Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 12. marts 2023
Svarnummer:
55

Indsendt af

Michael Rolff

Virksomhed / organisation

Beboer i Danas Park Grundejerforening

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

 

Indsigelse mod etablering af underjordisk bassin i det fredede parkområde på hjørnet af Kildeløbet og Åvendingen.

Med hensyn til jeres skrivelse af 10. februar 2023 til min hustru Annette Møller Lange Orientering om at HOFOR i 2025-2027 muligvis vil få midlertidigt behov for en del af din ejendom i forbindelse med et anlægsprojekt, ønsker jeg hermed at gøre indsigelse mod dette projekt, og insistere på at hele projektet revurderes.

Indsigelsen er baseret på følgende punkter:

 

  1. Utilstrækkelig information.
    1. Den eneste modtagne information er ovennævnte besked i E-boks fredagen før vinterferien, med høringsfrist på kun en måned.
    2. Vi er to ejere på matriklen; jeg modtog intet, hvorimod information om grundskyld, affaldsgebyrer o.l. uden problemer sendes til os begge.
    3. Ingen information overhovedet til beboere i området, der ikke er berørt af eventuel ekspropriation, og i særdeleshed ingen information til vores grundejerforening Danas Park. 
    4. Den manglende information til grundejerforeningen er specielt tankevækkende i betragtning af projektet omkring skybrudsveje i vores grundejerforening i en længere årrække. Dette projekt indeholdt en lang række informationsmøder med Hofor ingeniører, og var i det hele taget et fantastisk eksempel på inddragelse af de berørte borgere. Projektet var bestemt ikke uden gener for beboerne, men grundet den konstruktive dialog med Hofor og vores individuelle ansvar for samfundet, blev projektet vedtaget med et flertal. Dette projekt blev tilsyneladende droppet uden videre information.

 

  1. Manglende demokratisk proces. 

Med udgangspunkt i ovenstående punkter 1.a til 1.d, kan jeg ikke undgå at have en fornemmelse af at man forsøger at presse et ekstremt voldsomt projekt igennem uden den fornødne beboerinvolvering.

 

  1. Miljømæssige konsekvenser for området.
    1. Det berørte område er stille område med smalle veje uden nævneværdig gennemkørende trafik og med hastighedsdæmpende trafikbump. Området har mange børnefamilier, hvor børn kan gå og cykle alene i skole uden at skulle krydse større veje eller møde tung eller hurtigkørende trafik. Det planlagte projekt involverer enorme mængder tung lastvognstrafik til bortkørsel af 12.500 m3 jord, samt tilkørsel af materialer. Dette virker som et ekstremt indgreb i et område, hvor vejene i forvejen er meget smalle.
    2. Hvad vil de afledte konsekvenser være for de nærliggende matrikler? Udover potentielle sætningsskader på de nærliggende ejendomme i forbindelse med arbejdet, savner jeg en redegørelse på hvad en 12.500 m3 ”klods” vil betyde for grundvandsniveau etc. Jeg tænker ikke at vejnavne som Åvendingen og Kildeløbet kommer af ingenting!

 

  1. Er det overhovedet den rigtige løsning?

Som jeg forstår projektet, handler det om at sikre mod overløb af kloakvand til Harrestrup Å. Det er jo prisværdigt i sig selv, og indgår i projekt Ren Å hos Hofor. Men det handler i bund og grund bare om at skabe mere plads i kloakkerne. Vi forstår alle at fremtiden bringer mere ekstrem regn, og at vores boliger og miljø skal sikres mod dette. Men det rigtige må jo være at skille regnvand fra boligernes kloakvand, og så vidt muligt sikre nedsivning af regnvand. Det var jo netop pointen i det oprindelige projekt (pkt. 1d) med skybrudsveje og nedsivning i rotunden plus det område hvor man nu vil grave, samt udledning af rent regnvand i Harrestrup Å.

 

Baseret på ovenstående punkter henstiller jeg til at der indledes en ordentlig demokratisk proces omkring et så indgribende projekt på et i øvrigt fredet område. Jeg finder det utroligt stødende at Københavns Kommune kan lægge navn til dette.

 

Med venlig hilsen

 

Michael Rolff