Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Høring af forslag til projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Høringssvar vedrørende Spildevandsplan 2018 - Projekttillæg 2023 - etablering af 12.500 m3 forsinkelsesbassin ved UH14 (SPANGEN)
Herved fremkommer vi med indsigelse vedrørende etablering af forsinkelsesbassin på hjørnet af Kildeløbet/Åvendingen (Spangen UH14).
Indledningsvis bemærkes, at der ikke hersker tvivl om, at der skal søges løsninger på de eventuelle miljøpåvirkninger, som eventuelle kommende klimaforandringer med dertil forøget spildevandsudledning, vil udgøre i det eksisterende fælleskloaksystem - med overløb til - i dette tilfælde - Harrestrup Å.
Der var i årevis planlagt et projekt med afledning af overfladevand, hvor Grundejerforeningerne i området blev orienteret om projektet. Af uforklarlige årsager, opsagde HORFOR den pågældende aftale ? Siden er der åbenbart ikke blevet videregivet oplysninger/informationer i den mellemliggende periode - til hverken Grundejerforeninger, eventuelle eksproprieringsramte grundejere - eller andre kommende berørte parter, om nærværende Projekttillæg 2023.
Det nu fremkomne forslag til afhjælpning af eventuelle afløbssystemer, klimatilpasning og byudvikling rejser således følgende kritikpunkter:
- Beslutningen om at forslaget skulle til offentlig høring, blev taget den 15. december 2022. Det har således været muligt at fremkomme med høringssvar fra den 20. december 2022. De få grundejere, HOFOR har estimeret, kan forvente at få deres ejendom eksproprieret/midlertidigt eksproprieret, fik tidligst besked om forslaget den 10. februar 2023 - dvs. tæt på 2 måneder efter, at forslaget blev sat i høring ?
- Det kan konstateres, at der ikke er blevet givet information om forslag/høringssvar til samtlige områdets grundejere - dette til trods for, at samtlige grundejere i de 3 omkringliggende grundejerforeninger, vil blive berørt at det projekt, der fremgår i forslaget.
- Det er uforståeligt, at Københavns Kommune den 30. september 2022 har truffet afgørelse om ikke at udarbejde miljøvurderingsrapport. Projektet ved UH14 er beliggende midt i et villa-/beboelseskvarter - og såfremt forslaget vedtages, vil det betyde, at der vil være en væsentlig forringelse af trafiksikkerheden/luftforureningen i hele området. Området er beliggende midt i et beboelsesområde, hvor tung trafik med materialer og bortkørsel af jord skal transporteres til/fra villakvarterets vejsystem - og videre til/fra de større færdselsårer. Tung trafiks emissionsfaktorer anses som værende en af de store forureningssyndere.
- Det er uforstående, at Københavns Kommune ikke anser, at der vil være en betragtelig mængde støj, støv, vibrationer m.m. i hele området i forbindelse med etablering af et forsinkelsesbassin på 12.500 m3 - der skal graves ned i en dybde på 20 meter+. Det er derfor uacceptabelt, at Københavns Kommune har vurderet, at der ikke skal udarbejdes miljøvurderingsrapport.
- Det fremgår af forslaget, at der ved UH14 (Spangen) forekommer et overløb til Harrestrup Å ca. 10 gange/årligt. Ved UH11 (Toftøjevej)forekommer overløb til Harrestrup Å oftere end 20 gange/årligt. Alligevel anser man, at der skal etableres et forsinkelsesbassin, der er ca. 5.000 m3 større ved UH14 (Spangen)?
- Det område, der påtænkes anvendt til projektet, er fredet !
- HOFOR har allerede - før udløb af høringsfristen - sendt opgaven i licitation ?
- Det ses ikke, at der er taget “vidtgående skridt”, for at undgå eksproprieringen af de varslede grundejere - hvilket også kan udvides til yderligere grundejere, alt efter hvad HOFOR, under etableringen, efterfølgende måtte vurdere.
- I henhold til Projekttillæg 2021/2022 vil ekspropriering ikke være nødvendig.
Ovenstående er hverken udtømmeligt eller fyldestgørende, idet det fremlagte projekttillæg mildest talt er yderst mangelfuldt.
Der mangler f.eks. besvarelse af følgende:
- Forklaring på, hvorfor Projekttillæg af 2021/2022 er blevet forkastet ?
- Forklaring på, hvorfor Københavns Kommune har sat et projekt til høring - og vel i den relation forhåndsgodkendt projektet, der omkostningsmæssig, økonomisk - såvel for etablering samt vedligehold - men også for beboernes livskvalitet, miljø, forurening m.m. - frem for at holde fast i det tidligere projekt, hvorved specielt henvises til “Kapacitetsplan 2018, bilag D” ?
Derudover er Projekttillæg 2023 - som ovenfor bemærket - yderst mangelfuld, hvorfor følgende informationer bedes synliggjort:
- Resultater af Københavns Kommunes, Miljø- og Teknik, beregninger af forventede vandmængder (GIS).
- Erstatningansvar/genetablering/nyetablering - såvel for de respektive Grundejerforeninger som for den enkelte grundejer. Skader på eksempelvis ejendomme kan ligeledes blive konstateret år efter projektets afslutning.
- Udførlig projektering af projektet UH14, herunder bl.a. risicivurdring, metoder, materiale/materialeforbrug, tidsplan m.m.
Vi henstiller til, at forslaget om etablering af forsinkelsesbassin UH14 (Spangen) ikke vedtages, idet der forefindes løsningsmodeller, der økonomisk vil være billigere - samt skåne nærmiljø og beboernes livskvalitet.
På forhånd tak
Peter Welling og Maj-Britt Amstrup