Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Wesselsgade II - supplerende høring
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
Kære Teknik- og Miljøforvaltning
Som administrator for ejendommen Baggesensgade 1 skal jeg hermed efter aftale med ejerne fremkomme med nedenstående indsigelse, som det hedder, når man har bemærkninger mv. til supplering af et lokalplanforslag.
Når vi først reagerer nu, og ikke på den første høring, er årsagen alene en kommunikationsfejl, hvilket vi kun kan beklage. Vi er derfor særdeles glade for den supplerende høring.
Først vil vi takke for et godt og gennemarbejdet lokalplanforslag, der er mange gode tanker og betragtninger i forslaget.
Dernæst har vi forslag til en mindre udvidelse af teksten omkring Baggesensgade 1, som vi mener er blevet lidt for begrænset i angivelsen af anvendelsen af kælderen og stueetagen, idet den efter forslaget kun må anvendes til institution og kulturelle formål.
Vores bekymring går på den situation, hvor den private selvejende vuggestue ikke længere ønsker at være i lokalerne. Vi er meget glade for at huse vuggestuen, der har været i huset i ca. 40 år, men selv indre Nørrebro kan jo med tiden blive et sølvbryllupskvarter, eller på anden måde udvikle sig, så der ikke længere er børn til en vuggestue på den placering, eller at der kun er brug for de kommunale vuggestuer i området.
Før vuggestuen kom til, blev lokalerne anvendt til salg af møbler, og før det har lokalerne haft en lang og glorværdig anvendelse som cafe og frokostrestaurant, dels den dengang kendte Cafe du Pont, men også den ligeledes kendte Cafe du Lac. Andre cafeer har gennem tiden også holdt til i lokalerne. Udbygningen af huset ud i haven er netop etableret på grund af restaurationsdriften. Bådudlejningen på Peblingesøen hørte også i mange år til husets erhvervsaktiviteter, men er nu overgået til Kaffesalonen i nabokarreen. De tidligere aktiviteter i lokalerne kan man finde adskillige fotos af på kbhbilleder.dk. Cafeerne har gennem tiden svinget i stil, som man kan se, men det ser ud til, at cafeerne mest har haft et lidt kolonihaveagtigt præg, hvilket stedet da også indbyder til.
I gamle dage var der langt mere butiksliv også i Wesselsgade og Baggesensgade, i mange huse er der nu kun butiksvinduerne tilbage. At beholde mulighederne for at få lidt af det liv tilbage, eller at give det mulighed for at udvikle sig igen, må være en fordel for hele kvarteret.
Vi foreslår derfor, at anvendelsen af ejendommen Baggesensgade 1 tilføjes, at kælderen og stueetagen i Baggesensgade 1 også må anvendes til publikumsorienterede serviceerhverv.
Derved bliver anvendelsen af kælderen og stueetagen den samme, som gælder for resten af Baggesensgade og desuden for Wesselsgade, som huset jo også ligger ud til.
Med venlig hilsen
Bjarne Johnsen
Advokat
Valkendorfsgade 5
1151 København K