Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 11. marts 2023
Svarnummer:
35

Indsendt af

Peter Rundle og Rosa Abelgren

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Indsigelse mod planerne om at etablere et bassin på hjørnet af Åvendingen og Kildeløbet i Brønshøj

Vi vil hermed gøre indsigelse mod planerne om at etablere et opsamlingsbassin til spildevand på det grønne område på hjørnet af Kildeløbet og Åvendingen. 
 
Vores primære anke er, at der er tale om et endog meget omfattende og langvarigt anlægsprojekt, som er blevet planlagt uden nogen form for dialog med eller orientering af os som naboer og uden gennemførelsen af en VVM-undersøgelse til kortlægningen af indvirkningerne på omgivelserne.
 
Vi finder det mildest talt overraskende, at vores egen kommune kan planlægge et projekt af denne størrelsesorden uden at inddrage os som borgere i kvarteret. Vores kendskab til projektet kommer udelukkende gennem naboer, som har modtaget orientering en måned før høringsfristen og kun fordi deres grunde er udvalgt til delvis og midlertidig ekspropriation. 
 
Vi har stor sympati for behovet for at sikre vores kommune mod overbelastning af kloaksystemerne, og vi er også indforstået med, at dette kan medføre gener for os selv på kortere eller længere sigt. Således var vi åbne for de tidligere projekter om at aflede overfladevand i kvarteret, som vi gennem længere tid blev holdt grundigt orienteret om, indtil planerne pludselig blev indstillet uden forklaring. 
 
På grund af det totale fravær af dialog og orientering, er det dog meget svært for os at forholde os til fornuften i og nødvendigheden af det specifikke projekt. Vores anke er derfor i første omgang baseret på den manglende dialog, orientering og kortlægning af gener - herunder i anlægsfasen. 
 
Vi finder det i denne forbindelse direkte bizart, at kommunen har besluttet, at det ikke er nødvendigt at gennemføre en VVM-undersøgelse af projektet. 
 
Anlæggelsen af et 20 meter dybt bassin, 30 meter i diameter midt i et villakvarter kan ud fra almindelig sund fornuft ikke undgå at have konsekvenser på det omgivende miljø:
Der skal bortskaffes mere end 12.500 m3 jord 
Der skal tilvejebringes store mængder materiale til beton og andre byggematerialer. 
Alene dette vil indebære mange hundredevis af kørsler med tunge lastbiler langs snævre skoleveje i et villaområde med alt hvad det indebærer af udfordringer for trafiksikkerheden, larm, ødelæggelser og forurening.
Hertil kommer selve byggeriet, hvor der vil skulle bankes spunspæle ned i 20 meters dybde i en omkreds i størrelsesordenen 100 meter, hvilket må forventes at give støjgener og potentiel påvirkning af omkringstående bygninger.
De flere år med byggeplads må generelt forventes at generere støj og forurening, og endelig vil det færdige bassin opmagasinere spildevand under grundvandsspejlet. 
 
At disse faktorer ikke skulle udløse en VVM undersøgelse og en grundig orientering af de omkringboende står vi komplet uforstående over. Det svarer til, at man vil etablere en mindre metrostation midt i et villaområde og vurderer, at anlægget ingen miljømæssige konsekvenser får.
 
Som borgere forventer og forlanger vi af vores kommune, at projekter, der således kommer til at påvirke os indgående i en længere periode, foregår i tæt dialog med os som berørte parter. Vi lever altså i 2023.
 
Vi opfordrer hermed Københavns Kommune til at suspendere planerne om anlægget indtil der har været foretaget en grundig dialog med alle berørte parter herunder grundejerforeninger og beboere samt en grundig kortlægning af gener  - og muligheder for alternativer, som både klima- og miljømæssigt vil være mindre indgribende og mere tidssvarende.