Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 9. marts 2023
Svarnummer:
21

Indsendt af

Thomas og Christina Madsen Teller

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Thomas og Christina Tellers høringssvar vedr. anlægsprojekt for 12500 m3 stort forsinkelsesbassin til styring af kloakspildevand, ved hjørnet af Kildeløbet / Åvendingen (Spangen U 14) som del af den samlede spildevandsplan 2018 for København.

Det er umiddelbart vores opfattelse, at der er tale om et projekt, der har til hensigt at styre behandlingen af spildevand i København, hvorved der ikke ved store regnmængder sker kloakoverløb til bygningsmassen, veje og naturområder. Det ser vi naturligvis positivt på. Til gengæld er der en række forhold omkring projektet, som vi er særdeles bekymret over og kritiske overfor.

Vi er ikke informeret om begrundelsen for at skifte strategi, således at der ikke længere arbejdes med afledning af overfladevand, som har planlagt i flere år. Høringsfristen har været uforståeligt kort, og den kritisk, udemokratiske og mangelfulde kommunikation mellem kommunen/Hofor og de berørte grundejerforeninger vedrørende projektet og høringsmuligheden er selvfølgelig stærkt udemokratisk og problematisk. Derfor er vi endda stærkt kritiske overfor, at vores grundejerforening ikke tidligere i høringsfasen er blevet inddraget. Det er uforståeligt for os, hvorfor der ikke er gennemført en VVM-undersøgelse. Det er ikke forståeligt for os, hvor, hvorfor og i hvilket omfang, der affredes.

Vi er derudover stærkt kritiske på en række punkter, som vil fremgå nedenfor. Når der udføres projekter af denne størrelse, anser vi det for naturligt, at der opstår en række udfordringer i processen. Der er en naturlig og stærk bekymring for den påvirkning et projekt af denne størrelse vil have i forhold til støjgener, adgangsforhold, støv, rystelser i forhold til gamle huse etc.. Derfor følger her den mest presserende bruttoliste over fokuspunkter i den anledning. Der er her tale om opmærksomheds- og bekymringspunkter samt grundlag for krav til processen ved udgravning af bassin på det fredede areal i Danas Park / Slotsfruens Vænge.

  • Den manglende VVM-redegørelse skal snarest iværksættes. 2
  • Trafikgennemgang inden projektstart – Hvor må de mere end 1000 lastbiler køre? – hvordan er der sørget for sikkerhed i forbindelse med skole- og institutionsvej for de mange børn? Bør der ensrettes og eller lysreguleres? Hvordan sikres det, at der sanktioneres overfor vognmænd /chauffører hvis de givne forskrifter ikke overholdes? Kan der udøves projektstop som en konsekvens af væsentlig fravigelse af ovenstående?
  • Belastningen af de berørte veje og fortove samt kloak og vejbrønde forventes at blive så voldsom, at det ikke efterfølgende er nok at renovere, men i det overvejende vil være nødvendigt med en egentlig nyetablering. Projektets størrelse taget i betragtning bør udgiften til denne alene hvile på bygherren. I den endelige projektplan skal det være nøje præciseret således at der ikke efterfølgende kan opstå diskussion om udgiftens placering.
  • Sikkerhedsvurdering og sikring. Er den på plads? For anlægsarbejdet? For de hosliggende grundejere? For området som sådan?
  • Løbende i projektet vil der uundgåeligt være en voldsom forurening af lokalområdet bl.a. med jord. Der bør løbende foretages rengøring, dels med kost dels med opskovling, dels ved spuling – her indbefattet rensning af vejbrønde. I denne sammenhæng er kravet dagligt i forhold til fejning og opskovling, mindst ugentligt; i forhold til spuling dog oftere ved behov.
  • Trafikstøj. Hvordan skal trafikken med mere end 1000 lastbiler i udførelsesperioden reguleres? Hvad siger VVM redegørelsen?
  • Der bør aftales bestemte tidsrammer for de gener, der måtte følge af projektet – hvor tidligt og sent må der arbejdes – med hvilken støjbelastning?
  • Hvilke rammer aftales for gener for den enkelte grundejer, der er hosliggende projektet? Her tænkes bl.a. på støj, skader på hus, grund, grundvandssænkning m.v.
  • Der skal udarbejdes en kommunikationsoversigt til grundejerne i de 3 grundejerforeninger, hvor disse oplyses om projektets størrelse, tidsmæssige ramme, mulige gener etc. etc. Denne plan skal vedligeholdes og suppleres løbende evt. med en særlig SOME-kommunikation.
  • Tidsramme for projekt – er den kommunikeret?
  • Miljøhensyn. Hvad siger VVM undersøgelsen? –Flora og fauna. Arkæologiske udgravninger up front inden projektstart?

Vi har på baggrund af ovenstående den opfattelse, at høringsfristen skal forlænges med opsættende virkning på projektet, indtil der er udført en tilfredsstillende VVM-undersøgelse af hele projektet.