Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Høring af forslag til projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
Stop vanvidsprojektet med anlæggelse af 12.500 m3 bassin på fredet område i Husum
Jeg er lamslået over, at Københavns Kommune ikke på noget tidspunkt har henvendt sig direkte til mig og orienteret om hverken planerne om opførelse af gigantisk underjordisk bassin på fredet område lige over for mit hjem eller den dertil knyttede offentlige høring. Især ikke da kommunen i den forbindelse tænker midlertidigt at ekspropriere en del af min ejendom.
Det er på ingen måde tilstrækkeligt, at jeg skal have så vital information fra min mand. Og da slet ikke når han først er blevet informeret mere end halvt inde i høringsperioden. Jeg kan ovenikøbet forstå på flere af mine naboer, at de har oplevet tilsvarende mangel på direkte information. Dem, der ikke skal have deres ejendom midlertidigt eksproprieret, har slet intet hørt fra kommunen. De har måtte erfare det, efterhånden som rygtet er blevet spredt fra mund til mund.
Det kan simpelthen ikke være lovligt! Det er fuldstændigt skandaløst.
Da min mand og jeg i sin tid købte vores hus, var det ikke så meget på grund af selve huset, men mere på grund af vores have og de dejlige omgivelser samt den fred og ro, vi fandt i kvarteret. Vi valgte at bosætte os her, fordi vores børn skulle opleve fredelige grønne omgivelser, hvor de trygt kunne gå til skole og lege på gaderne. Nu går vi lange ture med vores hund på de fredelige veje i kvarteret og mødes med de andre hundeejere på det fredede parkområde.
Jeg er sygeplejerske i skiftende vagter på en skadestue i København. Det er et hårdt og stressende job, jeg trods mange års erfaring kun magter at beholde, da jeg i fred og ro kan lade op i vores hjem og have.
En kæmpebyggeplads, der i årevis larmer og støver, strækker sig helt ind på vores ejendom, vender op og ned på hele vores kvarter og indebærer en voldsom trafik med lastbiler kan ikke undgå fuldstændigt at ødelægge alt det, jeg nyder ved at bo her i kvarteret. Den vil forårsage en massiv livskvalitetsforringelse. Hvor skal jeg samle energi? Det vil være intimiderende at have fremmede håndværkere rendende rundt i ens forhave i årevis! Vi er mange, der af den ene eller anden grund er hjemme i dagtimerne. Vi risikerer simpelthen at blive syge af kæmpebyggeriets larm og indgriben i privatlivets fred. Projektet er alt for stort til et så lille kvarter som vores.
Det fredede parkområde, jeg elsker, vil aldrig genvinde sin skønhed og dets rekreative værdi. Adgang til det kloakvandsfyldte bassin og udluftningskanaler vil skæmme området i uacceptabel grad.
Jeg føler, at kommunen i denne sag på ingen måde har spillet med åbne kort. Jeg føler mig tromlet over, bevidst holdt i uvidenhed og kørt om hjørner med af den kommune, som mine skattekroner går til, og af de politikere, som jeg selv har været med til at vælge.
Kommunen har overhovedet ikke givet bare skyggen af begrundelse for, hvorfor man har forladt den oprindelige plan med at holde kloakvand og regnvand separat. Projekttillæg 2023 ikke engang nævner, at der i tidligere projekttillæg var besluttet tiltag, der skulle give ”færre overløb” – nøjagtigt ligesom det underjordiske bassin skal nedbringe ”antallet af overløb”.
Når kommunen forlader en løsning, der både er arbejdet med i flere år og ovenikøbet er både politisk besluttet og accepteret af grundejerne, til fordel for en plan, der både er langt dyrere end den oprindelige og som samtidigt forårsager massive forringelser i livskvaliteten for de omkringboende, er det helt uacceptabelt, at man ikke angiver årsagen til og begrunder skiftet. Især må dette være et krav, når den nye løsning indbefatter ekspropriation af privat ejendom.
Samtidigt kan jeg ikke begribe, at kommunen kan få sig selv til offentligt at udmelde, at der med et så stort byggeri midt i et fredet parkområde omkranset af små villaveje ikke er grund til at udarbejde en miljøvurdering. Der er jo tale om et byggeprojekt, der i størrelse og art minder om byggeri af en metrostation. Selvfølgeligt er der en overhængende fare for, at et byggeri af de dimensioner vil påvirke miljøet negativt.
Jeg vil med dette høringssvar kraftigt appellere til Teknik- og Miljøudvalgets politikere. Besind jer og stop projektet med det underjordiske bassin på det fredede parkområde.