restauranter/barer/cafeer/værtshuse i min korte og meget smalle gade lukke og slukke.
I mine mange år som beboer i Indre By har jeg været vidne til en markant ændring af det kvarter jeg bor i. Fra et kvarter med pariserstemning, almindelig bylivsstøj og gensidig respekt er natteliv og utallige bevillinger samt dets negative følger flyttet ind. Værtshuse, barer og restauranter tager ejerskab af gaderne og rigtig mange overtræder alle tænkelige retningslinjer uden, at det på nogen måde har haft konsekvenser. Kommunen har i årevis valgt virkningsløs dialog med restauratører - og alle ved, at hos kommunen er det nemmere at få tilgivelse end tilladelse. Ergo - overtræd loven og du kan rolig fortsætte. Altså, hvis du fx er værtshusholder.
Som det er nu, så bortfalder ALLE klager, tilsyn, påtaler og politianmeldelser ved overgang til et nyt år. Dvs. al historik forsvinder og restauratører fortsætter upåklageligt - og beboerne står tilbage som de store tabere. Igen.
Grønnegade kvarteret er nu indlemmet i nattelivszonen. Endnu et kvarter, der også fyldes med restauranter/beværtninger/fastfood/caféer, der indtager og overtager det offentlige rum (og ganske gratis) med støjende udeservering. Flere restaurationer og "oplevelsesmuligheder" tiltrækker flere mennesker - og så følger flere dårligdomme som dårlig opførsel, narko salg, hærværk m.m. Ufatteligt, at kommunen vælger at "tabe" et fhv. atmosfærefyldt og historisk kvarter på gulvet og ukritisk overlevere det til kommercielle interesser.
Man kan fristes til at tro at balancen er tippet til fordel for det kommercielle, og beboernes livskvalitet er nedprioriteret? Bemærkelsesværdigt - især, når kommunen forsøger at bryste sig med at man skal leve et godt liv med høj livskvalitet i byen. Undskyld, hvad? Min livskvalitet forbedres absolut ikke ved at have 100 skrigende mennesker siddende og stående ud for mit soveværelsesvindue, som jeg i øvrigt aldrig kan have åbent aften- og nætter, medmindre jeg tvinges til at acceptere over 70 dB støj - altså langt over det tilladte! En støj, som er dokumenteret usund.
Hvorfor er der ikke et krav om, at restauratørerne er ansvarlig for ro og orden på deres udeserveringsareal. Hvis der sidder 30 mennesker og skriger og råber kl. 23.30 - hvorfor bliver de ikke bedt om at dæmpe sig. Hvor er hensyn og respekt for naboer og gadernes øvrige beboere? Hvor mange restauratører bor selv ved støjende udeservering? Tænker det er et fåtal. Ligesom mange øvrige, der mener at udeservering skal fortsætte til midnat. Det er åbenbart nemt at have en mening, når man hverken har forståelse eller indsigt i de eklatante støjproblemer, som forefindes rigtig mange steder i byen. Vi taler IKKE om normal bylivsstøj - den grænse er for længst overskredet.
Jeg støtter forslagene:
Ja, udeserveringer skal pakke sammen kl. 22.00 fra søndag-torsdag. Efter dette tidspunkt må kunder fortsætte indendørs eller benytte de tre andre områder, hvor der er åbent til kl. 02.00. Dog, bør sætningen tilladelse til dage op til helligdage slettes. Det er stadig hverdage op til helligdage.
Ja, til opmærkning af areal. Så vil der ikke opstå konflikter eller tvivlsspørgsmål. Og ja, alle udgifter til tilsyn pålægges naturligvis restauratøren. Som beboer forventer jeg ikke at skulle bidrage til en meromsætning for kommercielle aktører, der ikke overholder gængse regler og retningslinjer.
Ja, jeg støtter forslaget om opkrævning af gebyr.
Dog bør taksten ikke årligt behandles, hvis der indføres 3-årige tilladelser.
Jeg støtter ikke forslagene:
3-årige tilladelser. Så længe Københavns Kommune IKKE opfylder deres egne kriterier for bl.a. tilsyn. Ydermere er der INGEN konsekvenser for lovovertrædelser, antal tilsyn, påbud og politianmeldelser. Restauratørerne mister hverken bevilling eller udeservering. Og efter 1 år nulstilles tavlen, og restauratørerne er ”hvide som sne”. En yderst effektiv måde at få beboerne til at give op på forhånd mht. klager, hvilket er under al kritik.
Forslaget om min. 0,8 m. fri passage. Den skal som min. være 1.3 m. - og gerne 1.5 m. Der er alt for mange steder i Middelalderbyen, hvor det er umuligt at passere på fortove grundet borde, stole og kunder ved udeserveringerne. Sætningen ”som udgangspunkt” skal slettes, så der er mulighed for dispensation. Handicappede, barnevogne m.m. skal kunne passere uagtet hvad.
Under afsnittet Særlige vilkår for Middelalder byen
Her skal alle ordene ”som udgangspunkt” og ”bør” slettes, således der ikke kan gives dispensation.
Under afsnittet Inventar og brug af arealet
Her skal alle ordene ”som udgangspunkt” og ”bør” slettes, således der ikke kan gives dispensation.
Afskærmning:
Afskærmning bør ikke foretages andre steder end på pladser, i parker m.m. I byrummet indskrænker det mobilitet og fremkommelighed.
Generelt om forslagene bør der ikke herske tvivl om retningslinjer, hvorfor enhver form for tvivl bør udelades i teksten. Det betyder derfor, at ord som ”som udgangspunkt” og ”bør” skal erstattes med fx. skal.
Jeg støtter derfor bemærkninger og høringssvar fra Grønnegade Kvarters Beboerforening nr. 1454 samt høringssvarene: 1013, 1055, 951 og 1341 og 1504.